Hanne-Vibeke Holst blev kaldt ”gamle kælling” på gaden. Det fik hende til at tænke…
63-årige Hanne-Vibeke Holst har været på barrikaderne for feminisme i hele sit voksne liv, men er i de senere år trådt i baggrunden for at hellige sig sine romaner. Nu øjner hun en ny front: Ældre kvinder skal også have en stemme og ikke skamme sig over forfaldet. Det bliver den næste kamp, siger hun i dette interview, hvor chefredaktør Rikke Dal Støttrup har mødt bestseller-forfatteren for at trække en rød tråd fra 'Hejsa, Majsa' over Holsts praktiktid på ALT for damerne til nu, hvor hun har iagttaget sexisme-opgøret fra sidelinjen.
Jeg har ventet i halvandet år på, at hun skulle få tid til at snakke med mig. Afvisningerne har været høflige, men konsekvente:
Hej Rikke!
Er rørt over din vedholdenhed og ked at jeg igen må afvise min venlige stalker!
Sidder dybt begravet i romanproces og kan ikke tænke en anden tanke så langt øjet rækker. (Tak, det går godt, men tager tid …)
Så desværre, Rikke.
Ciao
HV
Da jeg en sen aften i efteråret fandt en hvidvinsoverrislet udgave af mig selv i gang med endnu en ublu forespørgsel i toiletkøen til en reception på Gyldendal, vidste jeg, at vi stod ved en korsvej: Enten ville hun endelig været faldet for sin tilbeder, eller også var jeg for evigt bandlyst fra audiens.
Heldigvis skete det første. Eller … dét og så det faktum, at hun er blevet færdig med sin roman 'Kriger uden maske' om billedhuggeren Sonja Ferlov og dermed er i gang med promovering og presse.
"Romanen handler om at turde manifestere sig, selv om man er kvinde. Om en kvinde, der går kompromisløst imod konventionerne," siger hun om værket, hun har arbejdet på de sidste fem år, da vi endelig sidder her i hendes smukke Frederiksberg-lejlighed.
Vi er her ikke for at tale om bogen, men fordi jeg har sådan brug for sammen med Hanne-Vibeke Holst at trække en rød tråd gennem sexisme-opgøret, ALT for damernes historie, og ja... mit eget liv.
Der er nemlig noget, jeg har tænkt over, siden jeg sidst var i lejligheden for 22 år siden. Det kommer vi til.
For det første af de krydsfelter, vi skal afsøge denne eftermiddag, ligger endnu længere tilbage: Vi begynder i 1980.
Hvor den 21-årige Hanne-Vibeke udgiver sin allerførste roman, ”Hejsa, Majsa”, der blev det første møde med erotik i litteraturen for en hel generation af piger, der var unge læsere i 1980’erne.
Han lader en finger glide ned i hendes trusser. Kun meget blidt.
”Kan du også lide det”, spørger han, og hun kan mærke, han smiler.
”Jah”, siger hun igen og kysser hans ene skulder.
”Skal jeg tage dem helt af”, spørger han.
”Hejsa, Majsa”, Hanne-Vibeke Holst, 1980
Det er de pirrende petting-scener, jeg husker bedst, men Maja-bøgerne handler også om noget helt andet, siger Hanne-Vibeke Holst.
"'Hejsa, Majsa' er en feministisk ungdomsroman, det er det altså. Den handler om den her lidt stille pige, Maja, som er forelsket i Niels og hænger ved ham, men så i toeren, 'Ud af røret, Maja', gør hun oprør, slipper ham og rejser ud i verden."
Den 21-årige debutforfatter var allerede dengang en trænet feminist efter nogle teenageår, der havde været præget af både kampgejst og internationalt udsyn.
"Selv om vi ikke havde store demoer på torvet i Løkken, så var der skvulpet noget rødstrømpefrigørelse op til os. Pludselig var der kvinder, der lod sig skille. Koner, der fik bank, fandt sig ikke længere i det, men gjorde oprør. Mødrene fik deres eget arbejde og ville beholde pengene. Indtil da havde de afleveret til fatter og havde ingen selvbestemmelse. De begyndte også at få kørekort og køre bil. De blev klippet korthåret eller fik de såkaldte skilsmissekrøller. Frisørerne havde travlt i de år!"
Hverdagsfeminismen tog form som praktiske forbedringer for kvinderne.
