Christina Rosendahls opvækst var præget af en voldelig og alkoholiseret far: ”Det er en byrde at bære rundt på”

Der er en scene, jeg husker særlig tydeligt fra 'Fuld af kærlighed'.

Familien skal have gæster. Den yngste søn, Gustav, er alene på sit værelse, den mellemste datter, Jenni, er taget ud, og den ældste datter, Sofia, er hjemme og på vagt.

Læs også

Stine Stengade synes, det er sejt at være i 50’erne: ”Det er sådan: Ikke mere pis!”

For faren, Peter, der spilles af Lars Ranthe, har taget forskud på festlighederne. Hvad der nok bare skulle have været en drink før middagen, bliver til en fest for én i stuen, og da gæsterne ringer på døren, er faren gået kold på sofaen.

Moren Helen, spillet af Stine Stengade, kan ikke vække ham, og datteren, der som et lyn har opfattet, hvad der er sket, åbner hoveddøren og siger: “Der er ikke nogen voksne hjemme. Vi må aflyse middagen, far fik det dårligt, og vagtlægen sagde, at de skulle køre med det samme.”

Sofia, spillet af Viilbjørk Malling Agger, står der som en trofast dørvagt med en observant og seriøs mimik, der ikke rigtig passer til hendes alder. Jeg synes, jeg kan se samme observante mine i ansigtet overfor mig på den anden side af et arbejdsbord i Kødbyen. Det er måske heller ikke så mærkeligt, for karakteren Sofia er også delvist baseret på Christina Rosendahl – eller i hvert fald på hendes følelsesliv.

“Det er lidt sjovt, for da min mor så filmen, sagde hun: “Vi havde det jo meget værre.” Og det havde hun ret i,” siger Christina Rosendahl.

'Fuld af kærlighed' handler om en familie, hvor faren er alkoholiker, og hvad der sker, når familien laver en intervention. Men mest af alt handler den om, at misbrug og afhængighed kommer i forskellige afskygninger og påvirker hele misbrugerens familie.

Christina Rosendahl har gennem sit fremtrædende virke som dokumentar- og spillefilmsinstruktør aldrig været bange for alvorlige og følelsesladede emner. I 2002 slog hun igennem med dokumentaren 'Stjernekigger', der handlede om søsteren Pernille Rosendahl og hendes kamp for bandet Swan Lee.

Ungdomsfilmen 'Supervoksen' fra 2006, der indbragte hende en Robert, handlede om det kaotiske grænseland mellem barn og voksen, og i dokumentaren 'Vold i kærlighedens navn' fra 2017 beskæftigede hun sig med partnervold og kom tæt på en række kvinder og et krisecenter for voldsofre. I 'Vold i kærlighedens navn' kommer hun også emnemæssigt sin egen historie nær, men Fuld af kærlighed er den første film, der skildrer, eller måske rettere trækker på erfaringer fra, Christina Rosendahls egen opvækst i et hjem med misbrug.

“Vi lavede aldrig en intervention, og min far modtog aldrig misbrugsbehandling, så vi har ikke direkte oplevet det, familien oplever i filmen, men det føles alligevel som min historie, fordi jeg kan genkende alle følelserne og dynamikkerne. Når jeg ser på Sofia, minder hun meget om mig,” siger Christina Rosendahl og fortsætter:

“Der var engang en klog person, som sagde til mig: “Alle mennesker har en afhængighed, hvad er din?” Misbrug og afhængighed er et net, der kastes ud over en hel familie. Afhængighed er ikke bare, at der er en, der drikker, mens familien passivt ser til. Alle får en rolle, som sætter sig dybt i dem og på en måde bliver deres afhængighed.”

Et ud af 109.000 børn

Ifølge organisationen TUBA, der hjælper børn og unge, som oplever misbrug i familien, lever 109.000 børn og unge mellem 0-18 år i familier med alkoholmisbrug, hvilket svarer til hvert 10. barn i Danmark. Og ifølge DR lever 33.000 børn i Danmark i familier, hvor der er vold. En af de familier var Christina Rosendahls.

Læs også

En afgørende beslutning fik Cathrine Dufours far til at vende hende ryggen: ”Jeg har rakt ud så mange gange”

I kølvandet på dokumentarfilmen 'Vold i kærlighedens navn' stod søstrene Christina Rosendahl og Pernille Rosendahl frem i et interview, hvor de fortalte om deres opvækst, der var præget af en voldelig og alkoholiseret far. En opvækst, hvor moren blev slået, især når faren var fuld, og pigerne og deres lillebror levede i konstant frygt.

