Gertrud Højlund ALT for damerne Klumme

Gertrud Højlund lagde et billede op med sig selv og sin mindste niece – så skrev en kvinde til hende....

Det er ikke alle slags snakke, der egner sig til at tages over et glas vin med perifere venner. Særligt ikke "børnesnakken", som kan være fyldt med dybe traumer. Det mener tv-vært Gertrud Højlund.

Smalltalk er fedt.

Det er sådan en uforpligtende snak om emner, der ikke kræver det store, og som alle kan sludre med på.

Men forleden gik det op for mig, at vi har fejlkategoriseret et helt emne som hyggelig smalltalk, selvom det for mange mennesker er følelsesladet, svært og konfliktfyld.

Nemlig børnesnak: Har du/I børn? Skal I have det? Hvor mange? Hvorfor ikke? Skal I have flere?

Den slags...

Emner, der ubekymret bliver smidt på bordet for at holde en samtale i gang, men som ikke tager højde for, at der kan ligge en lang række svære livsomstændigheder til grund for, hvor mange børn man får sat i verden. 

Et dybt traume

Det kom sig af, at jeg lagde et billede på Instagram forleden, hvor jeg har min mindste niece på armen.

Hver gang jeg lægger et billede af mig og et barn på Instagram, får jeg mange slags mærkelige kommentarer.

Denne gang skrev en kvinde: "Forstår bare slet ikke, du ikke har lyst til at få børn. Det er jo hele meningen med livet. Alt andet er jo bare tidsfordriv og glitter."

Ikke at jeg havde spurgt hende om noget, men sådan er internettet som bekendt.  

Jeg kom til at tænke på alle dem, jeg kender, der har kæmpet eller kæmper for at få børn.

Mennesker, der på grund af fysiske forhold eller vilkårene i deres kærlighedsliv ikke kan få indfriet drømmen om at stifte familie.

Får de også underlige kommentarer fra halvfremmede folk, og hvordan de har det med det?

Det spurgte jeg så flokken på Instagram om, og sjældent har jeg fået så mange svar fra både kvinder og mænd, der oplever, at andre helt nonchalant og overfladisk spørger til deres dybeste traumer og knuste drømme.

Egner sig ikke til overfladiske samtaler

Der findes selvfølgelig folk, for hvem det har været et nemt valg at fravælge børn. Men mit indtryk er, at det i mange tilfælde er resultatet af i bedste fald komplekse, i værste fald svære, sørgelige eller sågar livstruende omstændigheder.

Og den slags egner sig måske ikke til de der små overfladiske samtaler hen over et glas socialt serveret alkohol. 

For forestil dig at stå til en familiefest og stadig bløde efter endnu en ufrivillig abort og så skulle finde en grimasse, der kan passe, når Tante Blå, Grøn og Lilla kvidrer, at "nu skal I da også snart til at have nogle børn".

Enten så blotter man sig selv og sin sorg overfor nogen, der bare snakker lidt for sjov - eller også forsøger man at holde tårerne tilbage og sige: "Vi har ikke travlt." Av. 

Ikke altid et bevidst valg

Eller hvad med dem, der har fået håbet slidt ned til soklen efter årevis med endeløs, nytteløs fertilitetsbehandling, og som bliver spurgt til, hvorfor de har ”valgt ikke at få børn”, som om det var et valg for alle, bare fordi det var et valg for nogle.

Enten blotter man sin knuste drøm, eller også går man på toilettet.  

Jeg fik så mange historier fra mennesker, der gang på gang oplevede, at andre mennesker behandlede deres største sorg i livet, som om det var et konversationsemne på linje med vejret.

Og det var ikke kun svært for dem uden børn.

Så snart man har fået et barn, så har fremmede mennesker en holdning til, hvornår man skal have nummer to eller nummer tre.

Men måske har man hænderne fulde eller en fødselsdepression eller har bare haft en virkelig svær graviditet og fødsel eller 100 andre muligheder.

Summa summarum: Børnesnak er ikke altid smalltalk. Og kan man alligevel ikke dy sig for at udfritte folk om, hvor mange arvinger de har og hvorfor, så bør man træde nænsomt.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine.jpg

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Gertrud Højlund boks.jpg

Gertrud Højlund

Født 17/1 1981

Journalist og vært TV2 News. Søster, datter og veninde i en stor flok af kraftfulde kvinder.

Mette.jpg

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren.jpg

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.