"For eksempel var buksestrømper og lange bukser et konkret fremskridt. Indtil da gik kvinderne med hofteholder og nylonstrømper, og mange fik jo blærebetændelse, fordi man altid frøs. Min mor gik også over til buksestrømper, og det var noget af det, min far virkelig forbandede ved kvindebevægelsen. Han syntes, det var meget mere pikant med hofteholder."
Kostskolen
Som 14-årig var Hanne-Vibeke Holst taget alene til Wien for at tage 9. klasse på et kostgymnasium for piger. Det blev en definerende oplevelse, siger hun i dag.
"Jeg var ved at vokse ud af Løkken, jeg havde brug for noget mere end det, jeg havde kunnet få på Løkken Centralskole. Jeg læste meget og havde en klog kæreste, der var fem år ældre end mig. Mine forældre kunne se, jeg havde brug for stimulans – og måske ville de også gerne have mig væk fra ham kæresten, selv om han var sød."
"I Wien lærte jeg the hard way at være meget alene. Med mine ringe tyskkundskaber var jeg var i lang tid sprogligt isoleret. Det var strengt for en, der var vant til at snakke løs. Min ensomhed tvang mig til at udvikle et rigt indre liv og robusthed."
Hanne-Vibeke landede som en fremmed fugl på sovesalen blandt de østrigske piger, der kom fra alpelandsbyernes folkeskoler.
"Det var en striks og småborgerlig, konservativ kostskole. Hver uge havde vi kun to timers udgang og skulle vise pas, Ausweis. Jeg gik ud og oplevede, hvor stor verden var, stor billedkunst, klassiske koncerter, og jeg lærte at gebærde mig i en storby alene. De andre piger brugte deres udgang på at gå på Eiskaffee og hænge ud med jugoslaviske gæstearbejdere med det resultat, at flere af dem blev gravide, for mange af dem vidste jo ingenting. Der var virkelig brug for noget almen oplysning, kan man sige."
Redningen var heldigvis lige ved hånden: En feministisk bannerfører fra Danmark var klar til at indvie dem i kvindernes frigørelse.
"De havde ikke hørt noget om feminisme, så jeg tog det på mig at omvende pigerne på sovesalen om aftenen, hvor vi skubbede sengene sammen, og så prædikede jeg for dem, at de ikke skulle finde sig i noget, og at de skulle tage en uddannelse. Det var ikke nok med ”Kinder, Küche, Kirche”, de måtte blive emanciperede og gøre oprør."
"Jeg havde ikke lært ordet patriarkalsk endnu, men forstod, at vi skulle gøre oprør mod, at mændene dominerede, og at faren altid fik den største bøf, og at vi var henvist til rollen som mødre og det tynde øl. Vi skulle tjene vores egne penge. Vi havde ret til vores egen seksualitet og ikke mindst vores egen identitet."
"Jeg var en brændende agitator – på mit haltende tyske. De sad bare og måbede, når jeg snakkede om fri abort, p-piller, Thylejren og Christiania. Vi var 30 år længere fremme end dem, men de opfattede Danmark som det rene Sodoma og Gomorra."
Aktivismen fortsatte igennem gymnasietiden i Brønderslev. Hanne-Vibeke Holst var forfatterbarn og skrev digte, kronikker og debatindlæg om den omverden, hun ikke kunne lade være med at forholde sig til.
"Jeg har altid følt en forpligtelse til at redde verden. I de tidlige år var jeg meget rebelsk og var hangaround til ekstreme venstrefløjspartier. Jeg læste Maos lille røde og var altmuligt -istisk. Jeg var Ulrike Meinhof-orienteret, stram og aggressiv, ikke tvivlende. Uniformen var hønsestrik og Kansasbukser."
Mens de revolutionære 1970’ere rindede ud, tog Hanne-Vibeke Holst til Paris. Her forsvandt de brede bukser, kernelæderstøvlerne og den plantefarvede hjemmestrik – sammen med rebelskheden, der var svær at holde vedlige i hendes franske solitaire.
"Jeg sad på caféer og røg Gauloise og skrev og skrev. Jeg havde ikke nogen at være politisk med. Jeg læste venstrefløjsavisen Liberation, men jeg købte troligt ugebladet Elle. Jeg var fascineret af de franske kvinder og af den franske sensualitet, som jeg ikke havde selv. De kunne noget, som vi danskere ikke rigtigt havde styr på – det med at være enormt cool og stærke og samtidig enormt sensuelle og erotiske på den der franske måde."