Efter en særlig voldsom nat, da Christina Rosendahl var 10, blev faren anholdt, og forældrene blev skilt. Moren og børnene gik under jorden i en periode og fik først rigtig fred fra faren, da han døde, da Christina Rosendahl var 25 år.

“At skabe 'Fuld af kærlighed' var en lang rejse. Det er langt fra at vokse op i det til at erkende det og dernæst turde tale om det. Først med ens familie, dernæst venner og til sidst omverdenen,” siger hun på kontoret i Kødbyen og forsætter:

“Men det har været en stor lettelse at lave filmen. For mig selv, men også for min familie. Den del af vores historie er en byrde at bære rundt på. Det er et tabu, som bliver brudt, en skamfuld kappe, der kastes af. Det har været som at få luftet ud.”

Der findes mange film om misbrug. Som ung så Christina Rosendahl den i dag ikoniske 'Christiane F.', der er baseret på en bog og handler om en tysk teenagepiges heroinafhængighed og benhårde liv i Neukölln i Berlin i 70’erne. Og britiske 'Trainspotting' fra 1996, der, ud over Christina Rosendahl, væltede publikum over hele verden omkuld med dens voldsomme og groteske scener fra en misbrugers liv.

“Det er fede film, der har været med til at sætte fokus på misbrug, men de handler primært om misbrugeren. Og ofte står der en masse mennesker ved siden af, hvis historie ikke bliver fortalt. Jeg synes, det er vigtigt at fortælle historien fra de pårørendes perspektiv,” siger hun.

Mor som medafhængig

Historien i 'Fuld af kærlighed' udspiller sig primært, efter faren er kommet i afvænning. Moren Helen og faren Peter har umiddelbart et godt forhold, der er kærlighedsfuldt og levende. De kysser, danser og virker glade for hinanden.

“Det var vigtigt for mig at vise den kærlighed, Helen og Peter har til hinanden. Det er en skrøne, at misbrug – og vold for den sags skyld – ikke kan eksistere sammen med kærlighed. Det var også sådan, jeg oplevede mine forældres forhold. Der var det hårde, men der var også masser af kærlighed, spontanitet, humor og en følelse af, at de og vi kastede os ud i livet,” fortæller Christina Rosendahl.

Efter faren kommer på afvænning, bliver moren rastløs, og da hun starter i familieterapi med døtrene, bliver det tydeligt, at hun har meget modstand.

Hvad sker der med moren, når faren kommer i afvænning?

“Det er faktisk ret klassisk. Ægtefælden til misbrugeren er typisk den, der benægter misbruget og konsekvenserne af det allermest, hvor børnene ofte er hurtigere til at erkende, at der er noget galt. Men ægtefællen har også mere på spil,” siger Christina Rosendahl.

I gruppeterapien introducerer terapeuten begrebet ‘hovedmuliggøreren’, som typisk er ægtefællen. For at kunne være i et forhold med en misbruger fjerner hovedmuliggøreren konsekvenserne af partnerens misbrug og dækker over problemet for at beskytte familien og sig selv. Selvom det kommer fra et godt sted, resulterer det i, at den afhængige ikke bliver stillet til ansvar, og hovedmuliggøreren svigter sig selv og familien.

Når faren i filmen kommer hjem fra afvænning som en ny, glad og ædru mand, stiger morens utilfredshed. Han er ikke sjov længere, han er hellig: “Du plejede at gå med eyeliner,” som hun siger til ham. Moren er ikke afhængig af alkohol, men hun er afhængig af at kontrollere farens afhængighed, forklarer Christina Rosendahl.

Læs også

Da Camilla Bendix skulle klæde sig af for rullende kameraer, manglede hun én ting – så hun tog et valg

“Helen har svært ved at erkende sin rolle i Peters misbrug, og hvad hendes egen afhængighed bunder i. Jeg tror, vi alle sammen bærer rundt på fortællinger om os selv, der kan være svære at kigge efter i sømmene, og i starten var det også svært for mig og min familie at forstå, at afhængighed er et familieanliggende. Men det er ikke kun alkoholikeren, der skal forandre sig, det er ofte hele familien,” siger hun.

Grænseløshed

De to døtre i filmen, Sofia og Jenni, er vidt forskellige. Jenni er vild og uregerlig, men også mest ærlig. Og Sofia er kontrolleret og ansvarsfuld.

“Jeg kan virkelig genkende Sofias karakter. Hun har trukket sig ind i sig selv og væk fra det ungdomsliv, hun burde leve. Hun er det, man i dele af misbrugspsykologien kalder et ‘heltebarn’,” forklarer Christina Rosendahl. Heltebarnet, der typisk er det ældste, tager en overansvarlig rolle i familien og forsøger at skabe kontrol. Og det er den kontrol, der bliver hendes afhængighed.

