Brudekjole i New York

Guide: Find din drømmekjole i New York

Om dit budget er til Vera Wang eller noget mere jordnært – sådan finder du det perfekte outfit.

New York har bare fingeren på pulsen med det meste, også når det gælder brudekjoler. Den store metropol er et sandt brudekjole-mekka, og har du set Sex and the City-filmen, hvor Carrie prøver den ene drøm af en kjole efter den anden, har du måske allerede en idé om, hvor mange skatte der venter - uanset om budgettet rækker til Vera Wang eller til noget mere jordnært. Hvilke butikker og designere, det er værd at gå efter, kan være lidt af en jungle. Derfor har vi lavet en guide til ægte brudekjole-skattejagt 'in the City'.

Ægte New Yorker-Style

Hvis du drømmer om at finde din kjole i en rigtig New Yorker-butik, som kun de færreste kender til, så er Shareen Vintage et rigtig godt bud. Er det hipt, er det også så hemmeligt, og når man ankommer til stedet, bliver man helt i tvivl, om man nu er kommet til det rette sted. Butikken ligger nemlig gemt godt af vejen fra det pulserende liv på Fifth Avenue, som er lige rundt om hjørnet. Kun en håndskrevet lap på dørtelefonen afslører, at der bag den store jerndør med gitter for vinduet gemmer sig en lille brudekjole-skat. Butikken har både vintage og vintage inspirerede kjoler. Sidstnævnte har Shareen selv designet. Hendes kollektion byder på masser af blondekjoler i specialdesignede mønstre og florlette kjoler. Ofte er det Shareen selv, der tager imod sine kunder i den smukke herskabslejlighed, så du får alle tanker med bag de enkelte kjoler. Her er det ikke prismelysekroner og champagne, der gør, at du føler dig som noget særligt. Derimod er det den meget personlige betjening. Shareen har sit eget team af syersker, som syr kjolerne, og derfor kan næsten alt lade sig gøre.

Prisniveau: Kjolerne rangerer i pris mellem 8.000 og 15.000 kr. - vel at mærke for kjoler, som næsten er skræddersyet til dig.

Shipping: Shareen Vintage sender til hele verden. Det koster ca. 800 kr. at få kjolen sendt til Danmark. Kjolen bliver syet på 6 uger (kan gøres på helt ned til 2 uger).

Tidsbestilling: Besøg i butikken er kun efter aftale. Send en mail til bridal@shareen.com og fortæl, hvornår du ønsker at komme.

Adresse: Shareen Vintage, 13 West 17th St. 2nd floor.

Foto: Shareen Vintage

En anden lille New Yorker-perle, som flere er ved at få øjnene op for, er Lovely Bride i Tribeca. Her finder du smukke lette, indie-inspirerede kjoler af både etablerede og upcoming designere håndplukket til butikken. Butikken er rå og moderne, og stemningen er varm og imødekommende. Du føler dig præcis ligeså særlig som en brud på shopping i New York skal. Online finder man en del af udvalget, men det kan ikke måle sig, med det udvalg, som venter dig i butikken.

Prisniveau: Kjolerne ligger på mellem 16.000 kr. og 23.000 kr.

Shipping: Lovely Bride sender desværre ikke til Danmark, så man skal kende nogen i USA, som kjolen kan sendes til. Dog har butikken et mindre udvalg af det, de kalder 'in-stock' kjoler, hvilket er kjoler, du kan tage med dig med det samme. Skal en kjole bestilles, tager det 6-8 måneder, før kjolen er klar og bliver leveret.

Tidsbestilling: Besøg er kun efter aftale. Bestil en tid på lovelybride.com

Adresse: Lovely Bride, 182 Duane Street. Lovely Bride har butikker 7 andre steder i USA.

Foto: Lovely Bride

'Say yes to the dress'

Har du set tv-serien 'Say yes to the dress'? Hvis ikke, er det værd at se et par afsnit, inden du drager mod New York. Det er glimrende bryllups-reality, og det giver dig en god idé om, hvad den amerikanske brud drømmer om. Den populære tv-serie optages i Kleinfeld på Manhattan, som bryster sig af at være verdens største luksus-brudebutik. Og der er virkelig noget at vælge imellem med flere tusinde kjoler på lager. Her venter en verden af luksus, glitter og glimmer, og der bliver kræset om dig fra start. At prøve kjoler i Kelinfeld er en drøm, som mange kommer fra hele verden for at få lov til at opleve. Kjolerne fås i alle stilarter og prisklasser, og drømmer du om en stor kjole til dit bryllup, så skylder du dig selv at gå i Kleinfeld. Men pas på budgettet! Det er let at blive revet med, og dit udvalg er stærkt begrænset, med mindre du har et budget på +20.000 kr.