"Jeg fik købt mig et par smalle cigaretbukser og tænkte, at ”nu starter det. Nu bliver jeg en ny kvinde”."
Journalisthøjskolen
Kosmopolitten i de parisersmarte slacks søgte ind og blev optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus.
"Jeg var splittet, for jeg havde en romanforfatter i maven, men jeg vidste også, at jeg var nødt til at tage en uddannelse. Jeg var meget optaget af samfund og politik og af seje journalistkvinder som Ulla Terkelsen og Mette Fugl."
Hun husker sig selv som ambitiøs og nørdet, men også at hendes opmærksomhed flimrede:
"På journalisthøjskolen brugte jeg meget tid på min store kærlighed, Jes Dorph-Petersen, vi var kærester i de fire år. Han var min første københavnske kæreste, han var meget længere fremme i bussen end de vendelboer, jeg var vant til, og det var jeg ret vild med. Vi havde det sindssygt sjovt, og det var hedt i de fire år, det varede."
Vi taler om skismaet: At også de store feminister og rollemodeller lader sig overmande af følelser og underkaster sig kærligheden.
"Det er også det, der er dilemmaet i Therese-trilogien. Hun prøver at tonse derudad med karrieren, men bliver alligevel snigløbet af forelskelse og ”vil han mig, vil han mig ikke”, og det skete også for mig i de år, fortæller hun og kommer i tanke om en anekdote om en anden stærk kvinde."
"Jeg kan huske, jeg interviewede Ulla Terkelsen engang, da hun var blevet udnævnt til nyhedschef for det nye TV2. Jeg blev sendt til Washington af Søndags B.T. Hun var jo en supersej korrespondent og mit store forbillede, og nu skulle hun være big boss. Da jeg kom hjem til hende, var hun ved at lakere sine negle røde – helt sitrende ”undskyld jeg kan ikke koncentrere mig”. Jeg tænkte: ”er det et eller andet storpolitisk?”, men nej … ”jeg får besøg af en mand i aften, som jeg er fuldstændig vild med”."
"Det var lidt skuffende ”nå, skal vi ikke tale om amerikansk storpolitik eller dine visioner for TV2?”. Men selv for Ulla Terkelsen kunne det også være det romantiske, der fyldte mest... det, synes jeg, er meget sjovt."
Damernes matriarkat
Vi er nået til 1981 og det tidspunkt i historien, som er hele årsagen til, at jeg oprindeligt kontaktede Hanne-Vibeke Holst.
Hun var nemlig praktikant på ALT for damerne i en helt særlig periode, og det ville jeg gerne have talt med hende om i forbindelse med bladets 75-års jubilæum sidste år.
I en årrække fra 1976 til 1983 var redaktionen præget af en gruppe rebelske kvinder, der lavede feministisk journalistik.
Helt uhørt for et dameblad var ALT for damerne i januar 1981 blandt de syv nominerede til Cavling-prisen for ”virkelig seriøst arbejde i et team, der går i dybden med samfundsrelevante emner, som ofte senere tages op blandt andet af dagspressen”.
Det perfekte praktiksted for Hanne-Vibeke Holst.
"Jeg så op til ”damerne” på redaktionen. De skrev supergodt, og især syntes jeg, at Barbara Gram var megasej. Hun var kendt for at have holdt et bryllup med sig selv, da hun blev 30, fordi hun ikke var blevet gift. Så hun stod hvid brud, men uden brudgom. Det var der ingen, der havde gjort før, og jeg syntes, det var en skøn happening."
Men også her så Hanne-Vibeke Holst splittelsen mellem frigørelse og længsel. Første gang hun mødte sit forbillede i virkeligheden, var en dag, hvor stjernejournalisten utålmodigt kredsede om receptionen: ”Er der nogen beskeder til mig?” … ”stadig ingen beskeder?”
"Så fandt jeg ud af, at hun også var forelsket, og det eneste, hun gik op i, var, om han havde ringet. Mit femi-idol! Og så var det, der snurrede rundt i hovedet på hende, love."
Dualiteten fandtes i alt, hvad der foregik på redaktionen. Mens hun fortæller, mærker jeg en vis genkendelse, for selv om det er 40 år siden, oplever jeg stadig ALT for damernes redaktion som en bouillon-terning af alle de dilemmaer, kvinder befinder sig i.
