"Only two?”
Tjeneren i hotellets restaurant stiller spørgsmålet, inden han skal finde et bord til os. Ordene svier. Ja, vi er kun to. Mod min gode vilje. Jeg er blevet skilt og på første ferie uden mand, men med min datter på 4 år. Tjeneren, den stakkels mand, vil jo bare finde et passende bord til os og ikke bore i min civilstatus. Jeg krymper mig alligevel lidt, mens vi går gennem restaurantens menneskemylder. Jeg ser næsten overvejende traditionelle familier omkring mig med en far og en mor og et eller flere børn.
Når man som voksen ankommer alene med et barn, mangler der i gængs forstand en mand. Havde jeg været her med en mand, så havde ”only two” været lig med en romantisk aften. Havde jeg været her med en veninde, en start på en festlig aften. Nu ved jeg ikke helt, hvad det betyder. Ensomhed? Tristesse? Overskud?
Jeg glæder mig til at blive klogere på de 14 dage, jeg skal tilbringe her i den egyptiske badeby Sharm el Sheik.
Oven på en vinter i skilsmissens tegn er en badeferie yderst tiltrængt.
Varme, afslapning, ny strøm på kroppens hårdt prøvede batterier. Valget falder på et resort med all inclusive for at gøre ferien nem og afslappende for mig og dermed også for min datter. Som rejsetype falder jeg normalt ikke i kategorien charter og all inclusive, så dette er også en test af en for mig lidt uvant ferieform.
A-le-ne!
Jeg havde på forhånd en del bekymringer om det at rejse alene. Det til trods for at jeg – inden jeg selv blev skilt – havde travlt med at overtale en fraskilt alenemor i min omgangskreds til at komme af sted på ferie alene med sin søn. Tanken er mindre appellerende, når man selv står i det sovset ind i alle de følelser og bekymringer, som trænger sig på. Vil det være ensomt at høre cikadernes musik a-lene? Hvad nu hvis jeg bliver alvorligt syg? Vil jeg overhovedet kunne nyde ferien, eller vil jeg konstant skele til den tomme liggestol ved siden af mig? Hvordan bliver det med to ugers børnesnak og minimal voksenkontakt? Hvad hvis min datter bliver syg? Hvad nu hvis og hvis og hvis…
Men al min tvivl bliver gjort til skamme. Den første dag ved poolen er – når jeg ser tilbage – den eneste dag på de 14 dage, hvor vi kun er os to. Det skal jeg nok vende tilbage til. Jeg er så optaget af at få smurt min datter i faktor 50, at jeg glemmer min egen ryg, der jo er yderst udsat, når man spankulerer rundt i strandkanten eller på kanten af en pool dagen lang. Det finder jeg ud af sidst på dagen, hvor jeg har rødbrankede skuldre. Det bliver en lang ferie i solen med hensyn til forbrændinger, tænker jeg. Indtil jeg dagen efter bare spørger min datter, om hun kan smøre min ryg.
– Selvfølgelig ka’ jeg det, mor.
Problemet løst.
LÆS OGSÅ: Klumme: Om at ligge søvnløs
Masser af selskab
Dag to ved poolen har vi allerede fundet vores faste pladser, som vi med stor sandsynlighed kommer til at befinde os på resten af ferien. Og i liggestolene ved siden af kommer en dansk familie på to voksne og to børn på samme alder som min datter. De finder hinanden med det samme, forældrene er supersøde og imødekommende og inviterer os med på is, siden drinks, middag osv. Og i deres selskab glemmer jeg næsten, at vi er af sted alene. Der er hele tiden snak og selskab, og det er meget hyggeligt og uforpligtende. Som dagene går, og mine skuldre sænker sig, bemærker jeg flere og flere rejsende, som ikke falder i kategorien far, mor og børn. Venner i flok, en voksen kvinde med sin mor, andre aleneforældre. Ikke overraskende er der mange forskellige måder at rejse på, og når man først åbner øjnene for det, så er man slet ikke den ”mest særlige” (hvilket i dette tilfælde er ret godt og mest ønskværdigt).
I kraft af min udadvendte og nysgerrige datter støder vi også ind i en engelsk familie med en jævnaldrende dreng, og det slår mig, at folk med kun ét barn også er på jagt efter andre voksne med et barn til at lege med. Også selv om de er to voksne. Rejselivets mange muligheder begynder at åbne sig.
Brug for alenetid
Jeg har – indrømmet – lavet en form for halvgardering hjemmefra, idet jeg har booket ferien på samme hotel som en veninde med to børn, som skal være der i vores anden ferieuge. Min veninde kender til alle mine forbehold og skrupler og deler flere af dem, da hun er i samme båd som jeg. Nyskilt og alenerejse-jomfru.
Da hun ankommer, spiser vi middag med fire andre voksne og i alt fire børn. Og hen over mylderet siger hendes blik mig, at vi nok skal få en (fortsat) fed ferie. Dagen efter møder vi yderligere to danske familier med børn på vores børns alder og supersøde voksne, så resten af ferien flyver af sted, og der er masser af selskab og nye kammerater at lege med. Middage med seks børn og lige så mange voksne om bordet. Der er nærmest højskolestemning.
Det er selvfølgelig tilfældigheder, der afgør, om man er så heldig at møde andre feriegæster, som man har lyst til at dele sin ferie med. Men for mig blev ferien en supergod generalprøve på et kommende liv som enlig forælder. Det gælder først og fremmest om at være åben og imødekommende over for de andre gæster, for når børnene først har brudt isen, er det ingen sag at finde hyggeligt selskab i andre voksne og deres børn. Ved feriens slutning havde vi været så meget sammen med andre hver dag ved poolen og til alle måltider, at jeg faktisk ønskede mig en aften helt alene med min datter. Da vi kom op i restauranten og blev mødt af spørgsmålet ”only two?”, sved det slet ikke. – Ja, kun to i dag. Heldigvis.
LÆS OGSÅ: Maise Njor: Derfor holder jeg af smalltalk
