Emil Nielsen afslører vilde krav
Den danske mur af en målmand stiller strenge krav til sin egen indsats.
Emil Stabil fik en helt ny betydning under sidste års VM, og kaldenavnet blev cementeret til OL, hvor den danske keeper imponerede gang på gang med en høj redningsprocent.
Det gjorde da også, at han sidste år blev kåret til MVP som sæsonens mest værdifulde spiller af Det Europæiske Håndboldforbund (EHF). Men den titel er han ikke kommet sovende til, og der har været en masse bump på vejen.
Det fortæller Emil Nielsen om i TV 2 dokumentaren "Emil Nielsen - Min egen vej", som kan ses på TV 2 Play. Her fortæller han også, at han er sin egen strengeste chef.
"Jeg ved hele tiden, hvad der skal til, for at jeg spiller en god kamp, så jeg har hele tiden styr på, hvor mange redninger, jeg skal have, før jeg rammer 40 procent," fortæller han og tilføjer med sit lune smil:
"Det er et magisk tal, jeg altid har oppe i hovedet - har jeg haft 16 redninger eller 40 procent? Så jeg bruger rigtig meget tid på at regne, når vi er i angreb."
Han er da heller ikke i tvivl om, hvad der er målet, når han går ind til en kamp, om så det er på landsholdet eller i sin klub Barcelona.
"Ambitionen er at vinde - det er at vinde alt, vi rører ved," fastslår han og fortæller, hvad hans personlige målsætning er:
"Da jeg var barn, kiggede jeg på Kasper Hvidt og Niklas Landin. Jeg håber, der er nogen, der kigger på samme måde på mig. Det ville være et fedt eftermæle, hvis der bare var nogen, der gjorde det, for så ved jeg, jeg har gjort noget rigtigt."
Denne artikel blev første gang bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.