guide til at investere i aktier

9-trins-guide: Kom godt i gang med at investere i aktier

Dine hårdt opsparede penge på bankkontoen står og mister værdi, så du vil gerne investere dem i aktier. Men hvordan gør du? Vi har spurgt Pernille Wahlgren, der er investor, foredragsholder og forfatter til bogen Investér i livet. Her guider hun trin for trin til at investere i aktier.

Obs: Pernille Wahlgren er ikke uddannet økonomisk rådgiver, og hun gør opmærksom på, at der altid er en risiko for tab, når man investerer i aktier.

1. Start med at sige til dig selv, at du kan

Den største forhindring for at komme i gang med at investere er oftest dig selv. Du skal have styr på dine tanker og tro på, at du kan. Det er dog ikke alle, der kan være investorer, for markedet går hele tiden op og ned, og du skal kunne tåle at se, at det hele pludselig ser rødt ud uden at reagere på det.

2. Lav dit forarbejde

Du behøver ikke være ekspert for at kunne begynde at investere, men hvis du har gjort dit forarbejde, har du meget bedre forudsætninger for at blive en god investor. Find mere viden om investering i guiden her. 

3. Find pengene

Måske har du arvet nogle penge, måske har du en stor opsparing stående, der mister værdi, eller måske skal du først ud at finde nogle penge, du kan investere. Hvis sidstnævnte er tilfældet, kan du se Pernille Wahlgrens tips til besparelser i hverdagen i nedenstående boks:

  • Uanset hvad, er en god start at rydde op i dit hjem og privatøkonomi, inden du begynder din investeringsrejse.
  • Når man får ryddet fysisk op, kan det få både krop og sind til at føles lettere, så find alt det frem, du ikke bruger eller behøver og sælg det på et loppemarked, Den Blå Avis eller Trendsales.
  • Gør det sjovt ved løbende at skrive ned, hvor meget du sælger for, så du har et overblik over, hvad du kan bruge på aktier.
  • De penge er ikke så farlige at investere, da det ikke er nogle, du havde i forvejen.            

4. Investér aldrig penge du ikke har

Du skal aldrig investere penge, du ikke har, eller penge du ikke kan tåle at tabe. Der er altid en risiko for tab, når man investerer, og du skal ikke risikere, at du er tvunget til at sælge dine aktier med et negativt afkast, fordi du skal bruge pengene. Så hav en konto med en buffer stående i banken, hvis du pludselig skal have ordnet dine tænder, eller din cykel bliver stjålet.

5. Gør dig nogle tanker om, hvad du vil opnå med din investering

Arbejder du for dine penge, eller skal dine penge arbejde for dig? Gør dig nogle tanker om, hvad du vil med dit liv. Drømmer du om at tage en uddannelse, pensionere dig selv før tid, tage familien med på jordomrejse eller købe en stor villa? Din alder har også betydning, når du investerer. Hvis du laver en pensionsopsparing som 25-årig, kan du tænke rigtig langsigtet i dine investeringer, men hvis du er over 65 år og ny på aktiemarkedet, skal du måske passe mere på, da der er kortere tid til, at du skal bruge pengene.     

6. Køb nogle aktier du tror på 

Hvis du investerer i enkeltaktier, er det vigtigt, at du finder nogle virksomheder, der arbejder med noget, du forstår, som du tror på i fremtiden, og som matcher dine bløde værdier f.eks. bæredygtighed. Som aktier bliver du medejer af virksomheden, og dine investeringer vil efterlade et lille aftryk på verden.

7. Opret et depot

Du skal oprette et depot, hvor dine aktier kommer til at stå, når du har købt dem. Du kan enten gøre det i din egen bank eller på en handelsplatform som Nordnet eller Saxo Bank. Du kan oprette flere depoter til forskellige ting, f.eks. et depot med frie midler – her kan du i princippet trække pengene ud i morgen og / eller opbygge en pensionsopsparing, hvor pengene er låst fast. Når du har oprettet et depot, skal du overføre penge til depotets tilhørende konto, så du er klar til at købe din første aktie. Når du har købt aktien, vil den kunne findes i dit depot, og så er du faktisk i gang med at opbygge en aktieportefølje.  

8. Spredning er redning

Pernille Wahlgren anbefaler, at man altid kommer langsomt ind i markedet. Hvis du har 100.000 kr., som du skal investere, skal du altså ikke gøre det på én gang. For en nybegynder har det også stor betydning, at du ikke køber for meget af en enkelt aktie. Køb lidt i forskellige virksomheder og brancher, så du spreder din risiko. Måske står du med et tab på nogle af dine aktier, men hvis du har spredt din risiko, kan det tab forhåbentlig hentes hjem fra nogle aktier med overskud. Altså – spredning er redning!

