Louise blev forladt ved alteret

Kan du huske scenen fra „Sex and The City“, hvor Mr. Big får kolde fødder lige inden brylluppet, og Carrie går løs på ham med brudebuketten? Eller hvordan Maggie allerede har forladt tre mænd ved alteret, da hun også forlader Ike i „Runaway Bride“? Helt så dramatisk var det ikke, da Louise valgte at forlade Morten kort før det planlagte bryllup. – Vi havde været sammen i fem et halvt år, og vi havde købt en stor lejlighed sammen, fortæller Louise. – En aften i oktober 2005 friede han til mig, og jeg sagde ja. Vi ville vies af borgmesteren hjemme i lejligheden, og festen skulle også holdes hjemme. Vi fik sendt invitationer ud til bryllup i januar 2006 og fik arrangeret det hele. Jeg kiggede på kjoler, men jeg købte ikke nogen, og siden har jeg tænkt, at det var der nok en grund til.

Læs også: Flopper du i kærlighed?

– I december fik jeg pludselig problemer med at sove, og for mig er det et klassisk tegn på, at noget er helt ad helvede til. Jeg vågnede om natten, kiggede op i loftet og tænkte: „Jeg kan ikke!“ Jeg kunne bare mærke, at det var helt forkert uden at kunne sætte en finger på hvorfor. Lillejuleaften sagde jeg til Morten, at vi blev nødt til udsætte brylluppet. Jeg havde brug for tid til at tænke. Morten svarede, at man ikke kan udsætte et bryllup, så måtte vi aflyse. Jeg fik ham dog overtalt til, at vi lige så tiden an. Jeg tog hjem til mine forældre i Jylland og holdt jul og sagde bl.a. til min far, at jeg ikke anede, hvor jeg skulle bo, hvis jeg gik fra Morten. Min far svarede, at hvis det var det praktiske, der fyldte mest i mine tanker,så skulle jeg ikke blive i det forhold. Da jeg kom hjem efter jul, sagde jeg til Morten, at vi måtte aflyse brylluppet. Jeg kunne ikke gennemføre det. Han blev helt vildt ked af det og kunne ikke forstå det.

– Derefter gik der en måned, hvor han sov i vores gæsteværelse, og jeg sov i soveværelset. Vi fandt ud af, at vi var blevet venner i stedet for kærester, og så flyttede jeg ud. Siden har jeg kun set ham to gange. Jeg savner somme tider fortiden med ham, men jeg savner ikke ham. – Jeg har haft dårlig samvittighed over, at jeg ikke tænkte mig om lidt før. På den måde havde jeg undgået at såre Morten så meget. Men jeg har også lært, at man skal stå ved sig selv og gøre, som man selv synes, i stedet for at gøre det, der forventes af en.

Louise og Morten er opdigtede navne, men redaktionen er bekendt med Louises rigtige identitet.

Læs, hvordan Morten blev droppet lige inden sit bryllup på næste side. 100 gæster havde noteret bryllupsdatoen, kirke og festlokale var bestilt, og Peter Bom glædede sig til den store dag.

Men så slog kæresten op.

– Jeg tog alt i lejligheden, der var hans – eller som mindede mig om ham – og smed det ud. Farvel! Og så skrev jeg en sang om det. Peter Bom er sanger, og har udgivet albummet „Circuit“, der blandt andet handler om, hvordan han blev forladt af sin tilkommende mand inden deres store, planlagte bryllup. Peter sidder i sit køkken og fortæller historien om den store kærlighed og det uendelige svigt, og da han fortæller om selve bruddet, bliver hans øjne en anelse fugtige. Men han ER kommet videre, og det ligger ham på sinde at fortælle, at det med tiden godt kan lade sig gøre at komme over en hjertesorg. Det kræver bare en masse arbejde.

Peter mødte sin ekskæreste i september 2005 og efter et par uger var de et fast par. Kæresten flyttede fra Århus og over til Peter i København i juni 2006, efter at de sammen havde sat lejligheden i stand. Og i november måned gik kæresten på knæ. – Jeg havde den der fornemmelse af, at jorden forsvandt under mig, og jeg blev fuldstændig overrasket. Han er ti år yngre end mig, og jeg tænkte, at det var lidt af et move. Men jeg var ikke et sekund i tvivl – selvfølgelig skulle vi giftes.

Han mistede pusten

Parret gik straks i gang med at planlægge brylluppet. 100 mennesker fik besked på at reservere den 1. september 2007, kirken og selskabslokalet blev bestilt, og der var lagt an til fest over to dage. – De første par måneder efter frieriet var rigtig, rigtig gode. Vi deltog begge to i planlægningen, men i starten af februar syntes jeg, at han mistede pusten. Jeg tænkte, hmmm, hvad sker der, men vi havde begge to travlt med arbejdsopgaver, så jeg tænkte, at det nok var, fordi vi ikke nåede at tale så meget sammen. Men på et tidspunkt begyndte han at lufte for mig, at han følte det meget overvældende med den store fest. Det undrede mig lidt, for det var ham, der havde ønsket det, det var ikke strengt nødvendigt for mig. Vi blev enige om, at vi i stedet ville gå på rådhuset og blive registreret i midten af april måned, og så skulle festen i september bare blive en fejring af det.

