Ø-ferie i Danmark: Derfor skal du vælge Langeland
Hun havde aldrig sat sine ben på øen, før hun og hendes kæreste begyndte at kigge på sommerhus for syv år siden. Men for Karoline Markholst var Langeland kærlighed ved første blik, og hun var ved at dåne over skønheden i de hvide sandstrande og den vilde natur. Her får du hendes bedste insidertips til øen i Det Sydfynske Øhav.
Det var tilbage i 2016, at Karoline Markholst sammen med sin kæreste købte et sommerhus på Langeland, der ikke bare endte med at blive deres eget lille ferieparadis, men også med at inspirere familien til at rykke fra Nørrebro til Nyborg, hvor de bor i dag – med kortere vej til sommerhuset, som de besøger så ofte, de overhovedet kan.
Hvad er dit forhold til Langeland?
"Jeg havde aldrig sat mine ben på Langeland før for seks år siden, hvor min kæreste og jeg så en annonce for det her sommerhus, der var til salg. Og jeg gik nærmest bagover over skønheden og roen overalt på øen, da vi besøgte det. Vi overtog huset få uger senere og har ikke et sekund fortrudt købet.
Hvad skal jeg på ferie i udlandet, når jeg har den her lille plet? Her får jeg tanket ny energi, og hverdagen synes altid behageligt langt væk, lige så snart vi er kørt over Langelandsbroen."
"Vi købte huset med penge, jeg havde arvet efter min mor, der døde pludseligt, og det var vigtigt for mig, at pengene blev sat i noget blivende. Det må man sige, de er blevet. Vi har kun skruet op for besøgene på Langeland, siden vi flyttede fra Nørrebro til Nyborg. Vi bruger det hele året rundt."
Hvorfor skal jeg besøge Langeland?
"Hvis du nogensinde har badet dig i lyset på Skagen eller væltet dig i bølgerne ved Vesterhavet og oplevet den særlige måde, vild natur i Danmark kan tale til sanserne på, så vil du forstå magien ved Langeland også: Her formidler naturen og skønheden på egen hånd en danmarkshistorie, hvor poesi, armod, ro og store egoer har formet øen i fællesskab."
Hvad skal jeg opleve?
"Hvis du vil være godt forberedt og have mere ud af dit besøg, så vil jeg anbefale podcasten "Lyden af Langeland”. Dyk for eksempel ned i røverhistorier om forfatter Agnes Henningsen, der en overgang boede i Rudkøbing, den geologiske forklaring på det langelandske fænomen hatbakker eller den fascinerende historie om, hvem øens mytiske Kong Humble egentlig var."
"Er I afsted som børnefamilie, og er I uheldige med vejret, så kør til sportshallen i Bagenkop. I skoleferierne er den omdannet til et mekka af klatrevægge, hoppeborge og indendørsaktiviteter. De voksne kan puste ud i hvileområdet med en gratis bog fra hallens minibibliotek."
Hvor er der godt at spise?
"Spis på Gaardhaven i Rudkøbing som DR-radiovært Carsten Holm og hans kone, Anna Marín Schram, har drevet sammen siden 2021. Der er noget så eksotisk som hipt, venligt og uformelt. De enkle menuer på kortet er lavet fra bunden, og det er en god idé at reservere plads på forhånd.
Det samme gælder fiskebuffeten på Bagenkop Kro, hvor du til gengæld kan glæde dig til firseræstetik og et overdådigt bord med friskfanget fisk fra byens kuttere tilberedt på seriøst lækre måder."
"Glæd dig også sammen med resten af langelænderne til at besøge Dageløkke Havn, som har fået nye ejere og genåbner denne sommer. De lokker med nybygget havnemiljø, stor udeservering og et kort-og-godt-koncept: Tapas, vin og god kaffe."
Hvor skal jeg bo?
"Du kan indlogere dig til en vild luksusoplevelse på Broløkke Herregård fra 1758, som for nylig er blevet gennemrenoveret og åbnet til et flot gilde for alle interesserede, hvilket gav bilkaos på hele Sydlangeland den dag. Alternativt kan du prøve et af de nye, flydende shelters på Lohals Havn."
"Personligt ville jeg nok foretrække at leje et af de mange private sommerhuse på Airbnb med gode venner og spille Scrabble og riste skumfiduser og gå ture og snakke om følelser og kunst en hel weekend. Noget af det dejligste for os er hvert år at planlægge sommerferiens vennebesøg."
Hvad er det bedste sted at gå en tur på Langeland?
"Du skal unde dig selv en tur i fuglereservatet ved Tryggelev og se den natur, som Merete Pryds Helle skrev om i sin prisbelønnede roman Folkets skønhed. Eller kør ned til Dovns Klint og bliv rusket godt igennem af en nærmest jætteagtig vind. Ved klinten kan man være så heldig at se øens flok af vilde heste galoppere rundt. Der er også en rigtig god gårute på skovstierne rundt om Tranekær Slot."
Hvor er der godt at bade?
"Ristinge Strand, der klart er øens mest kendte, er en af de allerbedste strande i Danmark med klart vand, hvidt sukkersand og en idyllisk udsigt til Ærø. Hesselbjerg Strand, som er vores nærmeste strand, ligger lige ved siden af, og vi kommer der dagligt, enten for at bade eller på vores aftengåtur. Her er børnevenligt og til at komme til - selv i højsæsonen."
Hvad er dit yndlingsspot?
"Solnedgang fra stranden ved Hesselbjerg. Her får du rolig, mennesketom strandkant i lange stræk og så et mere livligt område med en bred badebro og et godt ishus, hvor der også afholdes små koncerter og quiz-aftener. De har også en solid menutavle med god kaffe, specialøl og fish'n'chips foruden den mere klassiske gammeldaws isvaffel. Afgjort værd at køre efter, selv om man bor et andet sted på øen."
Hvad må jeg absolut ikke gå glip af?
"Shores Langelands, som tilbyder forskellige vandaktiviteter. Oplev events som kitesurf-konkurrencer, vinterbaderfestival og deres mobile paddleboard-udlån, så man kan prøve af i vandet, om det er noget for en selv."
"Og hvis du flirter med tanken om et sommerhus i Danmark, så tjek lige sommerhuspriserne på Langeland. Man får virkelig meget for pengene."