Da Julie besøgte sin nabo, fik hun et chok: "Man hørte hende aldrig beklage sig"
Grethe havde altid gjort en dyd ud af at være noget for både mig og alle andre på vores vej. Da jeg en dag tilfældigt kom forbi hende, indså jeg, at det nu var på tide, at vi andre gjorde noget for hende. Den idé var naboerne heldigvis med på. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Julie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Vores genbo, Grethe, var blevet gammel. Hun boede længere nede på vejen og havde altid været et samlingspunkt i vores kvarter. Her var hun og hendes mand, Anton, nogle af de første, der flyttede ind i de røde arbejderboliger, der var blevet bygget engang i ’50erne.
Grethe og Anton havde aldrig selv fået børn, men så meget desto mere havde de været for andres børn, blandt andet mig og mine søskende, da vi voksede op.
Man kunne altid gå ind til Grethe og få et glas saftevand, hvis der ikke var nogen hjemme hos en selv. Man kunne også altid regne med, at Anton arrangerede juletræ og tøndeslagning til fastelavn oppe på toppen af bakken. Grethe og Anton var på en eller anden måde dem, der altid var der og holdt sammen på det hele.
Efter at have taget min uddannelse i en anden by, vendte jeg hjem og overtog mine forældres hus, da de besluttede sig for at sælge for at flytte i noget nemmere. Nogle år efter døde Anton, og der var nærmest landesorg på villavejen, men Grethe tog det, i hvert fald udadtil, i stiv arm.
"Sådan er livet, men vi fik så mange gode år sammen," sagde hun, og så fortsatte hun ellers med at passe sin smukke have, puste på børns knæ og lægge ører til alle vores andres glæder og sorger.
Men nu var Grethe blevet gammel. Jeg, der ligesom mange andre, havde kendt hende hele mit liv, havde selvfølgelig lagt mærke til, at bentøjet ikke længere var, hvad det havde været. Når hun var i haven, støttede hun sig til en stok, og skvalderkålen under hindbærbuskene begyndte at få lidt for godt fat, kunne man se ude fra vejen. Skulle hun længere væk end til havelågen, var det med en rollator foran sig, men man hørte hende aldrig beklage sig.
En søndag, hvor vi selv havde haft gæster om lørdagen, var der så mange madrester tilbage, at jeg besluttede at gå hen til Grethe med dem. Hun blev glad og bød mig indenfor. Da jeg åbnede køleskabet for at sætte maden derind, fik jeg lidt af et chok. Der stod en liter mælk i døren, og på en af hylderne lå en lille pakke rugbrød, en leverpostej og en ost. Andet var der simpelthen ikke.
"Men Grethe. Får du ikke noget at spise?" udbrød jeg.
Jo, jo. Det gjorde hun da. Det var fint, det skulle jeg ikke tænke på, hun klarede sig godt nok.
Jeg var både rystet og ked af det, da jeg gik hjem, for Grethe havde altid sat pris på god og ordentlig mad. Det var også den dag, det for alvor gik op for mig, at hun jo ikke havde nogen familie til at passe på sig. Hun havde kun os, der boede på vejen, og som hun for en stor dels vedkommende selv havde passet på gennem mange år. Den aften indså jeg, at det var på høje tid til at give noget tilbage.
Jeg startede med at gå på visit hos dem af naboerne, jeg kendte bedst. Der havde været lidt af et generationsskifte på vejen i de senere år, så det var ikke alle, jeg kendte lige godt, men dem, jeg først tog fat i, ville til gengæld alle gerne være med til at gøre noget for Grethe.
Annonse
Vi var fire, der derfor besluttede, at vi på skift, og en uge ad gangen, ville lave en ekstra portion til Grethe, når vi alligevel lavede mad til vores egne familier. For os betød det jo ingenting at lave lidt mere, når vi alligevel var i gang, og når det så ovenikøbet kun var hver fjerde uge.
Hjemme hos mig fik det endda den positive effekt, at jeg gjorde mig lidt mere umage med madlavningen, når det var min tur. Min mand foreslog drillende, at jeg da bare skulle begynde at lave mad til Grethe hver dag, for så kom vi alle sammen til at spise bedre.
Grethe, der i starten havde været meget modvillig i forhold til at tage imod hjælpen, fordi hun syntes, det var alt for meget, endte alligevel med at overgive sig, og vi kunne også snart se, at hun blomstrede op. Ikke kun på grund af, at hun nu fik ordentlig mad. Helt sikkert også fordi, hun nu fik besøg hver dag, når vi kom forbi med skåle og fade.
Der gik ikke længe, før nogle af de andre på vejen hørte om ordningen, og flere meldte sig under fanerne. Til sidst var vi otte, der delte det mellem os, og så var det jo slet ingen sag. Der var altid nogen, man kunne bytte med, hvis ens tur ramlede ind i en ferie eller andet. En stærk sidegevinst var, at flere af os, der havde boet på vejen mere eller mindre altid, lærte nogle af de nye at kende og fik et virkelig godt sammenhold på kryds og tværs.
Grethe døde tre år senere. Det var mig, der fandt hende, da jeg kom med maden og som altid låste mig selv ind gennem bryggersdøren. Hun lå lige så fredfyldt i sin seng, og jeg kunne med det samme se, at hun ikke var her længere. Jeg strøg hende over håret og kinden, før jeg ringede efter hjælp.
Jeg kommer aldrig til at glemme Grethe. Hun betød, på sin egen stille måde, så utroligt meget for så utroligt mange. Så jeg er glad for, at vi kunne stå sammen om at give en lille smule tilbage til hende i den sidste ende af hendes lange, gode liv.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
