Flirt på datingsites: ”Chatsamtalerne er egentlig lidt kedelige og minder om en jobsamtale”

Flirt på datingsites: ”Chat-samtalerne er egentlig lidt kedelige og minder om en jobsamtale”

Sådan flirter vi på datingsites.

Vi har tidligere givet dig tips til, hvordan du bliver bedre til at flirte på sms. Men også på datingsites er det vigtigt at være flirtende, hvis du vil fange mændenes opmærksomhed. Sprog- og kønsforsker Kristine Køhler Mortensen har i forbindelse med sin ph.d. undersøgt 14 personers datingadfærd. Hun har blandt andet fundet ud af, hvorfor profilbilledet er så vigtigt, men hun har også undersøgt, hvordan vi flirter og kommunikerer, når vi netdater.

Hendes undersøgelse bygger på chatsamtaler og interviews med 14 personer, der har en datingprofil på Dating.dk eller Elitedaters.dk. Personerne er alle i slutningen af 20'erne eller starten af 30'erne, og Kristine Køhler Mortensens studie viser, at netdaterne ofte inddrager deres veninder, når de udvælger de datingbrugere, som de vil kontakte.

LÆS OGSÅ: Sådan flirter du med ham

Når netdaterne (og deres veninder) har fundet en profil, som de finder interessant, kan den egentlige kontakt begynde, og de to datingprofilbrugere kan begynde at lære hinanden at kende. Flirtende ord og frække beskeder i massevis, vil nogen måske tænke. Men virkeligheden er en anden.

- Chatsamtalerne er egentlig lidt kedelige og minder og en jobsamtale. Netdaterne udveksler information som bopæl, job og fritidsinteresserer, og det adskiller sig egentlig ikke meget fra, når man for eksempel skal tale med sin bordherre til en familiemiddag, siger Kristine Køhler Mortensen.

Det skjulte flirtesprog

Men selvfølgelig er der ofte en snert af romantik mellem netdaterne. Det kræver bare, at man kigger godt efter.

- Der er flirtende spor i de samtalerne, jeg har undersøgt i forbindelse med mit studie. Men sproget er designet til at være flertydigt, og det er op til modtageren, om ordene skal tolkes neutralt eller romantisk og seksuelt, siger Kristine Køhler Mortensen, der som eksempel nævner, hvordan en mand beskrev sin have:

"Jeg har en dejlig have. Sushi og hvidvin og roser i baggrunden er en luksus, jeg kun kan unde dig... ;)"

LÆS OGSÅ: Kvinder på dating-sites kører musen rundt om næser, kindben og kæber og udpeger tyndt hår eller måne

Beskeden er et eksempel på den flirtestrategien, som Kristine Køhler Mortensen kalder 'imagine together'.

- Det er ikke en neutral beskrivelse af haven, men det er heller ikke en direkte invitation. Beskeden sætter små fantasier i gang og antyder en situation, som måske kunne opstå i fremtiden. Det flirtende aspekt handler i høj grad om spænding og om at pirre hinanden og ikke helt vide, hvor man står, siger Kristine Køhler Mortensen.

Studierne tyder altså på, at du som netdater med fordel kan arbejde med sprogets flertydighed og plante fantasier hos modparten, men Kristine Køhler Mortensen understreger, at det vigtigste er at have situationsfornemmelse og huske, at mennesker reagerer forskelligt.

- Det er svært – hvis ikke umuligt – at give universelle råd til netdatere. For det, som virker rigtig at gøre i én sammenhæng, kan virke helt forkert i en anden sammenhæng. Derfor er mit bedste råd at være opmærksom på stemningen og gøre, hvad der føles rigtigt i den konkrete situation, siger Kristine Køhler Mortensen.

LÆS OGSÅ: "Mænd mangler stort kørekort til dating"

LÆS OGSÅ: Kender du dit kærlighedssprog?

LÆS OGSÅ: Sådan laver du den scoresikre datingprofil