Efter en hård skilsmisse mødte Barbara Topsøe-Rothenborg kærligheden på Facebook-dating
Filminstruktør Barbara Topsøe-Rothenborg fandt kærligheden på Facebook-dating - og kan i dag fejre etårsdag med kæresten Mikkel, fortæller hun til Hendes Verden.
De seneste par år har filminstruktør Barbara Topsøe-Rothenborg mødt meget modstand, men pludseligt – midt i mørket – møder hun Mikkel, og det er som om, at alting lysner lidt igen.
Det fortæller hun i et stort interview i Hendes Verden uge 4.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Efter nogle hårde år i fertilitetsbehandling, bliver Barbara Topsøe-Rothenborg sammen med sin daværende mand forældre til først et og sidenhen to børn. Parret køber dernæst et hus og går i gang med en omfattende renovering.
Men allerede halvanden måned inde i husrenoveringen kaster Barbara Topsøe-Rothenborgs eksmand håndklædet i ringen og flytter.
Tilbage står hun med to små børn og en stor husrenovering, som kun bliver dyrere og dyrere. Og pludseligt bliver hendes elskede mor, skuespiller Judith Rothenborg, syg med kræft, inden hun i september 2023 går bort.
Midt i det kaos, som Barbara Topsøe-Rothenborg befinder sig i, møder hun alligevel kærligheden på Facebook-dating. Kærligheden hedder Mikkel, og parret har for nyligt kunnet fejre etårsdag, fortæller hun.
”Jeg havde været gennem en hård skilsmisse, men efter et par dates mødte jeg Mikkel og faldt for hans krøller, hans øjne og hans virkelig kærlige energi. Mikkel har ægte omsorg og empati. Han har et godt hjerte også over for andre end mig.”
Anderledes end andre
Mikkel har ikke alene et godt hjerte. Han ser også Barbara Topsøe-Rothenborg for det hele menneske, hun er, fortæller hun.
”Tidligere i mine forhold er jeg blevet sat op på en piedestal, men det er gået i stykker, når jeg har vist mig som et menneske. Jeg er en stærk kvinde, og det er der mange mænd, der falder for, men når så min far dør, eller min mor får kræft, så vil jeg have lov til at være svag og ulykkelig.”
For støtten i et parforhold skal gå begge veje, mener Barbara Topsøe-Rothenborg, og det oplever hun er tilfældet i relationen til Mikkel.
”Han er det bedste menneske, jeg nogensinde har været kæreste med. Og så har han humor. Jeg er selv den barnlige type, der drikker min te af Disney-kopper og kaster mig ud i dans ved middagsbordet. Den er han med på,” slutter hun.
Læs hele interviewet med Barbara Topsøe-Rothenborg på linket nedenfor. Her fortæller hun mere om at vokse op med en maniodepressiv far, om at være barneskuespiller – og om at miste sin elskede mor til kræft.