"Jeg ser de forfærdeligste ting, som mennesker gør"

Hvordan kan man forsvare en far, der har slået sine børn ihjel? Eller en ung fyr, der råt og uden forvarsel smadrer en andens liv midt på gaden? Og kan man lade være med at tænke på vold, blod og ondskab døgnet rundt, når man hver dag skal helt ind i de ulidelige detaljer omkring, hvordan et mord eller en voldtægt helt præcist er foregået?

– Det er klart, at det betyder noget, at jeg ser de forfærdeligste ting, som mennesker gør ved hinanden, siger forsvars-advokat Merethe Stagetorn.

– Jeg har haft ufattelig mange drabssager, og hver gang er det jo lige frygteligt. Jeg tror, at det har påvirket mig på den måde, at jeg er blevet meget tolerant over for tilværelsens almindelige bryderier. Hvis nogen fortæller, hvordan det regnede hele tiden, mens de var på Gran Canaria, så tænker jeg nå ja, men så er der dem, der er isolationsfængslede – de ville nok gerne stå i regnvejret på Gran Canaria.

Merethe Stagetorn henter mig i receptionen på advokatkontoret i St. Strandstræde og giver et overraskende fast håndtryk i betragtning af sin kleine fremtoning. Hun går foran ind på sit meget store kontor. Et kæmpe skrivebord dominerer rummet. Det har Merethe haft siden den dag, hun slog sig ned som advokat for 30 år siden. Der ligger også en stor brosten på gulvet. Den stammer fra "Byggeren", siger hun henkastet. Byggelegepladsen på Nørrebro, der i 1980 blev ryddet efter fleres års voldsomme kampe mellem beboere og kommune.

Hvordan brostenen er havnet på parketgulvet, fortaber sig i det uvisse, men lige præcis brostenen midt i alt det nydelige siger rigtigt meget om Merethe Stagetorn. For lige så sart og fin, hun ser ud, lige så bestemt, rå og hardcore er hun også, når hun fører sine – ofte – meget voldsomme sager. Hun har mødt flere drabsmænd, voldsforbrydere og sædelighedsforbrydere end de fleste, og hun møder dem alle i øjenhøjde. De har alle ret til et forsvar, og det påtager hun sig gerne.

Et ordentligt menneske

Merethe Stagetorn er lidt af et ikon inden for sit fag, og der har gennem tiden været skrevet flere artikler om hende. Alle omtaler de hendes meget noble fremtoning med Chanel-jakkerne og de store perlesmykker som signatur, og alle fremhæver de, hvordan hun sætter en ære i at forberede sig – også når hun møder en journalist. Hun kan godt lide at være i kontrol.

Hvordan vil du karakterisere dig selv som menneske?

– Nu havde jeg ikke lige regnet med det spørgsmål...!

Hun undrer sig tydeligt over sådan et nærgående spørgsmål til at starte på, men samler straks op.

– Jeg vil sige, at jeg er et menneske, der forsøger at være et ordentligt menneske. Og hvad et ordentligt menneske er, det er der sikkert mange forskellige definitioner på. For mig har det nok også noget med en indbygget ladhed at gøre. Det er jo vældig besværligt ikke at opføre sig ordentligt, for så kommer man i konflikt med en masse mennesker. Måske er jeg også lidt konfliktsky.

Men det er du vel ikke rent arbejdsmæssigt?

– Nej, det kan jeg jo ikke være. På den anden side vil jeg sige, at jeg nødigt indtager sådan et helt ekstremt synspunkt i en sag, hvis det er åbenbart for mig, at det alligevel ikke holder. Der er nogle af mine kollegaer, som gerne går ind i en kamp om hvad som helst. Men jeg plejer at sige til mine klienter: Der er ingen grund til at gå efter nederlag. De kommer såmænd nok alligevel.

Hvordan tror du, andre vil karakterisere dig som menneske?

– Mon ikke, at de fleste vil være enige i, at jeg er et ordentligt menneske. Det tror jeg faktisk. Men så kan det være, at der kommer nogle flere adjektiver på. Måske af mindre smigrende karakter. At ja, Merethe Stagetorn er et ordentligt menneske, men...

Hvad ville sådan et "men" gå på?