Prisniveau: Fra 14.000 kr.

Shipping: Kleinfeld sender til hele verden. Prisen afhænger af kjolen. Kleinfeld anbefaler, at man køber sin kjole 8-10 måneder inden brylluppet.

Tidsbestilling: Besøg er kun efter aftale. Bestil tid på kleinfeldbridal.com. Det er overraskende nemt at få en tid, som ofte kan bestilles fra dag til dag - med mindre du ønsker en tid i weekenden, så er ventetiden ca. 1 ½ måned.

Adresse: Kleindfeld, 110 West 20th Street

Foto: Kristina Marcussen

En vintage-drøm

At finde en vintagebrudekjole er lidt som at vinde i lotteriet. Kjolen skal være lige den stil, du kan lide i den rette størrelse og i ordentlig stand. Med typisk kun et eksemplar af hver kjole, kan det godt føles som en umulig opgave. Den største chance for vintage-jackpot finder du en god køretur uden for centrum. Nærmere betegnet hos Mill Crest Vintage i Lambersville, New Jersey. Butikken er dog hele den 70 min. lange tur værd. Ejerne Erica og Paula har samlet mere end 1.000 vintagekjoler i deres lille butik. Kjolerne spænder vidt i stil med alt fra shikke 1920'er kjoler til 70'er- og 80'er fund. Besøg i butikken er kun efter aftale. Til gengæld kan du tage kjolen med dig med det samme, hvis du er så heldig at finde den rette. Og med en gennemsnitspris på ca. 2700 kr., er der pludselig plads til andre sjove ting i bryllupsbudgettet. Tjek eventuelt deres udvalg online på millcrestvintage.com inden du starter rejsen mod butikken.

Prisniveau: Gennemsnitspris: 2.700 kr.

Shipping: Ikke nødvendig, du får kjolen med dig med det samme.

Tidsbestilling: Besøg er kun efter aftale. Send en mail til bridal@millcrestvintage.com

Adresse: Mill Crest Vintage, 72 Bridge St., Lambertville, NJ 08530

Foto: Mill Crest Vintage

En designerkjole i Carrie's fodspor

Brudekjoleshopping i New York er for mange lig med med Vera Wang. New Yorker-designeren, som startede sin karriere som brudekjoledesigner i New York er nu at finde over hele verden. Alligevel er det noget særligt at komme ind i hendes første flagship store i New York. Her får du luksus, drama og kunstnerisk æstetik helt ned i mindste deltalje. Her er intet mainstream, og du er garanteret en kjole der vil blive talt om længe efter dit bryllup. Besøg i butikken er kun efter aftale, og på hendes hjemmeside kan du få en smagsprøve på, hvad der venter.

Prisniveau: Vera Wang har altid to linjer i sine kollektioner: Vera Wang Collection som starter på ca. 20.000 kr. Og Lux Collection som starter på 45.000 kr.

Shipping: Vera Wang sender til hele verden. Vera Wang anbefaler, at du bestiller din kjole 6-8 måneder inden brylluppet.

Tidsbestilling: Besøg er kun efter aftale. Bestil tid på verawang.com.

Adresse: Vera Wang Bride, 991 Madison avenue

Foto: Kristina Marcussen

Vil du gerne have flere luksusmærker at vælge mellem, når du prøver kjoler som f.eks. Oscar de la Renta og Alexander McQueen? Så er brudesalonen hos Saks Fifth Avenue et godt valg. Her er dømt luksus for alle pengene, og du bliver behandlet som en dronning i den lille salon, som ligger i stormagasinet af samme navn. Her finder du stort set alle luksusbrands inden for Brudekjoler. Budgettet skal også være derefter, da priserne starter på ca. 30.000 kr.

Prisniveau: Fra 30.000 kr.

Shipping: Saks Fifth Avenue sender til hele verden. De anbefaler, at du køber din kjole minimum 7 måneder før, specielt, hvis kjolen skal sendes til Danmark.

Tidsbestilling: Besøg er kun efter aftale. Ring til butikken på tlf. +1 212 940 2269 for at booke en tid.

Adresse: Saks Fifth Avenue, 611 Fifth Avenue, 5th Floor.

