Gitte blev forladt af sin mand efter 20 år

Mens nytårsraketterne bragede, og resten af Danmark fejrede år 2008’s komme, væltede Gittes verden. Hendes mand gennem mere end 20 år, havde netop meddelt hende, at han ville skilles – ikke bare fra hende, men også fra parrets to drenge på syv og ti år.

"Han mente, at vi var en klods om benet på ham, for han ønskede sig et liv uden forpligtelser, hvor han kunne dyrke sin karriere. Jeg kunne bare finde en ny mand til at tage sig af mig og børnene," fortæller Gitte Hillebrandt.

Han forlod stuen og sin grædende kone uden at se sig tilbage, og der gik 11 år, før Gitte og børnene så ham igen.

Gitte var chokeret. Hun troede, at hun var lykkelig gift. I dag kan hun godt se, at lykken var en illusion.

"Jeg havde skyklapper på og var naiv. Nu kan det godt undre mig, at jeg ikke så det, men jeg turde nok ikke. Jeg ville være lykkelig, men når jeg tænker tilbage, var jeg faktisk ikke rigtig glad de sidste fem år af vores ægteskab," siger hun.

De næste 10 år brugte Gitte på at hjælpe sine børn gennem bruddet, finde sig selv og kærligheden igen, for hvordan griber man lige dating an, når man er 42 år og har været sammen med den samme mand, siden man var 21? I processen skrev hun sine tanker og følelser ned, og det er nu blevet til den delvist selvbiografiske og humoristiske bog Dating.Dot.Not, som udkom sidste år.

"I stedet for at lægge mig grædende på sofaen, har jeg brugt min selvironi og humor til at overleve. Det har været en hjælp at skrive det hele ned," siger hun.

Det perfekte familieliv...

Gitte mødte sin eksmand på en bar, og i mange år havde de et godt og tæt forhold. De blev gift og adopterede senere sønnerne Ditlev og Esben fra Colombia. De sidste fem-seks år af ægteskabet var Gitte dog meget alene med børnene, da hendes mand havde mange arbejdsopgaver i udlandet.

"Da vi havde hentet vores yngste søn, var han i Skotland i otte måneder. Jeg var alene med et barn på tre år og et spædbarn med kolik. Jeg var bange for, at jeg var ved at blive sindssyg af søvnmangel og tryglede min mand om at komme hjem, men arbejdet var vigtigere. Når han endelig var hjemme, var han som en fremmed for børnene," siger Gitte.

Alligevel holdt hun fast i illusionen om det perfekte familieliv. Familien flyttede i 2006 til Bolivia, hvor manden arbejdede, så han kunne være mere sammen med børnene, men det skete ikke.

"Jeg begyndte at undre mig over, at han slet ikke gad børnene, og jeg kunne ikke forstå, at han ikke var blevet lige så forelsket i dem, som jeg blev, da jeg så dem første gang. Vi begyndte at skændes, hvilket vi ikke havde gjort før," fortæller hun.

Efter et år i Bolivia flyttede familien tilbage til Danmark, men flyttekasserne var knap tømte, før eksmanden igen havde forladt landet.

"Min veninde begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, at han var så meget væk, og jeg hadede det, men hun havde ret. I årene inden skilsmissen havde jeg kronisk ondt i maven og troede, at jeg var dødeligt syg, men jeg var bare stresset over mit liv," siger Gitte.

Dobbeltsvigt

Eksmanden overlod Gitte huset og forældremyndigheden over børnene.

"I begyndelsen spurgte de meget til ham, og jeg havde ikke noget godt svar. Det var så smertefuldt at forklare dem, at han ikke kom hjem," husker Gitte.

I begyndelsen sendte hun sin eksmand billeder, skoleskemaer og beskeder fra skolen, men da der ikke kom nogen respons, stoppede hun.

"Mine børn er adopteret, og derfor var det et dobbelt svigt, da deres far forlod dem. Især min ældste søn har haft det meget svært og har været meget vred på sin far. Ikke mindst, da han kort efter skilsmissen fandt en ny kæreste og fik et barn med hende," fortæller Gitte.

Årene som alenemor var svære. Gitte skulle både sætte sig ind i økonomien, som hendes eksmand havde styret, passe sit arbejde som lægesekretær og være mor på fuldtid.

"Jeg havde svært ved at rumme mig selv og mine følelser, for min lunte var så kort. Jeg ville så gerne være en god mor, men jeg var slidt og havde svært ved at være den mor, jeg gerne ville," fortæller hun.

Hun opsøgte en psykolog, som hjalp hende med at forstå, at hun ikke behøvede at kunne klare det hele. Og at uden aflastning var der aldrig mulighed for at tanke ny energi.

"Jeg forstod, at det ikke kun var børnene, der var ofre, jeg var også selv blevet svigtet," siger hun.

For Gitte blev hendes kreative evner en redning. Når hun malede, arbejdede med mosaik, skrev eller lavede skulpturer i beton, fik hun et mentalt frikvarter.

"Nytårsaften har været en svær dag for børnene og mig. Der var særlig en nytårsaften, hvor jeg følte mig meget alene og trist, men så fandt jeg et lærred og maling frem. Pludselig var klokken to om morgenen, og jeg gik glad i seng," husker hun.

Kaffen blev kold

I begyndelsen håbede Gitte, at hendes eksmand ville fortryde og komme hjem igen. Men snart holdt hun op med at håbe, og tanken om en ny mand dukkede op.

"Jeg hadede at leve alene, men tanken om at skulle være nøgen overfor en ny mand, når man ikke længere er 25 år, var ganske grænseoverskridende. Jeg troede, at jeg var gammel og udtjent, og at ingen ville kigge til min side, men det gjorde de," griner hun.

Gitte oprettede en datingprofil på nettet, og selvtilliden fik et skub i den rigtige retning, da der kom 92 beskeder på en weekend.

"I begyndelsen troede jeg, de alle var interesserede, men mange skrev til flere. Det blev også hurtigt et tema, at jeg blev valgt fra, fordi jeg havde mine børn hele tiden, og det gjorde mig ked af det," fortæller hun.

Gitte mødte dog også søde mænd. Det blev til flere kæresteforhold, og for fem år siden mødte hun René på Tinder.

"Han var anderledes end de andre. Mange skrev meget om sex, men René fortalte om sig selv, sine børn og sin mountainbike. Vi skrev længe sammen, inden vi endelig mødtes," fortæller hun.

Det skulle bare have været en hurtig kop kaffe efter fyraften, men kaffen blev kold, og cafeen lukkede, og før Gitte var nået hjem, havde René allerede sendt den første sms.

Det var den 1. februar 2017. Om sommeren flyttede de sammen, og i august købte de det landsted, hvor de i dag bor med høns, fire katte og en hund. I august sidste år sagde de ja til hinanden.

"Var jeg ikke blevet skilt, havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag, men jeg ville ønske, at det ikke havde været så belastende for mine børn," siger Gitte.

Der gik 11 år, før børnene så deres far igen, og et halvt år senere så Gitte ham også til den ældstes studenterfest.

"Jeg har valgt at tilgive ham, jeg vil ikke bruge min energi på at være vred, og i dag er jeg videre," siger hun.