Forfatter Anne Berest: ”Vi har alle et bånd til det, der skete”

Det regner en lille smule i Paris, den dag vi står i den tætbeplantede baggård og venter på forfatter Anne Berest. Stedet er så parisisk, som det næsten kan være med restaurant La Closerie des Lilas rundt om hjørnet og Jardin du Luxembourg kun et stenkast væk. En kvinde kommer gående over gården fra gaden i buksedragt og loafers og inviterer os med op i lejligheden.

Herhjemme er Anne Berest bedst kendt som den ene af de fire parisiske veninder, der i 2014 udgav den humoristiske modeguidebog 'How to Be Parisian Wherever You Are'. De andre var stilikonet Caroline de Maigret, filminstruktøren Audrey Diwan og producer Sophie Mas, og dengang blev de alle fire flittigt fotograferet, og billeder fra Anne Berests lejlighed med stabler af modebøger og orange Hermès-æsker blev en del af fortællingen.

Læs også

Det startede som en enkelt besked – nu er de et fællesskab af 2600 mennesker

I dag er den iscenesatte glamour pakket delvist væk, næsten bogstaveligt pakket i kasser og flyttet ud, og den tid, hvor hun blev fotograferet med fuld makeup og mærker på sit tøj, er forbi. Det er en anden version af kvinden, vi møder. Hjemmet er indrettet spartansk, og hendes blik er mere fast og besluttet.

“Jeg tror, der er flere cyklusser i dit liv. Jeg har haft en fase, hvor jeg har været ekstremt udadvendt og meget social, og nu er jeg i en ny fase, hvor det handler mere om indhold og budskaber. Jeg har måttet foretage nogle valg i mit liv, og i den cyklus, jeg er i nu, arbejder jeg meget og lukker mig meget inde. Du kan sige, at jeg er lidt mere i skyggen, lidt mere hemmeligsfuld og lidt mere reserveret, men jeg føler også, at jeg har en mission, noget, jeg skal,” fortæller Anne Berest, der bor alene i lejligheden med sine to børn. Kæresten Georges, der er far til den yngste, bor her ikke.

“Georges bor for sig selv, fordi jeg som kunstner og forfatter har brug for at bo alene, men i weekenden genfinder jeg ham,” siger hun – og smiler.

Rummet er tapetseret med kunst, og bøgerne i reolen er mange. Anne Berest læser meget og gjorde det allerede som barn. Ansporet af det erotiske slugte hun Marguerite Duras’ 'Elskeren' og 'Simpel lidenskab' af Annie Ernaux i en meget tidlig alder, og hun har altid vidst, at hun ville være forfatter.

“Da jeg var teenager, drømte jeg om de her frigjorte kvinder, de var mine idoler, de ypperste, Marguerite Duras, Simone de Beauvoir… De repræsenterede kvinden i sin fineste form som fri og stærk. Så jeg ville være forfatter, før jeg overhovedet tænkte på, at jeg skulle skrive, ligesom børn, der siger, de gerne vil være brandmænd. De tænker på brandbilen og den flotte røde uniform, men de tænker ikke på, at de skal ud og redde mennesker. Sådan tænkte jeg også på det at være forfatter. Ikke på at skrive, men på at være et frit menneske,” fortæller Anne Berest om sit kald.

Læs også

”Han er sådan et godt menneske, som formår at gøre tingene mindre komplicerede”

“Og i dag vågner jeg hver morgen og tænker: “Hvor er jeg heldig.” Det er helt uvirkeligt, og jeg forstår det ikke. Jeg tror dog også, at jeg var blevet dybt ulykkeligt, hvis jeg ikke var lykkedes med det her projekt. Så på en eller anden måde havde jeg ikke et valg. Jeg skulle være forfatter.”

For år tilbage modtog hun et fem sider langt håndskrevet brev i sin postkasse. Fra Karl Lagerfeld. Brevet henviste til hendes bog om den franske forfatter Françoise Sagan, der i 1954 skrev 'Bonjour Tristesse', og blev begyndelsen på et langt og vigtigt forhold til både modeskaberen og huset Chanel, som hun i dag er muse og ambassadør for.

“Mit bånd til Karl Lagerfeld handlede om litteratur. Han kunne godt lide at være sammen med mig og tale om litteratur, særligt tysk. Han var en stor læser og et af de mest kultiverede mennesker, jeg har været så heldig at møde.”

Samarbejdet med Chanel har gjort hende økonomisk uafhængig og givet hende mulighed for at fordybe sig og skrive sine bøger.

“På den måde støtter Chanel-huset litteraturen. De har gjort det muligt for mig at vise mig frem som forfatter og ikke mindst som en forfatter, der skriver gode bøger,” siger hun og henviser bl.a. til det, Chanel kalder Rendez-vous littéraires rue Cambon. Et univers af videoer, podcasts og liveseancer, hvor især kvindelige forfattere anbefaler bøger og taler om deres forhold til litteratur i sekvenser hostet af model og journalist Charlotte Casiraghi.

