Gertrud Højlund: ”Jeg bliver blød om hjertet ved tanken om det”

Du oversete skyggebarn, min udskældte og udskammede forløser, nu er du her igen. Jeg byder dig velkommen og er klar til at kravle ind i det inderste hjørne af din favn og putte mig der, som et agern. Taknemmeligt imødeser jeg denne forventningsløse tid. Lysvældets antipode.

Foråret strutter så insisterende grønt, melder sin ankomst med samme diskretion som fyrværkeriet i Tivoli, og jeg føler altid, at det forventer, at jeg smider, hvad jeg har i hænderne, og er klar med fanfare og flagallé. Foråret er den forfængelige mand, Den Lille Prins møder på en af planeterne i Saint-Exupérys bog. En mand, der tager som en selvfølge, at andre lever for at beundre og tilbede ham. Jeg har foråret mistænkt for at arrivere med samme forventning om at finde et forgudende publikum.

Sådan forholder det sig ikke med efteråret. Det arriverer slet ikke. 

Ligesom de tragtkantareller, jeg finder mellem de nedfaldne blade langt ude i den gyldne skov, så siver efteråret bare langsomt op af jorden med sin duft af muld og fugt. Når jeg langsomt og minutiøst lader blikket løbe gennem skovbunden efter skovens gaver til min fryser, forekommer det mig, at efteråret slår en bremse i tiden, og der bliver længere mellem hjerteslagene.

Ned i tempo. Skoven gør sig klar til helt at fryse fast om nødvendigt. Og dyr og mennesker pusler rundt i løvet, fylder forrådskamre og huler og gør klar til at trække knurhårene til sig og vente vinteren ud. Overfloden lakker mod enden, og derfor får alting mere værdi. Når skumringen bliver for tung, triller jeg hjem gennem tiltagende regn og rusk og nyder, at Volvoen er bygget til den slags vejr, og at mit efterårshjerte er så stærkt, at jeg vælger bil efter det. Tænk hvis jeg var sådan en forårsnaivist, der hele mørketiden skulle klemme mig ind under den våde canvas på en cabriolet uden modstandskraft. Nej tak.

Inde i byen arriverer efteråret heller ikke med store armbevægelser. Nærmere vokser det bare frem mellem skyggerne, binder dem sammen, strækker dem ud. Om aftenen trækker det frem i luften, som en støvregn, der uden at falde står i gaderne og giver lamperne gyldne glorier, som hellige perler på en snor over Nørrebrogade, hvor jeg trisser en tidlig aftentur i halvt tempo med en kastanje i lommen, mens byens vinduer et efter et bliver tændt i et gyldent lys, der lader mig smugkigge ind i andres personlige kamrer og huler, hvor de lige går ind og tager en ekstra trøje på.

Lige hælder et enkelt glas rødvin op. Lige skubber en fod ind under benet på den varme sidemand. Den slags går jeg nu og ser for mig på aftenturene, og jeg bliver blød om hjertet ved tanken om, hvor bløde vi alle sammen er i hjerterne, når det kommer til stykket.

Her gik man en sommer lang og troede måske, at alting hele tiden var en mulighed, som man skyldte skaberkraften at realisere, udnytte, udbytte, udbygge helt tiden mere mere mere. Kan man tillade sig ikke at spise hele æblet hele tiden, når det nu er der? Er det ikke en underkendelse af livets gavmilde gaver, hvis man siger nej til noget i lysets dage?

Nu er vi frie af det pres, mørketiden har lagt sin dyne over mig, jeg bliver søvnig klokken 20, og jeg kan carpe den diem en anden dag, og det er ikke bare ok – det er meningen.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Gertrud Højlund

Født 17/1 1981

Journalist og vært TV2 News. Søster, datter og veninde i en stor flok af kraftfulde kvinder.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.