9. Køb og behold!

De bedste investorer er dem, der er døde, for de køber og sælger ikke deres aktier hele tiden. Pernille Wahlgren arbejder med langsigtet investering, og her beholder man sine aktier i minimum fem år. Det er især på det her område, at kvinder faktisk er bedre investorer end mænd, fordi de ikke nødvendigvis lader sig rive med og påvirke i samme grad af det svingende marked, og de forsøger heller ikke at ”slå” markedet. Hvis du f.eks. køber aktier i en indeksfond, altså en investering, der følger et aktiemarkeds udvikling, eller du finder de enkelte selskaber, du tror på ude i fremtiden, så behøver du ikke røre ved dem før, at du skal bruge pengene.

Ordliste til dig, der skal i gang med at investere

 Aktier

Du kan købe aktier i børsnoterede virksomheder, og når du køber en aktie, køber du en lille andel af en virksomhed. Aktier kan handles frit, og prisen varierer meget alt efter udbud og efterspørgsel. Hvis man som aktionær kan sælge aktien til en højere kurs, end man købte den til, kan man tjene penge på det, men hvis det omvendte sker, taber man penge på at handle med aktier.

Børs

Al aktiehandel foregår på en børs, hvor købere og sælgere mødes (virtuelt).

Depot

Depotet er det sted, hvor de indkøbte aktier opbevares. C25-indekset Et indeks betegner en gruppe af udvalgte aktier, som typisk kommer fra samme geografiske område og har en vis størrelse. I Danmark hedder det mest kendte indeks OMX 25 – det der kaldes C25-indekset. Det dækker de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs – Nasdaq Copenhagen.

Kurtage

Når du bruger en handelsplatform som f.eks. Nordnet til at købe og sælge aktier, så er der pålagt en omkostning til hver handel, der kaldes kurtage.

Kurs

Kursen er den pris, som aktierne handles til.

Afkast

Afkast dækker over, hvor meget en investering er vokset eller har tabt i værdi.

Portefølje

En portefølje er en gruppe af aktier. De aktier, du har i din portefølje, opbevares i dit depot, som bliver administreret af en almindelig bank eller investeringsbank.

Risikovillighed

Det er ikke uden risiko, når man investerer i aktier, men der er stor forskel på, hvor stor en risiko en investering indebærer. Oftest er der en sammenhæng mellem, hvor stor en risiko, man tager, og hvor stort potentielt afkast man kan få. Som investor skal du overveje, hvor stor din risikovillighed er.

Risikospredning

Køb aktier i flere forskellige brancher og virksomhed, så du spreder din risiko.

Månedsopsparing

Hos blandt andet Nordnet kan du oprette en månedsopsparing, hvor du automatisk investerer et fast beløb hver måned. Fordelen ved en månedsopsparing er, at du kan komme i gang med at investere, selvom du kun har et lille beløb til rådighed til investering hver måned. Derudover spreder man sin risiko, og så behøver man ikke at tænke på at komme ind på aktiemarkedet på et bestemt tidspunkt.

ETF

ETF står for Exchange Traded Fund, og den kan handles på børsen ligesom en aktie. Når du køber en ETF, ejer du en andel af en fond, der ejer et udvalg af aktier. Når du har købt dig ind i en ETF, er du sikker på altid at få et afkast, der svarer til indeksets gennemsnit. Den helt store forskel ved ETF’er er de lave omkostninger, og så er de beskattet på en anden måde end andre frie midler – nemlig via lagerbeskatning, der betyder, at du hvert år skal betale skat af en kursgevinst, også selv om du ikke har solgt dine aktier. ETF’er er gode at investere i, hvis man ønsker at investere i aktier til sin pension, da den investering er ekstra lavt beskattet.

Om eksperten: Pernille Wahlgren

Billede af Pernille Wahlgren.jpg

Hvad bruger du dine penge på? Og vil du dele det med os?

Vi søger kvinder i alle aldre, der vil give ALT.dk’s læsere et indblik i deres økonomi samt forbrug i løbet af en uge – alt sammen skrevet ned i en pengedagbog. Dagbogen er anonym, og den vil blive bragt på ALT.dk.

Pengedagbog.jpg

Skriv en pengedagbog til ALT.dk og gør dig selv klogere på, hvor dine penge forsvinder hen hver måned. Vi søger kvinder, der gerne vil dele, hvad de bruger deres penge på i løbet af en uge i en pengedagbog. Dagbogen er anonym og vil blive bragt på ALT.dk.

Formålet er at gøre dig klogere på, hvad du egentlig bruger dine penge på og sætte fokus på kvinder og økonomi. For hvorfor er det, at vi sagtens kan diskutere alt fra kønsbehåring til skænderier med kæresten med vores veninder, men sjældent snakke åbent om, hvad vi tjener, og hvordan vi vælger at bruge vores penge?  Det vil vi gerne blive klogere på - sammen med dig! Læs meget mere om pengedagbøgerne her