“Jeg er selv heltebarn og på mange måder afhængig af at redde andre mennesker,” tilføjer hun.

“Når du vokser op med en forælder, der er misbruger, som min far var, vokser du op i en utryg verden, hvor du hele tiden er på vagt. Det skader din evne til at knytte dig til andre og danne sunde relationer.”

Du kommer ubevidst til at søge de utrygge og dramatiske forhold, fordi det er dem, du kender, uddyber hun:

“Du bliver grænseløs, mister forbindelsen til dig selv og kan ikke mærke, når andre overskrider dine grænser, eller når du overskrider andres. Det er den grænseløshed, som er så vigtig at få bugt med, for ellers risikerer du at ende i usunde relationer, arbejdsrelationer så vel som kærlighedsforhold. Det har jeg selv lært af bitter erfaring.”

Følsomhed

'Fuld af kærlighed' udgøres af hverdagsagtige scener i et middelklassehjem for at vise, at helt almindelige situationer ikke føles særligt almindelige, når der er misbrug i familien, forklarer Christina Rosendahl.

“Jeg var meget bevidst om, at historien skulle foregå i et middelklassehjem. Det var sådan et, jeg selv voksede op i, indtil mine forældre blev skilt, og vi røg ned i en anden socialklasse. Middelklassehjemmet er ikke et hjem, der typisk forbindes med alkoholisme eller misbrug, men min pointe er netop at vise, at det også finder sted dér. Jeg håber, at denne film kan være et wakeupcall i forhold til at tale om, at afhængighed kan se ud på forskellige måder, og at den kan give et sprog til at tale om misbrug,” understreger hun.

At Christina Rosendahl kunne tale om konsekvenserne af farens misbrug med sin mor og søskende var altafgørende for, at de kunne komme videre, og gennem årene har de også været i flere terapeutiske forløb sammen og hver for sig.

Læs også

Dronning Margrethe: ”Jeg syntes bestemt ikke, at det var sjovt. Slet, slet ikke”

“Det var ikke kun dårligt at vokse op i den familie, jeg er vokset op i. Det var hårdt, men der var også varmt, og vi følte os elsket. Det har gjort en forskel. Hvis kærligheden har trange kår, er det svært at rejse sig igen,” siger Christina Rosendahl.

“Min familie og jeg har klaret os, fordi vi turde tale om det og er gået i terapi. Det har givet os et tæt sammenhold, som heldigvis ikke længere er dysfunktionelt.”

Christina Rosendahl kan, ligesom dengang, holde til enormt meget pres og stiller generelt høje krav til sig selv.

“Jeg troede, at hvis jeg præsterede, kunne jeg vinde over flasken, hvilket selvfølgelig aldrig lykkedes.”

Men hendes opvækst har også givet hende en særlig følsomhed, som hun kan bruge i sit arbejde.

“Jeg kan komme ind i et rum og lynhurtigt fornemme, hvad der foregår, fordi jeg altid har antennerne ude. De evner er brugbare – især i mit arbejde som instruktør – de har bare en slagside. Jeg kommer aldrig af med de mén, jeg har fået af min opvækst, de vil sidde i mig til evig tid,” siger hun.

“Terapi kan ikke omgøre din barndom, men den kan hjælpe dig med at rydde op og leve mindre destruktivt.”

Sindsro

Fuld af kærlighed slutter med en pige, der reciterer sindsrobønnen, som lyder sådan her: “Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Hvorfor du valgte at slutte med sindsrobønnen?

“Når man vokser op i misbrugsfamilier, bliver man afhængig af drama. Det kan jeg selv genkende. Jeg lader mig nemt rive med og flyver ind i konflikter. Sindsrobønnen præsenterer en anden vej, den rolige vej, hvor du sætter grænser og finder fred uden drama,” siger hun.

“Som barn af en alkoholiker stræber du som alle andre efter at være et godt menneske. Det er ikke forkert, men det er svært, for hvad er et godt menneske egentlig? I sindsrobønnen er man optaget af, at du skal være et godt nok menneske. Livet behøver ikke være ekstraordinært hele tiden – du må godt bare leve stille og roligt. Og det, tror jeg, at børn af misbrugere har brug for at høre,” siger hun.

“På den måde er det egentlig lidt selvoptaget at sige, at det er en personlig film, for jeg tror, at de dynamikker og følelser, der udspiller sig i den, udspiller sig i alle familier med misbrug og ikke bare i min.”