Gitte fik søskende som 60-årig: ”Jeg begyndte at tudbrøle”

Det var en kold nat mellem jul og nytår 1954, da en lille pige kom til verden på Rigshospitalet i København. Kort efter fødslen kom hun på børnehjem og blev bortadopteret.

"Der blev jeg passet af frk. Middelbo, indtil jeg som ni måneder gammel blev hentet af Grete og Erik Olsen, som ikke selv kunne få børn," fortæller den i dag 67-årige Gitte.

Hun voksede op som enebarn, men ikke i Danmark, for da hun var to år, flyttede familien først til Canada, og siden slog de sig ned på den amerikanske vestkyst, hvor Erik arbejdede som maskinmester, og Grete var hjemmegående.

Lille Gitte kom i skole i en forstad til Los Angeles, og hun tænker tilbage på sin barndom som leg på vejen og tryghed.

"Et af de få minder, jeg havde hjemme fra Danmark, var mine bedsteforældre," fortæller Gitte.

Dansk mand

I løbet af sin barndom besøgte hun jævnligt Danmark og var derfor både vant til dansk mad og kunne også tale flydende dansk.

"Min bedstefar, farfar Olsen, fortalte historier om trolde i skovene, og min bedstemor sad altid og strikkede med en cerut i munden i lejligheden på Amager. Jeg har så mange gode minder fra deres lejlighed og gåturene i den nærliggende park."

Gitte elskede at komme der, og det var også derfra, hun blev konfirmeret som 13-årig.

"Jeg var vist mest amerikansk, men der var alligevel altid noget, jeg savnede som for eksempel julekalendere og mine bedsteforældre. Mine forældre gjorde deres bedste, men der manglede altid noget."

Gitte flyttede derfor som 21-årig til Danmark, men da hun ikke kunne få arbejde, tog hun i stedet ud at sejle på verdenshavene som kahytsjomfru. Der mødte hun danske Claus.

"Jeg blev gravid som 22-årig, og vi fik Carina. Vi slog os ned i Esbjerg, men Claus var ude at sejle fire måneder ad gangen, og der sad jeg i Esbjerg, mens mine forældre sad tilbage i Los Angeles," husker Gitte.

Endnu engang måtte Gitte vælge mellem sine to hjemlande, så hun tog tilbage til USA med lille Carina.

Endelig en fødselsattest

I alle årene havde Gittes forældre været åbne om, at hun var adopteret. Men når talen faldt på Gittes biologiske mor, blev de stille.

"Jeg tror, de var bange for, at jeg skulle opsøge hende, og at de så ville miste mig. Da jeg var lille, drømte jeg, at hun havde arbejdet på et dansk kongeslot, og at min far var prinsen."

Gitte var 30 år, før de endelig gav hende fødselsattesten, hvor morens navn stod, Rigmor Andrea Mortensen.

"Jeg fandt da også frem til hende gennem de danske myndigheder, men fik at vide, at hun var død i 1968. Min far stod registreret som ”ukendt”. Da jeg så det, tænkte, jeg, at det var godt, jeg var adopteret, for ellers havde jeg stået alene som 14-årig."

Gitte tænkte, at der ikke var mere at gøre. Dermed skulle man tro, at sagen var ude af verden. Men i 2015, da Gitte sad i et møde på sit arbejde som risk manager hos Toyota i Los Angeles, fik hun en besked.

"Det var fra en kvinde, der spurgte, om jeg var Gitte Olsen, og om jeg var bortadopteret. Jeg tænkte straks, at det nok var nogen, der var ude efter penge. Men hun mente, at jeg var søster til hendes mor."

For at være på den sikre side spurgte Gitte hende, hvad hendes mormor hed. Rigmor Andrea Mortensen, svarede kvinden i den anden ende af telefonforbindelsen.

"Ja, det var navnet på min biologiske mor, og jeg begyndte at tudbrøle," husker Gitte.

Hun tørrer sine øjne.

"Ja, nu gør jeg det igen," siger hun tydeligt berørt.

"Jeg ringede straks til Carina og sagde: Jeg er ikke enebarn mere!"

Det viste sig, at Gitte ikke blot havde en niece i Danmark. Hun havde fire søskende. Oprindeligt havde der været endnu en bror, men han var død, og faktisk have skifteretten forsøgt at få fat i Gitte, mens hun boede i Esbjerg, men brevet var aldrig nået frem.

Hjem til søskende

Få måneder senere sad Gitte, som i dag er gift med amerikanske Len, på et fly mod Europa. Først skulle hun besøge sin storebror, Jean, som bor i Grækenland.

"I lufthavnen stod Jean og hans søn og ventede på mig, og det var, som om vi havde kendt hinanden altid. Han var så dejlig."

Derefter fløj hun til Danmark og besøgte de tre andre tilbageværende søskende.

"Mine søstre Randi og Hanne tog imod mig i lufthavnen, og det var med tårer og store krammere. De sagde straks, at jeg ligner vores mor meget og også min søster, Hanne."

Nu kunne Gitte også få baggrunden for, at hun som midterbarn var blevet bortadopteret.

"Jeg tror faktisk ikke, min mor kunne klare et barn til på det tidspunkt. I dag synes jeg faktisk, hun gjorde mig en tjeneste, og det er også det, jeg har forstået på mine søskende," siger Gitte, som er dybt taknemmelig over, hvordan hendes historie har udviklet sig.

"Det er fantastisk at have fået søskende, og jeg troede aldrig, jeg skulle opleve det. Tænk at få en hel familie som 60-årig. Nu har jeg også prøvet at gå til fødselsdagsfester, som man gør i Danmark," siger Gitte, som siden da ofte har besøgt sin familie i Danmark og jævnligt taler i telefon med dem.

"Len siger altid, at vores hus er blevet til en bed & breakfast, fordi der altid er så mange af mine danske familiemedlemmer på besøg," siger Gitte begejstret.

"Mine niecer synes, det er så synd, at vi ikke har mødt hinanden tidligere, for eksempel da brevet fra skifteretten blev sendt. Men måske var det bedre nu, for jeg ved heller ikke, hvordan min adoptivmor havde reageret," siger Gitte, som ikke har sine forældre mere.

"Jeg tror, den slags sker på det helt rigtige tidspunkt."