Rejseguide til Tokyo: Få styr på byens hemmelige favoritter

Fællesbade uden en trævl på kroppen, hemmelige vinylbarer, tesaloner, karaoke, keramik og sushi. Tokyo er en endeløs labyrint af nye smage, indtryk og sanseoplevelser. Følg i hælene på journalist og stylist Marie Monrad Graunbøl, som kender verdens største by bedre end de fleste fra sine mange besøg i den japanske hovedstad, hvor mulighederne er uendelige, og man aldrig bliver hverken mæt, træt eller færdig med at undres.

Smukke karameller

Den japanske forkærlighed for det specialiserede, forfinede – og ofte også en smule nørdede – er synlig fra supermarkedets hylder, der er fulde af variationer over samme dagligvare, til mængden af specialbutikker, som dyrker en særlig niche. 

En af dem er Number Sugar, der sælger karameller med alt fra den meget asiatiske version med matcha og ingefær til mere traditionelle med vanilje og hindbær – alle pakket ind i de yndigste emballager, som var det guld og diamanter. 

Butikken i Daikanyama er blevet kædens hippe kronjuvel, hvor Tokyos velklædte damer shopper de dekorative lækkerier, der pakkes møjsommeligt ind ved kassen som små gaver.

En karamel bliver behandlet som en juvel hos Number Sugar i Daikanyama, hvor byens velklædte damer shopper værtindegaver

Numbersugar.jp

Nyt kvarter

Tokyo er med sine 38,1 mio. verdens største by målt på indbyggertal, så det er ikke så underligt, at den føles uendelig. Du kan besøge byen et hav af gange uden nogensinde at blive færdig med at udforske alle dens afkroge, og derfor må du vælge. 

Lige nu taler alle om den hyggelige bydel Kiyosumi Shirakawa, som de seneste år har undergået en rivende udvikling, der har ført et væld af nye spisesteder, butikker og især kaffebarer med sig. Nyd morgenkaffen på cafeen Iki eller lille hyggelige Kraft Coffee, hvor mobiler og laptops er bandlyst, fordi de ifølge ejeren spolerer den gode samtale. 

Dagens shopping klarer du i det lillebitte keramikgalleri Wolk og i den velindrettede konceptbutik Babaghuri, som er kendt for chefdesigneren Jurgen Lehls hippieinspirerede – men særdeles eksklusive – miks af japansk kunsthåndværk. 

Man kan godt få brug for en pause. Nyd den i den traditionelle, japanske have Kiyosumi Teien

Kiyosumi Shirakawa er desuden hjemsted for den elegante, japanske have Kiyosumi Teien og ligger på kanten af Kiba Park, hvor man finder et af Tokyos største museer for moderne kunst, Museum of Contemporary Art Tokyo, med en permanent samling af værker af både Yoko Ono og Roy Lichtenstein. Endnu to gode grunde til at bruge en dag i kvarteret.

Ikiespresso.com, @kraftcoffee_jp, Wolk-zakka.com, @babaghuri, Mot-art-museum.jp

Jazz i neonjunglen

Man forstår ikke, hvorfor konceptet ikke er mere udbredt i resten af verdens storbyer: vinyl-cocktailbaren! Det er nemlig lige så enkelt, som det er cool. En vender vinyler, en anden ryster cocktails, og interiøret lugter lidt af herreværelse, men alle er velkomne – især de intellektuelle typer med flade sko og en forkærlighed for jazz. 

Tokyo vrimler med vinylbarer, som ofte er gemt væk bag hemmelighedsfuldt lukkede døre på de øverste etager i byens mange højhuse. Både køer og ventelister taler deres eget tydelige sprog, så kom tidligt, eller vær parat til at vente på din plads foran baren. 

Hvor du end kigger hen, er Tokyo fuld af overraskelser, inspiration og hverdagsæstetik

To af byens bedste er den lille, intime Bar Music i Shibuya, der ejes af dj’en Tomoaki Nakamura, hvis pladesamling bugner af bossa, funk og melodisk retrojazz, og Jazz Inn Uncle Tom, som blev grundlagt i 1977 og med sine over 3.000 vinylplader spreder sig i alle genrens hjørner. 