“Jeg har ikke lyst til selv at være på de sociale medier mere, men med Chanel er jeg åben over for eksponering, fordi det handler om litteratur og vigtigheden af, at vi læser. Det handler om fransk historie og fransk litteratur. For et par måneder siden holdt jeg et foredrag ved mindesmærket for holocaust, hvor der var nogle unge piger, som var kommet, fordi de havde lært mig at kende gennem Chanel, og det gør mig stolt. At ramme så unge mennesker med så stærkt et emne.”

Læs også

Karen-Lise Mynster om sin afdøde mand: ”Søren var helt ekstraordinær på dét punkt”

Postkort fra fortiden

Anne Berest er netop udkommet på dansk med romanen 'Postkortet', der har solgt over 100.000 eksemplarer i hendes hjemland. Bogen handler om netop holocaust og om Anne Berests jødiske familiebånd.

I 2003 modtog hendes mor et krøllet postkort med navnene Ephraïm, Emma, Noémie og Jacques skrevet med kuglepen. Det er navnene på fire familiemedlemmer, der alle døde i Auschwitz i 1942, og bogen er Anne Berests personlige søgen efter at forstå, hvad der skete dengang, og hvordan fortiden lever videre i os, der lever i dag. I romanens autofiktive spor går hun på jagt for at finde ud af, hvem der har sendt hendes mor kortet, mens hun i de historiske afsnit fortæller sin families unikke krønike. Oldeforældrenes rejse fra Rusland til Frankrig, de jødiske traditioner, kærligheden, fællesskabet, de hårde benspænd – og fortvivlelsen til sidst.

“Jeg havde en følelse af at blive skubbet af nogle stærke kræfter. I jødedommen har vi de vrede sjæle, som kommer og besætter de levende, dog oftest for at få dem til at handle forkert, men jeg følte også, at jeg var båret af noget. At forsvundne sjæle tvang mig til at gøre det her arbejde. Jeg var nærmest besat af noget, der var stærkere end mig selv,” fortæller hun.

Anne Berest smager på sine ord, når hun taler om emnet.

“Først følte jeg, at livet havde givet mig en gave, for jeg fik serveret et mysterium. Vi havde fået det her postkort, og jeg ville vide, hvem der havde skrevet det. Jeg gik til en privatdetektiv med min mor, og da jeg kom ud derfra, begyndte jeg at tage noter. Jeg ville skrive en krimi og lade bogen slutte med det, men så kom alle de her elementer til mig. Som Françoise Sagan sagde: “Kunsten skal overraske virkeligheden,” men for mig var det realiteterne, der viste sig at overraske.”

Det, hun bliver overrumplet af, er sin families skæbne. Gennem detaljeret research finder hun frem til en historie, der tager os med til fester i Palæstina, til gemmesteder i de provencalske bjerge og med helt ind i koncentrationslejrenes uhyggelige mørke. Hendes eget forhold til det at være jøde og efterkommer af jødiske kvinder er et grundlæggende identitetsspørgsmål igennem bogen. Hun er ikke opdraget jødisk og har ikke de jødiske traditioner med sig som en del af sit daglige liv, men hun oplever alligevel at være en del af noget større, hun ikke helt kender til.

“På mange måder har arbejdet med bogen været en søgen efter svar på det spørgsmål, jeg allerede stillede, da jeg var barn. Hvad betyder det at være jøde? I 40 år har jeg været besat af det spørgsmål, og bogen har gjort, at jeg ikke længere behøver at stille mig selv det. I dag har jeg en religiøs kultur, og sammen med Georges (der også er jøde, red.), der også er med i bogen, og som siden er blevet min livsledsager, tager jeg med til jødiske fester, til Pesach og Yom Kippur. Jeg har ligesom fundet tilbage til noget familiært, men jeg er ikke som sådan praktiserende jøde, jeg er ikke troende,” fortæller hun.

Familiehistorie

Anne Berest er vokset op i Paris med bøger fra gulv til loft og beskriver sine forældre som intellektuelle – og introverte. De arbejder helst hjemme i deres arbejdsværelser, og mens hun selv har solet sig i rampelys, har de altid holdt sig væk fra pressen. At hendes mor, Lélia Picabia, er endt som en af bogens vigtigste karakterer i kraft af de samtaler og ture rundt i Frankrig efter svar, der har været nødvendige for bogens tilblivelse, er derfor lidt paradoksalt.

“Men hun har været bevidst om, at det er vigtigt at fortælle, og jeg har et meget stærkt bånd til hende,” siger Anne Berest.

“Min mor har tre døtre, og vi har hver vores historie. Og jeg tror, at min mor er lykkelig over, at jeg værner om minderne. Da bogen udkom her i Frankrig, ville jeg gerne promovere den sammen med hende, selv om hun ikke havde det så godt med det i starten. Men jeg vænnede hende til at være en del af mit persongalleri, og hver gang jeg havde skrevet ca. 50 sider, læste hun dem igennem og havde lov til at komme med ændringer.”

