Finalist til Danmarks sødeste kassedame: Thea fedter ikke med smil og omsorg
Ved kassen i SuperBrugsen i Kværndrup er Thea Rasmussen ikke fedtet med hverken smil, kvikke kommentarer eller omsorg for sine kunder. Hun hygger også om sine kolleger med hjemmebagte boller og kager.
Da en ældre dame for nylig kom ind i SuperBrugsen i Kværndrup, kunne Thea Rasmussen med det samme se, at noget ikke var, som det skulle være.
"Du ser ikke helt frisk ud, Ruth", sagde Thea til kvinden, som kunne fortælle, at hun følte sig lidt svimmel. Thea sprang væk fra kassen og hen for at hente en stol i baglokalet. Og efter en pause og et glas vand kunne den ældre dame klare sine indkøb og turen hjem igen.
Episoden sammenfatter i høj grad, hvordan kassedamen Thea drager omsorg for sine kunder – store som små. Og der- for har de valgt at nominere hende i Hjemmets konkurrence om at blive Danmarks sødeste kassedame m/k.