– ...men det er jo helt urimeligt, at hun påtager sig at føre sager for de mennesker, der er med til at nedbryde samfundet. Forbryderne. Men til det må man sige – og det ved folk også godt – at i et retssamfund skal alle have nogen, der taler deres sag. Ellers ville vi jo være som et af de lande, vi ikke ønsker at sammenligne os med, hvor man bare skyder med det samme uden at spørge først. Og når jeg så har udbredt mig med den forklaring, vil det næste spørgsmål måske være: Jamen, synes du så, at det lige præcis er dig, der skal påtage dig den opgave? Og så er svaret jo, at ja, det synes jeg!

LÆS OGSÅ: Helle Thorning - Folk har svært ved at forstå vores ægteskab

Gik hjemme

Merethe er opvokset på en gård på Stevns, og hun blev i høj grad opdraget af sin mormor og morfar. Familien stod tæt sammen, og opvæksten var præget af autoritetstro og unuancerede holdninger.

– Hvis man hørte om en, der havde stjålet, så blev den diskussion afgjort ved, at min morfar sagde: Jamen, han er også en skidt knægt. Og så var der sådan set ikke mere at diskutere der.

Hvad tænkte du så?

– Nu var den slags ikke noget, man diskuterede med en lille pige som mig, men jeg har da nok i mit stille sind tænkt, om det virkelig var så unuanceret? Om der måske ikke var en grund til, at han havde taget de penge, og om han var en skidt knægt på alle livets områder? Men nu boede vi jo på landet, hvor der ikke var massevis af intellektuelle diskussioner, og på en måde var der også noget trygt i, at der var en klar holdning til tingene.

Var du sådan en, der stod op for andre som barn?

– Nej, det var jeg ikke. Jeg var sådan en, der dukkede hovedet lidt. Jeg skulle ikke være den, der gik forrest og tog alle tævene. Men der skal også være nogen i bagtroppen til at samle op, og det har så nok været mig.

Merethe mødte sin ti år ældre mand, advokat Ove Stagetorn, da hun læste jura og fik studenterjob på hans kontor. Hun blev cand.jur. i 1965, arbejdede som ekstern lektor på universitetet og var advokatfuldmægtig hos Kammeradvokaten i to år, inden hun helligede sig hjemmet og parrets to børn. Først da de var ved at blive store, fik hun i 1977 foden under sit eget store skrivebord. Hun havde skrevet en bog om naboret og havde derfor mange af den type sager, men ret hurtigt blev hun beskikket forsvarer, og straffesagerne tog over.

– Jeg synes, der er et fantastisk flow i straffesager. Der sker altid noget uventet – der er meget liv i straffesager. Jeg engagerer mig i mine sager og lever mig ind i dem på en måde, så det virkelig interesserer mig at få klienten frifundet. Jeg prøver hele tiden at finde nogle veje, man kan gå, for at få et bedre resultat for klienten. Jeg kan illustrere min entusiasme ved at fortælle, at jeg – der ellers aldrig har klamme hænder – altid får varme og fugtige hænder lige i det øjeblik, hvor dommen skal afsiges, simpelthen fordi jeg er nervøs for det. Det er aldrig blevet en rutine for mig.

Hvad tænker du, hvis dommen går din klient imod?

– Jeg bider tænderne sammen og hvisler et eller andet. Og så går jeg hjem – og hjem er i den forbindelse kontoret – og håber at finde lidt trøst her. Jeg har kontorfællesskab med vores søn, og han påstår, at han altid kan høre det på mine fodtrin, når jeg kommer tilbage, om min klient er frifundet eller ej. Jeg har prøvet at variere mine trin, men det skal nok passe!

Man jager et bæst...

Og så kommer det helt store spørgsmål. Hvordan kan man stå og forsvare et menneske, som har gjort noget helt, helt forfærdeligt?

– Kriminalinspektør Bent Isager-Nielsen har sagt: Man jager et bæst og fanger et menneske. Det har jeg erfaret mange gange. For nogle år siden forsvarede jeg en far fra Køgekanten, der havde stukket sine to mindre børn ihjel. Han var ikke født med et ondt gen, men inde bag den forfærdelige handling var hele hans verden brudt sammen, både arbejdsmæssigt, ægteskabeligt og økonomisk. Han var dybt ulykkelig over det, han havde gjort, og jeg kan med sikkerhed sige, at der ikke lå en djævel gemt i ham. Nu talte jeg lige i indledningen om, hvad et ordentligt menneske er, og han var et ordentligt menneske, der bare havde den skønhedsplet – hvis jeg må sige det sådan – at han havde slået sine børn ihjel. Man kunne ikke få andet end sympati for ham. Han havde allerede fået den frygteligste straf, man kan få, for straffen lå jo i handlingen selv.