"Alle redaktionsmøder handlede selvfølgelig om indhold og om at få sneget noget af det her emanciperede stof ind, progressive kvinder og rollemodeller af forskellig art. De var ambitiøse i forhold til kvindekampen, de skrev godt og når de kom tilbage fra reportager, var de helt røde i kammen af begejstring over dem, de nu havde mødt. Det var meget inspirerende for mig."
"Men det var kun halvdelen af møderne, der gik med artikeludvikling, den anden halvdel gik med deres kæreste-sorger, parforholdskriser og med at snakke om deres børn."
"Jeg var meget nysgerrig, men også lidt skuffet over, at de ikke var mere ”faste i kødet”. At de ikke kun var på karrieren og kvindekamp, men også havde alt det andet kørende."
"Det var spændende for mig at se, hvordan de her kvinder, som var i 30’erne, var splittede og forvaltede at være i klemme mellem det produktive og det reproduktive. De prøvede at jonglere med noget gammelt og noget nyt."
Hanne-Vibeke blev hurtigt spottet som et talent. Der skrev langsomt, men godt. Hun fik for eksempel lov til at udfolde sig i lange artikler om Karen Blixens liv, der ligesom kvinderne på redaktionen oplevede splittelsen mellem autonomi og uforløst kærlighed.
Men det var en anden artikel, der skulle blive definerende for Hanne-Vibekes fremtid som journalist. En artikel om fodbold. Hun læser op fra den arkivbog, jeg har medbragt:
”De vælter i mudderet, de bider i græsset, de bander rasende, de jubler som børn, de spiller fodbold.”
"Arhmen den indledning der... Den er da skidesjov og godt skrevet!"
"På det tidspunkt var jeg stadig kæreste med Jes, som gik sindssygt op i fodbold. Han blev deprimeret, hvis Danmark eller hans yndlingsklub tabte – og overlykkelig, hvis de vandt. Det forstod jeg virkelig ikke, så derfor var jeg nysgerrig efter at undersøge det."
Artiklen skaffede hende det næste job. På Berlingske Tidende, hvor de syntes, det var fantastisk med en kvinde, der skrev om fodbold.
Det var tid til at sige farvel til det beskyttende matriarkats sanseligt indrettede kontorer og goddag til beskidte tallerkner og tomme ølflasker i det berlingske machounivers.
One of the boys
"Det var til gengæld et rigtigt machomiljø. Det var nyhedshunde, og det gjaldt om at komme på forsiden. Det gik stærkt, og der var ikke tid til at sidde og diskutere, om man foretrak bønnespirer eller ærtespirer."
"Jeg kunne godt mærke, at man skulle være one of the boys for at kunne klare sig. Ellers blev man jo ikke respekteret."
One of the boys. Der har vi det. Det var det første, der slog mig i debatten efter Sofie Lindes tale i 2020. At jeg havde været one of the boys. Og at der måske ikke var så meget grund til at være stolt af det, som jeg troede. Nu benytter jeg mig af chancen for at få en af Danmarks mest fremtrædende feminister i min samtid til at sætte ord på, hvad det vil sige at være one of the boys – og hvorfor det ikke flytter ligestillingen.
"At være one of the boys handler om at imitere majoritetskulturen. Det vil sige, man er lige så stærk som drengene, man leverer lige så hurtigt, man piber ikke, man gør det bare."
"Man viser ikke svaghed eller følelser. Man græder ikke, og man identificerer sig ikke med de andre kvinder, men med mændene eller med de stærke powerkvinder og lægger til gengæld afstand til de svagere kvinder – og også de svagere mænd, fordi man forstår, at det er herovre, man skal være."
"Hvis jeg havde haft børn på det tidspunkt, så havde det også været noget med, at jeg ikke ville gå tidligt, eller at jeg ikke tog hele min barsel. At man undertrykte den private side, der havde med reproduktion og følelsesliv at gøre. Det havde man ikke med på arbejdspladsen, man var produktiv, man var arbejdskraft."
"Det var ikke noget problem for mig at være one of the boys dengang, for jeg havde jo ingen børn og kunne godt blive til sent."
Det var lige præcis det, vi talte om, da jeg sidst besøgte Hanne-Vibeke Holst her i lejligheden. Efter hun havde udgivet 'Min Mosters Migræne'. For 22 år siden. Jeg var ung journalist på Fyens Stiftstidende, også dengang talte hun længe og engageret om ligestilling.