Kan du ikke få nok, så besøg også elegante Studio Mule, som godt nok ikke serverer cocktails, men naturvin i alle aftapninger. Her spiller ejeren Toshiya Kawasaki hits fra sin egen pladesamling, og den er ikke for amatører – han ejer nemlig også pladeselskabet Mule Musiq.

Barmusic.buyshop.jp, Jazzinnuncletom.wixsite.com/mysite@studiomule

Bentobokse til turen

I Japan er en madpakke ikke en irriterende nødvendighed, når man er på farten, men et stykke kunstfærdig gastronomi, hvor øjnene bliver ved med at være sultne, også når maven for længst er mæt. 

Overalt i Tokyo – på togstationer, i supermarkeder og i specialbutikker – fås traditionelle, færdiglavede madpakker, de såkaldte bentobokse, som er lige til at tage med i tasken. 

Find din favorit i Kiyosumi Shirakawa-kvarteret hos populære Tsukiji Yamano, som har specialiseret sig i elegante fiskeanretninger, eller i bunden af stormagasiner som Takashimaya eller Isetan, hvor du kan få et væld af traditionelle bokse med blandet indhold. 

Små, delikate fiskeanretninger i fine trækasser venter hos Tsukiji Yamano, hvor du kan købe takeaway-frokost

Skal du en tur med toget, skal du spørge efter en Ekiben – en sammentrækning af ordet eki, der betyder tog, og ben som i bento. På de fleste store stationer kan du nemlig vælge bento med din destinations særlige egnsretter, eksempelvis små riskugler, hvis du skal til Nagoya, eller kinesisk inspirerede dumplings, hvis du er på vej til Yokohama. 

Husk dog at tænke over, hvor du pakker din bento ud. I Japan er det ikke god stil at spise og drikke i det offentlige rum.

@tsukijiyamano

Alt godt fra Japan

Grove, dekorerede keramikskåle fra Okinawa, eksklusive T-shirts fra unge japanske designtalenter eller den elegant emballerede flaske med soja, der får din takeaway-sushi til at smage himmelsk. I det japanske modehus Beams’ butik i Shinjuku har brandets stilbevidste indkøbere håndplukket alt det, de mener, repræsenterer moderne japansk kultur allerbedst lige nu og spredt det på seks etager med hver sit tema. 

I stuen møder du køkkenudstyr og fine emballager, der gemmer på ingredienser, som er essentielle i japansk madlavning – og derfra går du fra mode og kunsthåndværk til popkultur og bøger, indtil du når sjette sal, hvor du kan gå på opdagelse i stedets lille galleri for moderne kunst. Intet er tilfældigt, alt er af ypperste kvalitet, og det er svært ikke at forlade butikken uden at have spenderet en mindre formue.

Beams.co.jp/global

Designernes eget museum

Da modeskaberen Issey Miyake og arkitekten Tadao Ando i 2007 åbnede 21_21 Design Sight i bydelen Roppongi var det en mindre revolution for byens designscene. Ikke nok med at museet var udtænkt og drevet af to af Japans største designstjerner, der var også lagt op til, at stedet skulle fungere som både udstillingsplatform og videnscenter – og det er præcis, hvad den smukke bygning, der naturligvis også er tegnet af Tadao Ando, i dag er blevet. 

21_21 Design Sight har, ud over de lokale talenter, haft held til at tiltrække internationale navne som franske Ronan Bouroullec og italienske Michele De Lucchi, og udstillingerne har ofte et legende, interaktivt element, der får publikum til at deltage som aktive medskabere. 

Udstillingerne handler altid om design, grafik eller mode på 21_21 Design Sight, der blev grundlagt af superstjernerne Tadao Ando og Issey Miyake og i dag regnes for et af verdens vigtigste designmuseer

I dag føres arven fra de berømte grundlæggere videre, og museet ledes meget passende af grafikeren Taku Satoh og designeren Naoto Fukasawa, der bl.a. er kendt for sine ikoniske produkter for japanske Muji.

2121designsight.jp

Fusionskøkken til frokost

Yanaka er Tokyos gamle bydel fyldt med traditionelle træhuse, der har overlevet både jordskælv, brande og bombningerne under Anden Verdenskrig, og det alene er grund til at drive formålsløst omkring i kvarterets idylliske, smalle gader og nyde bylivet. 

