Store vidder og stærke følelser: Seks ud af seks hjerter til ”Bastarden”
ALT for damernes filmredaktør Stephanie Caruna giver topkarakter til ”Bastarden”. Læs hendes anmeldelse her.
Historiske film om stædige mænds tro på en umulig drøm kan være en flad oplevelse, hvis man ikke tror på motivationen eller drømmen. Men her gås så mesterligt til stålet, til biddet og ud over hedens hule helvede med herremanden og hans pumpestok lige efter, at man overgiver sig.
Krigsveteranen Ludvig von Kahlen (sammenbidte Mads Mikkelsen) får lov til at forsøge at opdyrke den del af Vestjylland, der i 1755 ligger som enorm gold bræmme af lyng og ensomhed. Modgang er længe hans eneste udbytte, og godsejeren Frederich Schinkel (en forrygende ond Simon Bennebjerg) bliver en formidabel modstander. Når forlægget er lige så formidable Ida Jessens roman ”Kaptajnen og Ann Barbara”, og fortællingen lægges i hænderne på Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensen, så får man prægtig, storslået ramasjang af bedste skuffe.
Overraskende, dybfølt og intenst, men også lethed, slapstick og sorg. Det lyder måske sært, men jeg ser drys af Yorgos Lanthimos’ (bl.a. ”The Favourite”) absurditet og vilje til at spidde billedet af fortiden, flager af vold fra Tarantino. Alligevel er filmen en smuk ny nordisk noir og rodfæstet i troen på, at denne særligt danske historie fra den vilde vestkyst fortjener et stort publikum.
"Kostumer, iscenesættelse, lys, kameraarbejde puster i takt med filmens mange dygtige skuespillere til ilden i historien, indtil heden står i lys lue."
Mads Mikkelsen har uofficiel rekord i, hvor meget skuespil man kan udøve ved blot at løfte øjenbrynet, trække mundvigen eller skule maskulint og furet. Men mere behøver han heller ikke, før hans kaptajn lever og ånder. Som de stærke kvinder om Kahlen funkler Amanda Collin og Kristine Kujath Thorp. Birollerne (for mange til at nævne her) er alle stærkt besat, og særligt stjæler lille Melina Hagberg som taterpigen Anmai Mus hjertet, mens man troede, man passede på det.
Har man læst romanen, kan man have indvendinger. Både Jessen og Arcel tager sig friheder. Men fortælleglæden flammer lystigt fra siderne og brænder igennem i hver eneste scene. Bravo!
”Bastarden” har biografpremiere den 5. oktober.