”Det kan godt være, at 90 procent af kvinderne er udearbejdende, men vi har ikke fået færre problemer. Vi har hverken 50 procent kvindelige ledere eller ligeløn for den sags skyld. Når så mange kvinder vælger deres karriere fra eller sidder fast i underordnede stillinger, er det ikke et reelt valg, men fordi arbejdsmarkedet er hårdt: Det er præget af mandlige normer, konkurrence, positionering.”
Hanne Vibeke Holst, Fyens Stiftstidende, oktober 2000.
Jeg kan huske, at jeg efterfølgende gik derfra og tænkte over ”hvorfor ser hun de spøgelser allevegne? Jeg har da aldrig oplevet noget glasloft”.
For 22 år siden havde jeg ingen børn.
Jeg fortæller Hanne Vibeke Holst, at det først to barsler senere gik op for mig, hvad hun mente. Og at jeg tit har tænkt tilbage på interviewet dengang.
"Jamen, det er først, når man får børn, det for alvor viser sig. I mine bøger om Therese er hun gravid og tager ikke hensyn til det biologiske køn og rejser rundt og er ved at få svangerskabsforgiftning i Moskva."
"Man er nødt til at erkende, at der er nogle biologiske forskelle og nogle biologiske lovmæssigheder, man skal tage hensyn til."
Men betyder det så også, at det er naturligt, at det er kvinden, der står for omsorgen?
"Absolut ikke! Der er ikke noget, der er decideret kvindeligt eller mandligt, men vores kultur har delt det binært op, og det har været noget af det, jeg selv har kæmpet med og har kritiseret mange gange."
"Jeg har personligt altid haft meget stærk maskulin adfærd på alle mulige måder, jeg har rejst og været væk fra mine små børn. Været ambitiøs og meget optaget af mit arbejde og mit fag. Har aldrig bagt til hverken børnehaven eller skolen. Jeg har aldrig syet et fastelavnssæt, for jeg kan ikke og jeg vil heller ikke lære det, men jeg er da kvinde alligevel."
"I årene med 'Thereses tilstand' og 'Min mosters migræne' var jeg meget optaget af det her, og jeg kunne også godt se, hvor meget jeg var fedtet ind i de her kønsroller. Og det er jeg stadigvæk. Jeg skal stadig minde mig selv om at holde øje med, om verden er biased, og om jeg selv er det. Bedømmer jeg f.eks. kvindelige politikere hårdere, end jeg bedømmer mandlige?
Det var i årene omkring 'Min mosters migræne', hun tog de største sværdslag i sexismedebatten.
"'Migrænen' var elsket af mange, men også stærkt hadet. Jeg fik mange mænd til at se rødt, for den havde sat gang i diskussionen i de små hjem og de store by-kollektiver, hvor kvinder havde sagt ”læs den, så forstår du det” eller ”nu forstår jeg det, jeg vil skilles”."
Hun tror, bogen fungerede som et spejl for mange kvinder, der havde forsøgt sig med one of the boys-strategien, men som nu pludselig så verden med samme kællingesplint i øjet, som hun selv har.
"Alle de højtråbende alfa-hanner var efter mig i flere år, og det blev endnu værre med rapperdebatten," fortæller hun med henvisning til det debatindlæg, hun skrev i Politiken i 2004, hvori hun rasede mod sproget i dansk rapmusik.
”For nu at blive i jeres terminologi, så lukker I så fucking meget sexistisk og voldsforherligende lort ud, at man skal lydisolere sig for ikke at blive sølet til.”
Hanne-Vibeke Holst, Politiken, november 2004
Orkede du det?
"Ja, indtil jeg ikke gjorde mere. Min natur er ikke krigerisk, jeg er ret sød og venlig, så jeg syntes, det var hårdt at skulle være i krig med de her aggressive debattørmænd. Jeg gjorde det, fordi nogen skulle jo gøre det."
"Jeg var meget i Go’morgen Danmark og i Deadline, og min mand var sådan ”du må ikke, de hader dig”, og så måtte jeg sige ”ja, nogle hader mig, men der også nogle, der elsker mig, og det er også vigtigt, at jeg gør det”. Han kunne slet ikke holde ud at se, at jeg fik alle de der bank."
På kommentariatets slagmark opdagede hun endnu en forskel på mænd og kvinders opdragelse.
