Gift ved første blik-par har aldrig haft kærester før - det kan være en fordel, siger ekspert
Et af parrene i DR-serien 'Gift ved første blik' har ikke de store erfaringer, når det kommer til parforhold. Ifølge ekspert kan det sagtens være en fordel, at der ikke er skeletter i skabet. Men de skal dog være opmærksomme på de manglende erfaringer ikke kommer til at parkere forholdet, før det kommer i gang.
I de nyeste afsnit af Gift ved første blik møder vi 32-årige Nina og 41-årige Rolf. De fortæller, at de aldrig har haft en kæreste før. Nina har haft flirts, hvor de har datet over nogle måneder. Det samme gælder Rolf, som har datet og været i korte forhold på et par måneder.
Nu har de sagt ja til hinanden, og skal de næste uger se, om de er et match eller ej – og alle interesserede kan følge med uge efter uge.
Det er både modigt og vanvittigt at kaste sig ud i parforholdet på åben skærm. Men skal man blive nervøs eller se det som en udfordring, hvis man møder én, som aldrig har haft en kæreste før? Og er det en tendens, at flere oplever kærlighed senere i livet. Det har vi talt med parterapeut og sexolog Ditte Winkel om.
”Udtrykket pebermø har eksisteret i flere århundreder, og mennesker, som har levet en singletilværelse, er ikke noget nyt. Men det er noget, der er begyndt at få mere taletid, og som begynder at komme mere frem i offentligheden end tidligere, fordi det ikke er så skambetonet længere.
Det siger også noget om 2024, at vi kan se de to som modige, fordi de stiller sig frem på åbent fjernsyn og fortæller det, fordi det falder uden for normbilledet. Normbilledet ville være, hvis man var 32 og 41, at man havde x antal forliste parforhold bag sig med større eller mindre succes,” siger Ditte Winkel til alt.dk.
Hvorfor er det ikke skamfuldt at stå frem og sige højt længere?
”Det skyldes ikke mindst, at tv-programmer om dating og kærlighed begynder at florere. Vi begynder at se alle aspekter hele vejen rundt. Det er heller ikke så skamfuldt længere at have haft rigtig mange sexpartnere, eller ikke at have haft nogen sexpartnere. Så kærlighed- og sexområdet har fået et helt andet spotlight, hvor alle nuancerne bliver vist frem, og så er der opstået en større rummelighed i forhold til disse begreber.”
Se det som et halvfuldt glas
Men selvom der er kommet en større rummelighed, skal man så blive nervøs, eller se det som en udfordring, hvis man møder én, som aldrig har haft en kæreste før.
”Lige så snart der er noget, som falder uden for kategori, synes vi, at det er lidt svært at placere. Hvad gør man, hvis det ikke er det, vi er vant til at møde? Jeg tror ikke, at vi skal være mere nervøse af den grund. Jeg kan godt forstå, hvorfor vi kan blive farvet af, at det ikke er det typiske billede, men en af eksperterne i programmet, psykolog Eivind Johansen, siger, at de jo så heller ikke har nogen bagage med sig.
Og det er en måde at se glasset som halv fyldt i stedet for halv tomt, fordi der er ikke nogen ekskærester, som står og spøger i kulissen, og nødvendigvis heller ikke nogen dårlige seksuelle oplevelser, som der skal rådes bod på. På den måde kan man sige, at her har vi et menneske, som står uden en hel masse skeletter i skabet. Hvis man vil anskue det fra dén vinkel.”
Ditte Winkel tilføjer, at det omvendt også kan give god mening, at man kan være nervøs for, at de ikke har nogen erfaringer i at være en del af et parforhold.
”Hvad så første gang, de ryger i konflikt? Hvordan bliver det løst? Eller første gang der opstår tavshed imellem dem? Rigtig mange mennesker skaber sig en erfaringsbase op igennem deres teenageliv, i 20'erne, i 30'erne, og der vil de nu stå overfor en række situationer for første gang, hvor de skal til at gøre deres erfaringer på den bane. Men i den situation tror jeg ikke, at det handler om, hvad vi har med os, for vi kan også have en taske, der er pakket så tungt, at det kan spænde ben for os. Så man kan ikke sige, at det ene er bedre end det andet.”
Ifølge Ditte Winkel handler det om, hvor meget nysgerrighed det er muligt for dig at mobilisere som partner, til at prøve at folde forholdet ud. Det kan være at spørge ind til mennesket, være nysgerrig på personen og møde vedkommende i det, de er i.
”Det er langt mere dét, handler om, og det gør det uanset, om tasken er let, eller om den er tung.”
Er der noget, man skal være obs på, hvis man møder én, som aldrig har haft en kæreste før?
”Hvis man kan prøve at italesætte og være nysgerrig på grænsesætning, og at invitere det andet menneske til at mærke efter, hvor de er henne i det, fordi det er måske ikke det, de er mest trænet i. Det kan være at mærke deres seksuelle lyst, mærke deres behov for samtale, mærke at skulle gå op og ned ad hinanden hver dag, hvad gør det ved én, er det dejligt, eller er det grænseoverskridende. Hvor meget frirum er der behov for, for at begge føler sig imødekommet. Man skal prøve at være behjælpelig på den andens banehalvdel ved at gøre alt det, som gør en hverdag og et mønster til en god oplevelse for den anden part.
Det er selvfølgelig et stort ansvar, man tager på sig selv, fordi udover at være vicevært hjemme i sig selv, skal man pludselig til at administrere et andet menneskes bolig, men hvis man kan finde den energi, kan det helt sikkert fordre et bedre samarbejde.”
Sælge sand i Sahara
Hvis du møder en partner, der ikke har den store erfaring i parforhold, kan du ifølge Ditte Winkel prøve at være primus motor, hvis vedkommende er mere passiv og afventende.
”Der er jo én, som skal læne sig ind i det første kys eller tage den andens hånd. Og der kan man med fordel prøve at tage initiativ og spørge, om det er okay, at man holder om den anden. På den måde bliver det mere naturligt at tage det næste skridt, der skal være i en kærlighedsrelation, så det ikke ender med at blive parkeret, før det er begyndt.”
Ditte Winkel anbefaler også, at du er åben omkring det, hvis du aldrig har haft en kæreste før.
”Skal man på første date sige, hvad man har af erfaring? Der plejer jeg altid at sige, at det ikke handler så meget om, hvad det er, du gerne vil fortælle den anden, det handler mere om måden, du får det leveret på. Hvis du er en rigtig sælger, kan du sælge sand i Sahara, så du kan få det fremlagt som vigtigt, men ikke som noget der tynger.”
Omvendt kan man få fremlagt et perspektiv, så det lyder som om, at man er beskadiget gods, og at den anden skal holde sig langt væk fra én. Derfor forklarer Ditte Winkel, at det handler om, hvordan man præsenterer den her side af sig. Og hvad er det for en energi, man formidler, når man lægger det frem.
”Jeg synes, at man skal sige det, fordi det er den eneste måde, man kommer tættere på hinanden og lærer hinanden at kende på. Men man skal lige gøre sig nogle overvejelser om, hvilke tillægsord man putter på det, hvad er det for en stemning, man formidler det med. Så man får det lagt ud som en del af ens karaktertræk, men ikke hele historien.
I stedet for at blive panisk angst for, hvordan det bliver modtaget, skal man tage ejerskab på historien. Fortælle om det på en måde, hvor man får givet udtryk for, at man er frisk, nysgerrig eller lystfuld, fremfor at man sidder og gnider sine fugtige håndflader og kigger ned i skødet på sig selv, som om man er en undskyldning for sig selv i rummet.”