De fleste kender Tokyo for skyskrabere, lysreklamer og endeløse menneskemængder, men det stille, lokale liv fylder mindst lige så meget, bl.a. i den gamle bydel Yanaka, hvor husene er lave og cyklen det foretrukne transportmidde

En anden er Cibi – områdets hippe frokostrestaurant, der er grundlagt af det japansk-australske ægtepar Zenta og Meg Tanaka, som har blandet de to landes køkkener og skabt deres egen opskrift på succes. Menuen står på klassiske, vestlige retter med japansk islæt, eksempelvis fermenterede grøntsager til dine røræg eller tærte med bønner og miso, og stedets signatur: en fabelagtig yuzulimonade. 

Cibi serverer vestlige retter med japansk inspiration og er det absolut hippeste sted i bydelen Yanaka

Restauranten har også et lille, stramt kurateret udvalg af ægteparrets favoritter til køkkenet, bl.a. designeren Sori Yanagis kendte kedel og et udvalg af eksklusive drikkeglas fra den japanske producent Shotoku – og så naturligvis den populære Cibi-kogebog, så du kan gøre dem kunsten efter i dit eget køkken.

Cibi.jp

Sushi – og meget mere

Alle elsker sushi, men japansk madkultur er meget mere end det. Du kender måske ramen, tofu og tempura, men har du sat tænderne i den crispy, panerede svinekotelet ved navn tonkatsu og smagt delikat wagyu-kød, der stammer fra kvæg, som er blevet forkælet med massage og gourmetmad for at optimere kvaliteten? 

Tokyo er intet mindre end en uendelig smagsoplevelse, og listen af spisesteder, du bør prøve, er uden sidestykke, så du må starte fra en ende af og forberede dig på, aldrig at blive færdig – eller helt mæt. 

Er du til sushi af den traditionelle slags, men uden den højtidelige stemning, der hersker på visse gourmetrestauranter, så prøv Sushi Yu, hvor humøret er højt, og kokken passioneret præsenterer retterne. Tofu fås allerbedst i Tofuya Ukai, der ligger i en traditionel japansk have med små søer med gyldne karper under Tokyo Tower, hvor du kan booke et privat lokale, og betjenes af kimonoklædte værtinder, som serverer din sake fra et perfekt tempereret bambusrør. 

Kan mindre gøre det, så vælg det hurtige måltid på eksempelvis Tori Chataro, hvor byens slipseklædte hær af kontoransatte slipper hæmningerne ved fyraftenstid og drikker nama-biru (fadøl) og spiser yakitori, som er spyd med kød og grøntsager, mens de vender verdenssituationen. Smag og behag er forskelligt, men sulten bliver man heldigvis altid igen i morgen.

Suyu.jp, Ukai.co.jp, Torichataro8888.gorp.jp

Sov smukt

Trunk House er en aflægger af Tokyos populære Trunk Hotel, og som navnet antyder, er der tale om et lille byhus, der i dag er indrettet som en enkelt suite og ikke et hotel i vanlig forstand. 

Det klassiske japanske hus, som i en ikke fjern fortid var hjem for kvarterets geishaer, er i dag – trods sin anonyme facade – indrettet med et miks af eksklusive møbler og moderne kunst af både lokale talenter som Ishikawa Masumi og Hirano Chiaki og internationale navne som amerikanske Alex Dodge og Tom Sacks. 

Trunk House var engang hjem for de lokale geishaer, men i dag kan du bo i den eksklusive suite, der er ualmindeligt velindrettet og har både butler, privat karaokerum og japansk have, som der er udsigt til nedenfor

Og det stopper ikke her. En privat butler tager sig af dine mindste behov, en kok laver lige præcis de retter, du har lyst til – og som et mere kuriøst indslag er der sågar et karaokerum komplet med lummer belysning, hjemmebar og et anlæg, som lægger op til en glad aften med alle dine yndlingshits.

Trunk-house.com

Gå glad i bad

Det er en almindelig fordom, at japanerne er kropsforskrækkede, men efter et besøg i en onsen eller en sento, som er navnene for de traditionelle japanske badehuse, vil de fleste nok opdage, at sandheden er mere nuanceret. 