"Mænd, der lå i krig med andre mænd, elskede det. Carsten Jensen for eksempel, he loved the fight. Men som kvinde var jeg jo ikke socialiseret i aggression. Jeg var ikke socialiseret i slåskamp – fysisk eller verbalt. De kunne det bare og fik masser af opbakning fra deres peers, men jeg fik ingen, for kvinderne skulle ikke nyde noget. Jeg kom til at stå meget alene i de år."
Hun holdt også mange foredrag rundt i landet, og hver gang ville der i publikum være en kvinde, der rakte hånden op og sagde ”vi har jo ligestilling, hvorfor skal du være så vred?”.
"Jeg endte altid i den diskussion. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ødelagde den gode stemning, og i foredragssalen kunne jeg mærke, at de delte sig, og det kunne godt være, jeg havde flertallet med, men de sagde ikke noget. Derfor var det en meget ubehagelig fysisk følelse, der gjorde, at jeg ikke kunne sove om natten."
"Paradoksalt nok var det takket være en mand, jeg overhovedet kunne gøre det. Nemlig min mand, Morten, som altid var på min side, og som altid er en solidarisk kammerat og feminist til benet."
Omkring 2010 trak hun sig ud af debatten. Hun ville skrive store værker og kunne ikke begge dele.
"Jeg havde det også sådan: Jeg kan ikke komme længere, nogle andre må tage over. Og det gjorde de jo også."
Siden da har hun siddet på hænderne, når nye sexismedebatter pressede sig på. I 2017 sprang hun for eksempel over at mene noget om fjerdebølgefeminismen, som fokuserede på retten til at gøre, hvad man har lyst til, uden at blive fordømt af andre, herunder for eksempel at smide tøjet.
"Fjerdebølgefeminismen var ikke lige mig... men jeg skulle ikke ud og sige, at det var den forkerte form for feminisme. Medierne elsker bitch fights, det har jeg lært the hard way, fordi jeg nogle gange er blevet lokket ind i det."
"Jeg havde det også sådan, at jeg måtte acceptere, at der var en ny generation, der læste verden på en anden måde, end jeg gjorde, og det sidste, jeg ville, var at være hende den gamle, der ikke forstod noget."
I stedet har hun valgt at videreføre sit feministiske engagement og livssyn igennem sine romaner.
"Det ligger som en makronbund under alt, hvad jeg skriver. Da jeg for eksempel skrev 'Knud, den store' om min far, handlede det også om køn og om, at fastlåste roller er så utroligt skadelige for både kvinder og mænd. 'Som pesten' er også et feministisk projekt om en kvindelig heltinde, som tør træde frem og stå fast på trods af massiv modstand."
Hun fulgte med fra sidelinjen, da Sofie Linde i august 2020 gik på scenen til Zulu Comedy Galla med sin nu historiske tale, men også her holdt hun sig væk fra tasterne.
"Jeg likede i vildskab, men jeg gik ikke ind i debatten. Når man arbejder med store romaner, så er der ikke plads til andet."
Lugtede du ikke savsmuld?
"Jo, det gjorde jeg, og da TV2-dokumentaren kom (i november 2021, red.) lavede jeg et længere opslag på Facebook."
”Som vintage-feminist må jeg sige, at det er bedrøveligt, at ingen nævner ”the Elephant in the room” – nemlig den PATRIARKALSKE kultur, som ligger til grund for alle disse forfærdelige krænkelser og den sexisme, som unge kvinder her og der og alle vegne har lagt og stadig må lægge krop til. Det er kønsblindheden, manglen på den mest basale kønsbevidsthed både hos krænkerne, de krænkede og deres svigtende ledere, der kan forklare både, hvordan og hvorfor den krænkende adfærd kunne gå så meget over gevind hos TV2’s feterede ”blåskjorter”, og hvorfor de krænkede ikke sagde fra.”
Hanne Vibeke Holst, på Facebook, december 2021
"Min pointe var, at hvis ikke TV2 gik ind med de feministiske briller på og lavede en ordentlig analyse af den patriarkalske kultur, som havde gennemsyret TV2, så kunne det være lige meget. Det var nødvendigt at tage det pinefulde opgør. Jeg blev fluks inviteret i Deadline, men blev syg. Der var jeg ellers lige parat til at komme tilbage."
Hvorfor lige der?
"Fordi jeg syntes, det blev overfladisk, og debatten kom til at handle om, hvorvidt Jes Dorph-Petersen var skyldig eller ikke skyldig. Det er selvfølgelig også vigtigt, men jeg kan ikke lide, når de debatter bliver heksejagter – og dermed har jeg intet ment om, hvorvidt Jes er skyldig eller ikke skyldig... Men det er bare den nemme vej i alle debatter, og det kan jeg ikke lide."
