En ældre kvinde, som er omringet af flyttekasser.

Jeg er bange for at fortryde det, hvis jeg flytter tættere på mine børn

En læser er i tvivl, om hun skal flytte tættere på sine børn, og dermed væk fra den by, som hun har boet i de sidste 50 år. Hvad skal hun gøre? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

En læser spørger, om hun skal flytte tættere på sine børn:

Jeg er en 72-årig kvinde, der i 50 år har boet i en by, som jeg i sin tid flyttede til pga. uddannelse.

Her blev jeg også gift og fik børn. 

Jeg blev skilt, og da børnene blev unge, flyttede de fra byen for at uddanne sig et andet sted – faktisk i nærheden af den hjemegn, hvor jeg selv stammer fra, og hvor jeg stadigvæk har søskende.

Jeg havde imidlertid mødt en mand, som jeg blev gift med, men han døde desværre for et par år siden.

Jeg har nu en længsel efter at flytte nærmere på min familie, det gælder både børn, børnebørn og mine søskende, men det er som om, jeg ikke tør, for jeg har jo levet her i byen i mange år. 

Jeg har dog altid måttet køre langt for at besøge min familie, det kan jeg også endnu, men jeg er bange for, at jeg pludselig ikke magter det længere på grund af alder og helbred.

Jeg har nu fået tilbudt en andelslejlighed i den by, mine børn bor i, og jeg skal hurtigt give besked, men jeg er så usikker. 

For tænk, hvis jeg fortryder! Jeg skal nok finde på noget at lave, hvis jeg flytter, så min familie ikke skal føle, at de hænger på mig. Jeg vil bare så gerne kunne se mere til dem, men er som sagt nervøs for beslutningen. Har du et råd?

Vibeke Dorph råder til at flytte:

Mellem linjerne i din mail fornemmer jeg et menneske, der har været rigtig dygtig til at skabe sig en god tilværelse på trods af de bump, vi alle sammen støder ind i undervejs. 

Du lyder kort sagt livsstærk, og den evne til at gebærde sig i tilværelsen og få det bedste ud af den, forsvinder jo ikke, fordi du flytter tættere på din familie. Tværtimod, den kraft vil hjælpe dig til at få skabt en god og rig tilværelse tættere på dem, du holder af og savner. 

Du lyder derudover også til at have nogle virkelig fornuftige forventninger til din flytning. Du glæder dig til at være tættere på din familie, men du er også udmærket godt klar over, at du selv skal gøre dit for at få en god hverdag.

Af de grunde synes jeg, at det står skrevet i med stort, at du skal kaste dig ud i dit flytteprojekt. For det er sandt, når man siger, at vi sjældent fortryder det, vi gør, men kun det, vi ikke fik gjort.

Var jeg dig, så ville jeg derfor skynde mig at rykke på din drøm. Start med at tale med dine børn og fortæl dem om dine planer.

Sig her, at du ikke forventer, at de skal kaste alt, hvad de står med i hænderne for din skyld, du skal nok selv tage ansvar for din nye tilværelse, du savner blot at være tættere på dem. Åbner du ballet på den facon, så vil de sikkert gøre deres for at hjælpe dig og bakke op om dine planer.

Husk også på, at alle gode livsændringer også ledsages af lidt tvivl og uro, det er kun naturligt, men dvæl ikke for længe ved bekymringerne. 

Brug hellere tiden på at drømme og planlægge din fremtid i din nye by og ryk så på din drøm. For det er jeg faktisk sikker på, at du ikke kommer til at fortryde.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.