Hvad med sagerne om helt umotiveret vold på gaden?

– Det er min opfattelse, at der altid er en grund til, at voldsmanden gør, som han gør. Ofte skal forklaringen findes i opvæksten og hos forældrene, for der må jo være sket noget i den persons liv, siden han gør, som han gør. Jeg vil sige det på den måde, at der altid er en forklaring, men det er jo ikke ensbetydende med, at der er en undskyldning. Det er ikke sådan, at man siger, nå ja, når det forholder sig sådan, så kan jeg da godt forstå, at du havde behov for at slå en værgeløs dreng ihjel. Samtidig vil jeg sige, at jeg ikke har nogen fordomme mod mine klienter, og jeg fordømmer dem ikke, ligegyldig hvad de har gjort. Omvendt kan du godt hilse dem og sige, at jeg jo heller ikke er hverken naiv eller dum!

Et lille smil spiller i forsvarsadvokatens øjne.

Har dit job givet dig en lidt hardcore indstilling til livet?

– Ja, det kan man sige. Selvfølgelig kan mit job ikke undgå at påvirke mig. Bare det sprog, der bruges i mange straffesager – altså, jeg kender alle de ord og betydningen af dem, men det er jo ikke ord, jeg selv ville bruge. Det kan man godt kalde forråelse, men jeg vil nu kalde det tolerance.

I hvilket omfang kan du lægge tankerne om dine sager fra dig, når du har fri?

– Det er vel som at være læge på en cancerafdeling. Jeg gætter på, at han heller ikke kaster sig grædende ind over bordet, når han kommer hjem, og sådan har jeg det også. Når jeg går over entredøren i mit hjem, har jeg lagt sagerne ned i skuffen. Igen – nogen vil måske mene, at det er forrået, og det må jeg så tage på mig og sige, ja, det er det så, men ellers kan man jo ikke passe sit job.

LÆS OGSÅ: Prinsesse Marie - "Mit ægteskab har givet mig chancen for at gøre en forskel"

Skyldig eller uskyldig?

Når Merethe får en ny klient spørger hun aldrig, om han eller hun er skyldig eller ej.

– Jeg må gå ud fra, at hvis det er en nægter-sag, og vedkommende har bedt mig om at forsvare sig, så er det, fordi han mener, at han er uskyldig. Og så er der ingen grund til at åbne vores bekendtskab med spørgsmålet: Hvordan slog du hende ihjel? Så det gør jeg ikke.

– Det, som jeg gør, og som jeg synes, jeg er god til, det er at gennemgå sagen med klienten, for at se, hvilke beviser vi skal slås imod. I den sammenhæng kan jeg f.eks. sige til klienten: Det er godt nok, at du ikke har gjort det, men der er to mennesker, der har set din bil komme kørende klokken fire om natten på gerningsstedet – og når det ikke var dig, der kørte den, hvem var det så? Så kan han jo sige, at det var hans kammerat, der havde hentet bilen dagen før, og det kan bevises, og så er det jo fint. Eller hvis der bliver fundet en pose amfetamin i et køleskab med min klients fingeraftryk på, og han nægter sig skyldig, så vil jeg sige: Ja, det er godt nok, men du skal bare lige vide, at vi har et problem i de fingeraftryk. Har du nogen idé om, hvordan de er kommet på den pose? Og så svarer han måske, at det var, fordi han skulle finde noget kylling i køleskabet og rodede rundt derinde, og på den måde er fingeraftrykkene kommet på den pose. Det kunne jo også godt være rigtigt. På den måde konfronterer jeg ham med det negative, som jeg ved, vi vil blive slået i hovedet med af anklageren.

Merethe stopper lidt op og kigger på mig med hovedet på skrå.

– Ja, du sidder der og småsmiler lidt og tænker, at det er det samme som at spørge, om han lyver. Men det er det lige præcis ikke. Og det kan sagtens være, at jeg får et fornuftigt svar.

Er der aldrig nogen, der skifter mening og indrømmer i den proces?

– Nej, hvis de er kommet så langt, så holder de altovervejende fast.

Så det, at sandheden kommer frem, er ikke det vigtigste for dig?

