Doktor Nielsen, alias 29 årige Preben, kan vække dit rustne lig af en cykel til live.
Med omsorg, viden og erfaring stiller han sine diagnoser, og der er altid håb for patienten:
"Jeg har kaldt mit værksted for Prebens Cykelklinik, fordi der er en anden tillid forbundet med ordet klinik. Det er noget med, at cyklerne skal få det godt, og det sørger vi for," forklarer Preben med et smil.
Selv er han også tilpas i sit store værksted her i Aarhus-forstaden Holme.
"Ja, det er ikke for pengenes skyld, men jeg har fundet en plads, som jeg synes, det er grineren at være i. Stedet her giver mig en fed måde at møde mennesker på og skabe gode relationer."
Han smiler en del, ham Preben, og det gør han, fordi han er landet med den rette fastnøgle mellem hænderne (nummer 15 for interesserede). Preben valgte nemlig at uddanne sig som cykelmekaniker, selvom systemet så ham som punkteret, endnu før han kom ud at køre.
"Studievejlederne ville ikke snakke med mig om uddannelse, da jeg nåede den alder, hvor det ellers er normalt.
Det virkede ikke som noget, de troede, at jeg skulle. I stedet ville de klargøre mig til en førtidspension," fortæller Preben og tilføjer:
"Det er tidligt at gøre det, før man overhovedet har prøvet andet."
Prebens barndom var præget af mange skoleskift. Han er svært ordblind og havde et par år hvert sted, før han blev opgivet og sendt videre.
"Dengang havde man specialklasser, hvor man satte en flok drenge ind, der lavede en masse larm og støj, mens det, vi egentlig havde brug for, var ro.
Jeg lærte meget om mennesker, mens jeg gik i skole, og jeg blev god til at finde rundt nye steder, fordi jeg så tit skiftede skole. Men det var først, da jeg kom på en specialskole, at jeg lærte at stave mit eget navn. Da gik jeg i 10. klasse," fortæller Preben.
Uden bremser
Han husker ikke barndomsårene som dårlige, for der var gode kammerater i nabolaget, forældre, der bakkede ham op, og så var der cykelpolo.
En sport som den velkendte hestepolo, men her på jernheste:
"Vi kørte på cykler uden gear, som er nemme at reparere, og jeg lærte mig selv det ved at ødelægge en masse cykler," erkender Preben med et stort smil.
Han byggede sig gennem teenageårene, og cykeluniverset blev der, hvor han selv kunne bestemme:
"Min cykel var det første, jeg fik, hvor jeg selv kunne bestemme. Jeg kørte uden bremser i halvandet år, før min far opdagede det, og jeg er væltet masser af gange.
Det gør pisseondt at være barn, men man lærer jo noget af at vælte," pointerer Preben.
For Prebens vedkommende har læringen også været, at man skal holde fast i eget styr. Da han som ventet fik tilbudt en førtidspension, afslog han, men spurgte, om han i stedet kunne få en revalidering.
Så kunne han nemlig få uddannelsen som cykelmekaniker.
"Hvis man er dum på noget, så må man være klog på noget andet. Jeg er blevet god til at høre efter, når nogen snakker, for jeg kan ikke læse mig til tingene, og jeg fik en revalidering."
Til gengæld er det svært at få en læreplads, når du er ordblind, ikke har niende klasses eksamen og i øvrigt ligger i en gråzone, hvad angår ADHD.
Preben ryster lidt på skuldrene. Han klarede det og blev i 2016 uddannet cykelmekaniker. To år senere havde han egen klinik.
23 år og selvstændig
"Jeg har en stærk holdning til, hvordan tingene skal gøres, og jeg er ikke god til at arbejde for nogen, så her har jeg skabt mit eget fleksjob. Jeg er ikke altid lige produktiv eller struktureret, og jeg er dårlig til at holde fokus, men det er der plads til her," forklarer han.
Preben var kun 23 år, da han blev selvstændig cykelmekaniker, og det ser han i dag som en fordel:
"Jeg havde ikke fået dyre vaner og havde kun mig selv at tænke på. Det var en kæmpe fordel, at jeg ikke skulle tænke på konsekvenserne, men bare gjorde det, som jeg ville."
Det han ville, og vil, er at sætte i stand og give nyt liv.
"Det er den gammeldags måde at gøre det på, og den kan jeg godt lide. Nostalgi er fedt, og gamle ting fungerer på en måde, som man nemt kan forklare," siger Preben.
Selv kan han ikke se, hvad klokken er, på et rundt ur. Det skal være et digitalt ur, for at han kan aflæse tiden, og han har svært ved at afkode udløbsdatoen på en liter mælk.
"Når jeg spørger i butikken, ser de underligt på mig, men sådan er det jo.
Jeg kan heller ikke læse ret meget, men hvis det går langsomt nok, så kan jeg. Engang så jeg tv-serien 'Narcos' og brugte tre gange så lang tid på det, fordi jeg hele tiden måtte sætte den på pause, så jeg kunne nå at læse underteksterne, fortæller han.
For Preben er det alt sammen blevet en del af livet og på spørgsmålet om, hvordan det er at skulle finde alternative løsninger, siger han:
"For dig er det en alternativ løsning. For mig er det den løsning, der er!"
