Guide til Ribe

Guide til Ribe: Det skal du opleve i Danmarks ældste by

Gå opdagelse i Danmarks ældste by, Ribe, der byder på oplevelser for hele familien. Dyk ned i historien i Ribe Vikinge Center og den gamle Ribe Domkirke samt oplev det imponerede fænomen sort sol over Vadehavet.

NYD

I Danmarks ældste by, Ribe, finder man landets prægtigste domkirke. Midt i byen rejser den femskibede stenkonstruktion komplet med spir, klokketårn og irgrønt tag sig fra mulden. Inde i den enorme domkirke åbenbarer den ene byggeteknisk krævende detalje sig efter den anden. Hvælvinger, glasmosaikker og murstenskunst i særklasse. Datidens håndværkere havde byggetæft uden lige. Vejen til kirkens top går gennem bjælkelofter, små luger og stejle trætrapper, som det er lige lovlig nervepirrende for en højdeskræk type at kæmpe sig igennem. Men himmelflugten giver øjeblikkeligt gevinst med pragtfuldt kig til den historiske bykerne på den ene side og det flade marsklandskab ved Vadehavet på den anden.

Vejen til Ribe Domkirkes top kan være nervepirrende – men man bliver belønnet med fantastisk udsigt.
Ribe Domkirke
Vejen til Ribe Domkirkes top kan være nervepirrende – men man bliver belønnet med fantastisk udsigt.

OPLEV

For 1300 år siden var Ribe de stolte, barbariske vikingers absolutte højborg. Byens strategisk gode placering ved vestkysten gjorde den til et oplagt centrum for handel og togter til søs. Gennem de sidste århundreder er massevis af gamle vikingeskatte gravet frem fra den sønderjyske muld, hvilket har gjort det muligt at rekonstruere vikingernes levevis. Det har de gjort på Ribe Vikinge Center. Her kan man gå på opdagelse i vikingernes verden, se skibsbyggere i aktion, dyrehold blive fodret og møde smeden, storbonden og trællen. Børn kan lære at kæmpe som ægte krigere og skyde med bue og pil.

På Ribe Vikinge Center kan man gå op opdagelse i vikingernes verden.
Ribe Vikingecenter
På Ribe Vikinge Center kan man gå op opdagelse i vikingernes verden.

SE

Hvert år gør millioner af trækfugle ophold i det mageløse Vadehav, der strækker sig fra Esbjerg til den hollandske kyst, for at samle brændstof til deres videre færd. Vadehavets unikke tidevandsdynamik skaber ideelle betingelser for alger, østers, muslinger og snegle, hvilket gør området til et spisekammer uden lige for både mennesker og dyr. Det UNESCO-blåstemplede landskab er råt og smukt og består af både strandenge, marskland og sandbanker. Foruden trækfugle er det også muligt at spotte spættede sæler dase på sandbankerne og se det imponerende fænomen sort sol, når hundredetusindvis af stære i flok danser hen over himlen. Snyd heller ikke jer selv for en tur i traktorbussen til Mandø, hvor man kan opleve ebbe og flod på helt tæt hold.

Ved Vadehavet kan man opleve det imponerende fænomen sort sol.
Vadehav
Ved Vadehavet kan man opleve det imponerende fænomen sort sol.