Flora Ofelia har truffet et valg: "Det har været vigtigt på det menneskelige plan"
Flora Ofelia har færdiggjort en HF og har nu truffet en beslutning om, hvad hun vil gøre med uddannelsen.
Denne artikel er første gang bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.
Den 19-årige skuespiller Flora Ofelia Hofmann kunne til gallapremieren på "The Apprentice" fortælle, at hun har taget en HF-eksamen.
Dén eksamen skal dog ikke bruges – i hvert fald ikke til en videregående uddannelse.
"Jeg skal ikke læse videre, i hvert fald ikke på universitetet. Men jeg har set det meget som en menneskelig uddannelse, hvor jeg kan få lov til at være kreativ og være ung og komme på nogle hytteture," fortæller Flora Ofelia.
Flora Ofelia er meget bevidst om, at der har været fart på hendes liv de seneste år – og at hendes liv måske ikke ligner det ungdomsliv, hendes jævnaldrende har.
HF-eksamen er derfor taget af en helt særlig grund.
"Jeg har jo sprunget ud i voksenlivet og har haft et stort ansvar fra en ung alder, så det var vigtigt at få en ungdomsuddannelse. Men på papiret skal jeg ikke bruge den som sådan, fordi jeg ikke skal læse videre, men jeg har skullet bruge den på et menneskeligt plan."