Finalist til Danmarks sødeste kassedame 2020: "Helle gør selv ulvetimen hyggelig"
Helle Brandenburg, der er kassedame i Netto i Ålsgårde, er beskedenheden selv og rørt til tårer over, at hendes kunder har nomineret hende.
OBS: Videoen er optaget i februar 2020, altså før coronavirussen blev registreret i Danmark, og før myndighederne opfordrede til at holde afstand.
Da Hjemmet møder Helle Brandenburg på hendes arbejdsplads, Netto i Ålsgårdecentret, har hun blanke øjne.
– Jeg har lige tudet af glæde, fordi min chef kom med en flot buket og ønskede mig tillykke, siger Helle, 46 år.
Faktisk er det tredje gang, kunderne indstiller hende til Danmarks sødeste kassedame, og denne gang nåede hun altså helt til finalen:
– Jeg er så ydmyg over, at kunderne har brugt tid på at skrive ind om mig. Det varmer mig helt vildt.
Hun har ikke let ved at indtage rollen som dagens kvinde i skysovs. Det er kunderne, der skal være midtpunkt og ikke hende selv, for hun passer jo bare sit arbejde, synes hun. Men det er hendes kunder altså langt fra enige i. En af dem skriver:
”Helle er noget helt specielt. Hun spørger altid ind til, hvordan det går, og giver sig tid til at snakke med alle, også med mine børn. Uanset, hvor vi møder Helle, råber min børn ”hej Helle”, og de vil altid med i Netto for at hilse på. Helles smil og overskud kan gøre en handletur i ulvetimen til noget hyggeligt, og det er unikt. Jeg har aldrig mødt en så varm og smilende kassedame, så selvfølgelig skal Helle have titlen som Danmarks sødeste kassedame 2020.”
Andre kunder kalder Helle ”et skønt menneske”, ”en ener” og ”en, der går den ekstra mil for os kunder”.
Buket fra kunderne
Helle er uddannet hos en isenkræmmer og arbejdede i sit fag i mange år, indtil hun måtte stoppe på grund af en dårlig fod. Hun slog til, da hun fik muligheden for et prøveforløb i Netto. Også selvom hun, der var vant til at sælge glas og porcelæn, nu skulle arbejde med fødevarer. En uge inde i prøveforløbet, der var på tre uger, spurgte hendes chef: ”Har du lyst til at blive fastansat”. Det ville Helle gerne, og nu, syv år senere, kan hun ikke se sig selv andre steder.
– Kunderne og kollegerne er min anden familie, siger Helle, der er gift og mor til en datter.
Det er ikke kun i ord, Helles kunder viser deres påskønnelse:
– En dag, jeg kom hjem, stod der en supersmuk buket uden for min hoveddør. Jeg troede, den var fra min mand, men den var fra tre af kunderne. Der var en hilsen med, hvor der stod: ”Fordi du altid er så sød”.
Også i butikken er Helle blevet begavet med blomster, chokolade og vin.
– Jeg bliver sgu så glad, siger Helle, og så stiger vandstanden i hendes øjne igen faretruende:
– Det går lige i hjertet, at kunderne viser mig den kærlighed. Det betyder, at jeg ikke er helt tosset til mit arbejde. Hvordan skal jeg dog overhovedet takke alle, der har indstillet mig?