"Jeg bliver bims af at spilde min tid, bims af min afhængighed"

Stilhed er blevet noget, vi taler om. Altså manglen på stilhed i vores liv. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har villet af sted på et silent retreat. Set misundeligt til, når jeg har hørt om andre, der er draget af. Guderne må vide, hvorfor man nogle gange er så langsom til at handle på de ting, som man stærkt fornemmer vil være gode for en. Man det er mig. Det er alt for nemt at overdøve signalerne med tomme kalorier, hurtige likes, et væld af sociale arrangementer, en travl kalender, et hamsterhjul tilsat lidt forbrug og tja til sidst en udmattet, kulret type, der bare synes, at tiden og livet forsvinder ud i det blå. Der er MEGET, vi moderne mennesker synes, vi skal nå. Det handler sjovt nok ikke om fordybelse og eftertanke, men om at kaste os lidt sjasket ud i det hele og i hvert fald spilde masser af kostbar tid på SoMe. Jeg er ellers i den grad blevet bevidst om de afhængighedsskabende tomme likes, har læst lægen Imran Rashids bog "Sluk" og slukket skærmen for min femårige datter, der lynhurtigt har udviklet en glæde ved leg, tegning og fri fantasi.

Men mig selv? Jeg knevrer da fortsat løs på de sociale medier, hver en lille tanke har været ufattelig vigtig at dele. Jeg har slettet og reinstalleret apps i en uendelighed og fablet om at få en gammel Nokia-telefon, men nul komma nul forandringer er sket. Messenger er som kokain for en kommunikationsfreak som mig. Men jeg bliver bims af al den kommunikation, bims af min manglende bremseklods, bims af at spilde min tid, bims af min afhængighed. Jeg har i den grad brug for stilhed for at kunne være nærværende med mine omgivelser, fordybe mig og trænge dybere ind i tilværelsen.

En af mine venner fortalte om sin søster, der er præst i Ringsted og afholder silent retreats. Jeg er ikke medlem af folkekirken, men det gjorde intet, så lidt forsinket, lidt sjusket, lidt forbløffet dukkede jeg op. Tre dage før min 43-års fødselsdag og klart den yngste af de i alt 18 deltagere, hvoraf der kun var 1 mand og resten kvinder på 55+, sad jeg på Haslev Højskole, lyttede på salmer, bibel-oplæsninger og guidede meditationer. Jeg læste en bog om drømme og en bog om, hvorvidt livet er værd at leve, af en mand, der havde mistet sin datter. Jeg gik ture i naturen og tegnede i tre timer med kul. Jeg har før været på vandretur, yogarejser og den slags, og altid har det handlet om at forholde sig til de andre mennesker i gruppen. Her gjaldt det bare om at se de andre som et fysisk legeme i rummet og så ellers gå udenom. Specielt måltiderne gjorde indtryk på mig. Den eneste lyd, der hørtes, var bestikket, der hakkede mod porcelænet. Hver deltager fik også en times samtale med en af de tre præster. En livssamtale om alle de store spørgsmål i tilværelsen blev det for mig, og konklusionen var: Opsøg stilheden, for først der kommer den tid tilbage, som du føler bliver taget fra dig. Det har jeg tænkt mig at gøre, og jeg lover, kære læser, at berette om, hvordan det går.