Det er ikke første gang, Anne Berest har fat i sin families historie. Sammen med sin søster, Claire Berest, skrev hun i 2017 fortællingen om deres oldemor, den franske kunstkritiker Gabrièle Buffet-Picabia, der var gift med den berømte franske maler Francis Picabia, hvis navn måske er mindre kendt i Danmark, men som i Frankrig er i samme klasse som Pablo Picasso. Sønnen Vincent Picabia, Berest-søstrenes morfar, spiller en stor rolle i den nye bog, og på den måde spindes trådene sammen.

“Jeg ved ikke, hvor behovet for at gå tilbage i familien og bruge det stof, der ligger gemt der, kommer fra, men da jeg begyndte at skrive om min familie, kunne jeg mærke, at jeg var kommet hjem som forfatter. Det er der, jeg hører til,” siger hun.

Hun skriver hver dag, og som vi står der i lejligheden, fornemmer man, at forfattergerningen har overtaget hver eneste celle i hendes krop.

“Når jeg står op om morgenen, følger jeg børnene i skole, og så skriver jeg hele dagen, indtil jeg skal hente dem. Jeg går ikke ud og spiser frokost med venner, for så er det, som om der er en anden verden, der trænger ind i mit univers. Og jeg har brug for at være alene og brug for at være alene med min skriveproces,” fortæller hun.

Ud over romaner og føromtalte modebog er det filmmanuskripter og skuespil, hun skriver på, og hun har typisk mange tekster og processer i gang på samme tid.

“Men til dem, der gerne vil være forfattere og skrive, vil jeg sige, at jeg ikke skrev så mange timer ad gangen til at begynde med. Det krævede simpelthen så meget energi af mig, men jeg tror, at det er lige som en muskel. Hvis du vil ud at løbe et maraton, er du også nødt til at træne kroppen op. Det kommer ikke bare til dig. Jeg tror på, at du skriver med kroppen, og at du skal træne kroppen for at kunne skrive i så mange timer.”

Læs også

Rasmus Tantholdt: ”Dét skubbede noget i mig”

Hjemme bedst

Derfor bliver hun også siddende på stolen ved bordet i hjørnet af den højloftede stue, selv om Paris summer lige på den anden side af de store vinduer. Hun skriver aldrig på en café eller bruger byen i sin skriveproces. Hun har været på farten for at optrevle historien i Postkortet, men ellers betyder hendes hjem og det at være hjemme meget mere end at være ude.

“Jeg har brug for stilhed og ro. Paris er en by, der tager din energi. Og når du bor i Paris som forfatter, skal du hele tiden kæmpe imod byen for at få lov til at skrive. Det er ligesom at bo med et menneske, der sætter sig selv frem for alt, og som vil tage noget fra dig. Du skal kæmpe, og du skal forsvare dig,” siger hun.

“Paris er en meget kraftfuld by, den kræver sin plads; men når kunstnere tager langt ud på landet for at kunne skrive i fred, siger de alligevel “Åh, der er nu noget ved Paris. Der er en energi, som jeg mangler her.” Det er ligesom at bo med en, der er komplet uudholdelig, men som alligevel inspirerer, og hvad gør man så?”

Det tog Anne Berest fire år at skrive familiens fortælling og forstå, hvilke hændelser og relationer, tilfældigheder og aktive handlinger der under og omkring 2. Verdenskrig førte til, at hendes mormor, Myriam, var den eneste af en lille familie på fem, der stod tilbage. Og i forsommeren 2021 var det med stor ydmyghed, at hun gjorde Postkortet klar til udgivelse i Frankrig.

“Da jeg sendte bogen ud til journalister og boghandlere, trak min mor mig til side og sagde: “Nu skal du høre her, min pige, folk gider ikke høre mere om holocaust og krigen, så du skal ikke være trist, hvis bogen ikke bliver godt modtaget. Det er ikke, fordi det ikke er en god bog, det er bare, fordi folk er så mættede af de fortællinger.”

Men hun tog fejl. Franskmændene er stadig nysgerrige, når det kommer til historie generelt og så sandelig også, når det handler om 2. Verdenskrig. Og hvorfor? Fordi vores bedsteforældre og vores oldeforældre var med. Vi har alle et bånd til det, der skete. Nogle kæmpede imod nazismen, nogle var jøder, nogle arbejdede sammen med nazisterne, nogle kæmpede for at overleve, nogle levede bare. Krigen er til stede i vores liv, i vores krop og i vores sjæl.”

Bogen har været svær og smertefuld at skrive, siger hun, og da jeg spørger, om den har forandret hende, svarer hun:

“Der er helt sikkert sket noget i mig. Jeg er i en hvirvelvind, hvor jeg kan mærke, at noget har ændret sig, som jeg ikke kan sætte ord på. Men jeg har fundet en form for ro.”