Det var hæsligt

Dagen på rådhuset blev fastsat, papirerne var klar, og fredagen inden, stod Peter i en guldsmedebutik og kiggede på ringe. – Mens jeg stod i butikken, ringede min kæreste. Han var taget til Århus, men sagde, at han ville komme hjem igen med det samme, for vi skulle snakke sammen. Da han kom hjem, var han helt ude af sig selv og lagde alle kort på bordet. Han kunne ikke gennemføre registreringen på rådhuset, og han kunne ikke længere være i vores forhold. Han følte, at båndene snærede.

Hvordan reagerede du?

– Det var jo hæsligt. Det var sådan en radikal ting at gøre. En ting er, at man ikke er klar til at blive gift, men han var heller ikke indstillet på at blive i forholdet og kæmpe for det. Jeg måtte have en time out. Jeg gik. Jeg kunne ikke overskue det. Det var et helt følelseshav. Det hele kørte bare rundt. Jeg gik rundt et par timer og tænkte som en gal. Jeg kunne ikke forstå, hvordan det var kommet dertil. Inden jeg mødte ham, havde jeg jo haft det fint. Men når man involverer sig med andre mennesker, sker der det – og det er også det gode ved det – at man efterhånden giver nogle bidder af sig selv og får noget igen. Og når tingene så går i stykker, kan man ikke forstå, hvordan det var før. Jeg følte mig halv og kunne ikke forestille mig, at jeg nogensinde kunne blive hel igen. Jeg nåede dog også at tænke, at hold da op, hvor var det på en måde godt, at der har været så stor en kærlighed, at bruddet føltes som at få en kniv i maven.

Læs også: Bliv lykkelig nu eller på et år

Dagen skulle bare overståes

I de følgende måneder følte Peter, at han var lukket inde i en glasklokke. Kæresten flyttede, og Peter gik i arbejdsmode. Fik ordnet alt det økonomiske og praktiske, og fik afbestilt alt omkring festen. Kæresten fik lov til at skrive ud og aflyse. Reaktionen fra familie og venner var chok. Ingen havde set det komme. Peter tog en beslutning om at indspille sin første solo-cd og fik kanaliseret nogle af sine følelser ud på den måde. Samtidig begyndte han på VoiceEmbodiment-uddannelsen, og der fandt han et nyt fællesskab og nogle mennesker, der fik „trukket ham på land“. Tingene begyndte at lysne, men først var der lige en dato, der skulle overstås. – Den 1. september 2007, hvor vi skulle have været velsignet i kirken, sørgede jeg for at lave nogle aftaler, for jeg havde ikke lyst til at være alene den dag. Det var top-mærkeligt, da klokkerne ringede klokken ti. En forvandling kunne være sket den dag i den kirke, men den kom ikke til at ske.

Og jeg må indrømme, at jeg tænker på det hver gang, jeg kører forbi kirken. Hver eneste gang. Dagen efter begyndte et nyt kalenderår for Peter, og han begyndte aktivt at arbejde på at komme helt over bruddet. – Man laver sådan nogle udsagn inde i hovedet, når man savner en. F.eks. havde jeg hele tiden tænkt: Jeg har mistet min bedste ven. Men da jeg skrev det udsagn ned og sad og kiggede på det, tænkte jeg, okay, hvor længe har jeg egentlig kendt ham? Jeg har venner helt tilbage fra 3. klasse, så udsagnet om, at han var min bedste ven, var jo ikke endegyldigt. Det samme gjorde jeg med fem-seks andre udsagn, og efterhånden fik jeg evalueret det hele og fik det lagt til side. I dag ser jeg min ekskæreste indimellem, og jeg er glad for, at vi begge er kommet videre i vores liv.

Da Peter udgav sit første soloalbum i 2008, følte han for alvor, at han var ved at være videre i sit liv. Og med sit aktuelle album har han taget skridtet fuldt ud. Kærestens ting er smidt ud, lejligheden er blevet ommøbleret, og sangen „Laundry“ handler om, hvordan det hele faktisk er ved at være o.k.

Omkvædet lyder:

This is not a sad song

this is me dealing with reality

‘cause you’re gone

and it’s time to move on

Time to move on

Javist, men kan man tro på kærligheden igen efter sådan en omgang? – JA, svarer Peter med stor overbevisning. – Det handler om at finde sig selv igen og være okay med det, der er. Og så tror jeg, at det handler rigtig meget om at holde hjertet åbent og skabe plads til, at der kan være et andet menneske i mit liv igen. Og nej, jeg ser ikke mig selv som offer. Der er ingen fremdrift i offerrollen.