De unge mænd
Hanne-Vibeke Holst har været feminist i præcis lige så lang tid, som jeg har levet. 50 år. Når hun kigger tilbage, fremhæver hun særligt et skifte i kønsrollerne:
"En af de største ting, der er sket i min tid, er forandringen i far-rollen. De unge mænd er nærværende som fædre og bedre til at vise følelser. Jeg har to sønner, som er unge mænd på en meget mere holistisk og harmonisk måde end generationen før dem. De har fået udvidet deres palet."
Med kvinderne er det mere to skridt frem og et tilbage, konstaterer hun og opfordrer til, at vi i endnu højere grad selv tager ansvar for udviklingen.
"Jeg synes, det er meget vigtigt, at kvinder tager ansvar som medborgere til at deltage i den offentlige sfære. Vi ligger stadig lidt i læ af, at vi ikke behøver at gøre det, fordi der ikke er nogen, der automatisk siger ”det er din tur”. Der er noget magelighed i at blive i den her gamle kvinderolle og resterne af den. Det er mere komfortabelt ikke at træde frem."
Hvad nu, hvis vi simpelthen ikke synes, det er det værd?
"Så ligger vi jo, som vi har redt. Så får vi ikke indflydelse, så bliver verden ved med at se ud, som den ser ud. Så kommer der ikke flere kvinder i politik, og så bliver politikken heller ikke ændret, og så får vi ikke bløde værdier ind, og vi får ikke ændret synet på børn og barsel. Vi har haft over 100 års valgret, og nu skal vi bruge den til noget, men vi bliver ved med at tøve. De der unge husmødre, vi har hørt om på det sidste, de må være husmødre alt det, de vil, men jeg må indrømme, at mit pis kommer i kog."
"Vi må virkelig vågne op. Klimaet har brug for os, og kvinder dør i Irans oprør, så det mindste, vi kan gøre, er at være forpligtede på at tage den indflydelse, som de er villige til at dø for."
Den unge rebel i hønsestrik er undervejs blevet til en moden kvinde i skjortebluse, men pisset kan stadig koge. Og hun har spottet en ny front.
"De ældre kvinders position, hvad kan vi undersøge der? Det er den næste kamp, og den er der ikke rigtigt nogen, der har taget endnu. Vi skal ikke være usynlige, vi skal have en stemme, og så skal vi ikke skamme os over vores forfald. For eksempel er der i forvejen få kvinder som ekspertkilder, og der er endnu færre ældre kvinder. Vi ryger bare ned ad slisken. Som moden vintage-feminist kan man godt tro, at den ged er barberet, men man skal huske, at hårene vokser ud igen. Vi skal stadig kæmpe for vores plads. For mig er undersøgelsen af vores kulturelle køn livslang."
For et halvt år siden blev hun kaldt ”gamle kælling”, da hun blandede sig i et slagsmål på gaden.
"Jeg var sådan ”what?! Gamle OG kælling?!” I én sætning. Det er det værste, det mindste, man kan være. Du kan godt være en bitch, det kan der være noget fedt i, men gammel kælling, så er der sgu ikke meget tilbage... så man skal være opmærksom på at tage sin plads, når man bliver ældre."
Til gengæld har hun også oplevet en vis status ved at blive ældre. I sommer udgav rapperen Sulka nummeret ”La nu vær (H.V.H)”. På Instagram kaldte hun det et clapback og hyldede Hanne-Vibeke Holst for i sin tid at have taget kampen op mod den sexistiske sprogbrug i branchen.
”For det hun gjorde, kan man da kalde ”at tage en for holdet” på et tidspunkt, hvor hun nemt kunne have kigget den anden vej. Det er sejt.”
Rapperen Sulka, på Instagram, maj 2022
"Jeg oplever nu, at yngre kvinder synes, at jeg er et forbillede og ikon. Det er sjovt at leve så længe, at man kan se tilbage og huske, at jeg følte mig alene dengang og fik mange stryg, og så opleve at få så mange kram nu. Med 20 års forsinkelse."
Da vi skilles, foreslår jeg – kun halvt i sjov – at vi ses igen om 22 år. Så vil det vise sig, hvad der i mellemtiden er gået op for mig, at jeg ikke forstod nu.