For godt nok falder de færreste hinanden om halsen eller kindkysser offentligt, men nøgenhed er til gengæld hverken forbundet med skam eller blufærdighed. En årsag kan sandsynligvis findes i landets årtusinder gamle badkultur, hvor man på tværs af generationer samles uden en trævl på kroppen i det samme badekar, gerne fyldt med vand fra de varme kilder, som overalt i Japan trænger op fra den vulkanske undergrund. 

Har du ikke booket et ophold på et såkaldt onsen-hotel udenfor Tokyo, kan du nøjes med en dagtur i byens varme kilder. Eksempelvis luksuriøse Somei Onsen Sakura, hvor der er både kvinde- og mandeafdeling og desuden massage, traditionel restaurant og kimonoer til låns. 

Det er dog en god idé at kende til skik, brug og etikette, før du dypper dig. Badetøj er forbudt, og har du tatoveringer, er du ikke velkommen, for den slags er forbeholdt den japanske mafia, som i gamle dage brugte fællesbadene for at dække over de lyssky aktiviteter.

Sakura-2005.com

Køkkenkærlighed

Gaden Kappabashi er et paradis for amatørkokke, madnørder og gastronomer med dyre vaner. Det er her, du finder sirligt dekoreret keramik i alle prisklasser, spisepinde og rivejern, kogegrej og kaffekander – og ikke mindst kostbare knive lavet efter samme ældgamle principper som samuraisvær. 

Det kan være en overvældende affære at finde vej gennem de over 170 butikker på den knapt en kilometer lange gade, så sigt efter en af de bedste – Kama Asa. De historiske rødder er dybe, og ekspertisen er gået fra mester til lærling siden 1908, hvor butikken blev grundlagt. 

Filosofien er den samme som dengang: Vælg kun den bedste gryde, kniv, ske, tepotte og alt det andet helt essentielle, der skal til for at lave et godt måltid – japansk eller ej. Mere behøver du ikke.

Kama-asa.co.jp

Hvis du har lyst til mere …

… så spis din frokost på toppen af byen på tagterrassen i modebrandet Minä Perhonens konceptbutik ved navn Call, hvor en del af charmen er, at de ansatte er fra 19 til 99 år (Mp-call.jp). Mens du er i bygningen – som i øvrigt også fungerer som kulturcenter med skiftende kunstudstillinger – bør du også besøge naboen, den yndige tesalon Sakurai Tea, hvor du får serveret din matcha efter alle kunstens regler (Sakurai-tea.jp). 

Helt samme nænsomhed og elegance forventer man ikke umiddelbart hos Okura i Daikanyama – den eksklusive flagskibsbutik for brandet Blue Blue – som udefra ligner en faldefærdig rønne, men ganske overraskende byder på mode i luksusklassen og i øvrigt helt nonchalant har et originalværk af Andy Warhol hængende midt i butikken (@okura_official).

Meget mere japansk mode får du i stormagasinet Kitte, hvor du især skal shoppe sokker fra Tabio eller sneakers fra Onitsuka Tiger (Marunouchi.jp-kitte.jp) og i den smukke konceptbutik Arts & Science (Arts-science.com), der har bøjlerne fulde af ensfarvet skrædderkunst til arkitekter og andre minimalistiske typer. 

Ogawa Coffee Laboratory er kendt for sin kaffe – og for sine strømlinede cafeer og butikker, hvor oplevelsen næsten slår smagen

Brug for et sukkerboost? Aflæg den smukke, lille butik RuRu Mary’s (Mary.co.jp) et visit, og køb fyldte chokolader i blomstrede æsker a la poesibøger fra 50’erne. Kaffen får du hos den sci-fi-inspirerede, minimalistiske Ogawa Coffee Laboratory (Oc-ogawa.co.jp) eller Blue Bottle (Store.bluebottlecoffee.jp), der nok er af amerikansk oprindelse, men er det populære valg over det meste af Tokyo. Husk at svinge forbi hylderne med merchandise, bl.a. to go-kopper, viskestykker og chikke indkøbsnet.

Om Marie Monrad Graunbøl

  • Stylist og journalist 
  • Har rejst og arbejdet i Japan de seneste 18 år, hvor hun bl.a. har været Contributing Editor på det japanske magasin MilK Japon.