– Jo, det er stadig det vigtigste, for det må være sådan, at man forsøger at få den – i gåseøjne – "rigtige" sandhed frem. Det er jo det, som hele retssystemet går ud på. Men hvis man spørger dem, der står i retssalene, om de tør lægge hovedet under guillotinen på, at en mand er skyldig eller ikke skyldig, så tror jeg, at de fleste nok ville foretrække ikke at have halsen der.

Hun holder en lille tænkepause.

– Det skulle gerne være sådan, at dommen gengiver sandheden. Det kan den så nødvendigvis ikke gøre, for den fulde sandhed ville kræve video med lyd, mens tingene skete. Den sandhed, det handler om, er den som bliver opbygget i løbet af retssagen, og hvis jeg vil have nogenlunde sjælefred, så må jeg tro på, at det ER sandheden. Sådan tror jeg, at de fleste, der beskæftiger sig professionelt med retssystemet, har det. Jeg lægger til grund, at hvis en klient ved endelig dom er dømt skyldig, så er han skyldig. Og hvis han bliver frifundet, så er han frifundet.

Tvivler du aldrig på det system?

– I så fald er det noget, der ligger så dybt i mig, at det ikke kommer til udtryk.

Efter arbejdslivet

Arbejdet har fyldt meget for Merethe igennem årene, men den nærmeste familie, som alle bor i det samme hus, som advokatkontoret ligger i, er og bliver det vigtigste for hende. Sønnen Henrik, som hun arbejder med, datteren Marianne, som ejer og driver La Glace, de fem børnebørn, som hun tager med i retten på skift – og ikke mindst ægtefællen Ove, som hun blev gift med som 22-årig. Han er meget syg, og umiddelbart glider Merethe lidt af på spørgsmål om, hvordan det påvirker hendes liv. Hun vælger alligevel at svare.

– Min mand har siddet i rullestol i mere end fem år, og i den periode har han fået forskellige andre skavanker, der gør, at han er temmelig hjælpeløs. Han bor hjemme – og det skal han blive ved med – vi er så heldige, at vi har god fremmed bistand. Men det er jo et stort tab at se, hvordan han meget, meget langsomt – men usvigeligt sikkert – får det dårligere og dårligere. Forleden dag, da jeg tømte min taske, faldt der sådan et lille bon-mot fra en Gajol-pakke ud. Der stod: "Det er bedre at have elsket og mistet, end aldrig at have elsket".

Hun stopper lidt op.

– Sådan er det også med min mand, som har været et fantastisk menneske, men som nu i den grad er reduceret. Det er trods alt bedre, selvom vi – han og jeg – lige i øjeblikket har tabt.

Pause.

– Det var meget patetisk, men det er, hvad jeg mener om det.

Pause igen.

– Jeg har ikke let til tårer, men det har jeg i relation til Ove. Jeg holdt en lille tale til hans 80-årsfødselsdag, og den havde jeg lige pludselig meget svært ved at gennemføre.

Inde i sit hoved har Merethe Stagetorn sat en grænse ved 75 år. Der vil hun holde op med at arbejde. Gået lidt på klingen siger hun dog, at det da godt kan være, at hun bløder den op, når tiden nærmer sig.

– Men det er min arbejdshypotese i øjeblikket. Og det er mest, fordi der er så ufattelig mange andre morsomme ting, jeg har lyst til at tage op igen. Jeg kunne godt tænke mig at rejse mere igen og lave håndarbejde, som jeg gjorde tidligere. Jeg hæklede, kniplede og vævede. Og så vil jeg gerne gå endnu mere i teateret til ballet, opera og skuespil.

Hvad tænker du ellers om den tid, der kommer efter arbejdslivet?

– Jeg tror altid, jeg vil finde på noget, der vil optage mig. Jeg er sådan meget skema-planlæggende. Det har jeg altid været. Jeg vil nok vågne om morgenen og sige til mig selv: I dag skal du have kniplet ti centimeter. Og så skal du lige huske at købe ind til frokost, og det kan du gøre mellem 11 og 12. På den måde er jeg sådan lidt skadet, jeg kan godt lide at vide, hvad jeg skal.

Har du opnået, hvad du ville?

– Ja, det synes jeg virkelig. Jeg synes, jeg er kommet lige præcis dertil, hvor mine evner rakte. Hverken mere eller mindre. Det er jeg godt tilfreds med.

LÆS OGSÅ: Mette var mistænkt for at have myrdet sin mand