Læs videre på næste side om Lise, der blev forladt ved alteret. At blive forladt foran alteret – eller på rådhuskontoret – står for mange som noget nær et mareridt, men det blev virkelighed for Lise Rønnebæk. I dag, mange år efter, sidder hun blandt flyttekasser i sin nye lejlighed og griner lidt af det, for ja, livet gik jo videre.

Det var lidt lige som en film. Bruden stod klar. Følget stod og trippede. Og minutterne gik. Folk begyndte at kigge på uret. Det kunne da ikke passe, at gommen ikke dukkede op… Men jo, det passede den dag for omkring 22 år siden, hvor Lise Rønnebæk stod på Frederiksberg Rådhus og ventede på Morten Sabroe, som hun skulle giftes med. Han kom ikke. Lise og Morten mødte hinanden på Dagbladet Information, hvor de begge arbejdede. Hun forelskede sig hovedkulds og tænkte, at så havde han også bare at være forelsket i hende.

– Jeg tror, at jeg gav kraftigt udtryk for, at jeg gerne ville giftes, så der var ikke noget med, at nogen var nede på knæ. Vi var enige om, at det var hemmeligt, at vi skulle giftes, så jeg fortalte det kun til min mor og min nærmeste veninde. Vi havde ikke planlagt nogen fest, men jeg havde da købt en masse champagne.

Han var en fri fugl

Aftenen før brylluppet var parret oppe at skændes. Lise havde været inde og se en sørgelig film med en veninde og var ikke i særlig godt humør, da hun kom hjem. – Og så sagde han til mig, at jeg da ikke lignede en, der skulle giftes! Jeg sagde, at det jo bare var på grund af filmen, og fordi jeg var nervøs, men vi kom op at skændes, og så gik han. Jeg tror, at han selv var i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige. Han havde det image, at han var en fri fugl, og så kunne han da ikke være gift med sådan en sur mokke, der ville lege far, mor og børn. Og ja, det var jo det, jeg ville. Jeg var omkring 31 år, og alle mine veninder var i gang med at bygge rede.

Læs også: Vælg hvem du forelsker dig i

Det er løgn!

Selv om aftenen inden brylluppet havde været en dårlig oplevelse, var Lise sikker på, at Morten nok skulle dukke op på rådhuset. – Jeg blev lidt overrasket, da jeg mødte op og fandt ud af, at Morten ikke havde holdt brylluppet hemmeligt. Hele Information stod klar, da jeg ankom kl. 11.00. Tiden gik, og folk begyndte at tænke, det er løgn, han bliver fandeme ikke bare væk. Men jeg tror også, at der var nogle af dem, der tænkte, jo, det gør han sgu! Efter et kvarters tid sagde rådhusbetjenten, at vi nok måtte indse, at gommen ikke kom, og at brylluppet derfor var annulleret. En af mændene fra Information sagde, at han da gerne ville træde i stedet for, men det sagde jeg pænt nej tak til.

Hvad tænkte du på det tidspunkt?

– Jeg er sådan en type, der straks tænker, åh nej, hvad er der galt. At der var sket et eller andet. Jeg følte, at jeg var nødt til at tage følget med hjem for at drikke noget champagne, og jeg kan huske, at en af kollegaerne fra Information sagde: Du kommer til at skrive om det her en dag! Og det gjorde jeg så også – men virkelig mange år efter!

Lise skrev sidste år novellesamlingen „Godnat“, hvor det annullerede bryllup beskrives i novellen „Gommen“. Af novellen fremgår det ikke, hvad der skete efter det aflyste bryllup.

– Jeg tog på arbejde og gik i protest hjem med musikredaktøren om aftenen, ha ha. Morten blev fundet stangstiv på et værtshus og mødte op næste morgen foran musikredaktørens dør.

Fik en datter

Den undvegne gom blev taget til nåde, for som Lise siger… – Enten er den der, eller også er den ikke, og jeg må have ment, at det var okay. Vi fik vores datter et par år efter, men da hun var tre måneder, flyttede Morten. Han syntes, at jeg var kropumulig, han kunne ikke få plads, og han kunne ikke trække vejret. Han måtte ud over stepperne igen.

Hvad tænker du om det i dag?

– Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg nok ikke have taget ham tilbage. Det siger jo et eller andet om ham, at han ikke dukkede op til det bryllup. Han kunne jo godt lige have slået på tråden. Jeg føler dog ikke, at det har været noget problem for mig, men noget må der jo have været, siden det tog mig 20 år at skrive en historie om det.

Hvordan var det at skrive novellen?

– Jeg tænkte, aj, er det mig, der har været ude for det? Og det er det jo. Men på en måde passer det meget fint i perlerækken af sindssyge oplevelser, jeg har haft i mit liv, ha ha.

Artiklen har tidligere været bragt i ALT for damerne, 2011