Foto: Kristina Marcussen

Den populære

BHLDN er en af de mest populære brudebutikker i New York, og det er ikke uden grund. Man fristes til at tro, at det er en fejl, når man forsøger at bestille tid online og først kan komme til tre måneder senere. Det er det ikke. BHLDN har forstået at gøre brudekjoleshopping enkelt og til en pris, som de fleste kan være med på, og det er populært. Alle kjoler finder du online, og når du møder op til din aftale, oplyser du blot navnet på de kjoler, som du gerne vil prøve. Kjolen sender de til dig inden for syv arbejdsdage, og fortryder du, returnerer du den bare igen. Butikken er ikke noget særligt, men hvad den mangler i sjæl, vinder kjolerne i stil. Deres kjoler er moderne, lette og lækre og fyldt med skønne detaljer, uanset om du er til kort eller langt, blonder eller stropløst. Dette er dog ikke stedet, hvis du drømmer om den store balkjole.

Pssst... I løbet af den næste måned åbner BHLDN en ny butik i NYC, location er ikke afsløret endnu, men de siger, at de kunder, der står på venteliste, er de første der kommer til i den nye butik.

Prisniveau: 5.000-20.000 kr.

Shipping: BHLDN sender til Danmark. De fleste kjoler sendes inden for 7 hverdage.

Tidsbestilling: Kun efter aftale. Bestil tid på BHLDN.com. OBS! Har du ikke tre måneder til at vente på den næste ledige tid hos BHLDN, så fortvivl ikke, send blot en email til nycwaitlist@gmail.com, så modtager du en autogenereret formular, hvor du kan registrere dig på deres venteliste. Du kan også bestille en 'telefonkonsultation' på deres hjemmeside, hvis du ikke har mulighed for at komme ind i butikken.

Adresse: BHLDN, 1230 3rd Avenue. BHLDN ligger også 7 andre steder i landet.

Foto: Kristina Marcussen

Brudekjole på budget

David's Bridal er ikke en typisk New Yorker-butik. Faktisk ligger David's Bridal i alle større provinsbyer og har over 300 butikker i USA. Når du træder ind i butikken, er der heller ikke nogen særlig wow-effekt over stedet. Det, der alligevel gør David's Bridal interessant, er, at man kan få kjoler fra mange store designere til en overkommelig pris. Er man designer og noget ved musikken, har man også lavet en lidt billigere gæstekollektion hos David's Bridal. Lige nu finder man f.eks. kjoler fra Vera Wang og den britiske designer Jenny Packham. David's Bridals udvalg er enormt, og uanset om du er høj, lav, tyk eller tynd, kan du helt sikkert finde en kjole, der passer. De har også en omfattende kollektion til både brudepiger og brudens mor.

Prisniveau: Fra ca. 2.500 kr. for David Bridal's egen kollektion. Kollektionerne fra Vera Wang starter på ca. 6.000 kr.

Shipping: Desværre sender Davids Bridal ikke til Danmark endnu, men de har en række kjoler, som kan bestilles og leveres til butikken inden for 2-3 hverdage, så planlægger du turen godt, kan du få kjolen leveret inden du rejser tilbage til Danmark igen. Samtidig lover butikken i New York, at de i mange tilfælde også gerne vil sælge udstillingsmodellen, hvis den er i god nok stand.

Tidsbestilling: Bestil tid i forvejen og se kjolerne online på davidsbridal.com.

Adresse: David's bridal, 751 Sixth Avenue. David's bridal ligger også mange andre steder i landet.

Foto: David's Bridal

Tips til at finde brudekjolen i NEW YORK

Nyttige ord at kunne, hvis du drømmer om at finde brudekjolen i New York

Blonder: Lace

Slæb: Train

Tilpasning af kjole: Alterations

Underkjole: Slip

Kjolesnit: A-line - tætsiddende for oven og med stort skørt fra taljen og ned, mermaid – havfrue-snit, ball gown – balkjole, shetah - mere enkle tætsiddende kjoler

Lagersalg: 'Sample sale' - De fleste designere og butikker afholder lagersalg en til to gange om året – det gælder også Vera Wang og Saks Fifth Avenue, der sælger designerkjolerne med op til 85% rabat. Så søg på nettet efter 'sample sale' inden dit besøg i New York, måske er du heldig!

Trunkshows: De fleste designere holder løbende 'trunkshows'. Her får du mulighed for at se og købe den kommende kollektion, som endnu ikke er ude i butikkerne – ofte med en smule rabat.

LÆS OGSÅ: Sådan blev Johanne gift uden trusser på

LÆS OGSÅ: Casper og Jenny blev gift på en bakketop i Central Park

LÆS OGSÅ: På jagt efter drømmekjolen i New York