Hans var kun 10 måneder, da han kom til verdens nok mest ensomme by – her er, hvad han lærte
Danskfødte Hans Borchersen havde en vild og fri barndom i et hjørne af Grønland så afsondret, at den nærmeste læge boede i Island. Hans’ forældre var travle mennesker, men husassistenten Flavia var der altid for Hansinguak, og hun plantede Grønland i hans hjerte for evigt.
Hans var ti måneder, da han ankom med sine forældre og søskende til Scoresbysund (Ittoqqortoormiit) med et af de kun to skibe, der årligt lagde til ved byen.
"Det var nok verdens ensomste by på verdens største ø ved verdens største fjord," siger Hans Borchersen, 76 år.
Hans far var kolonibestyrer, hans mor underviste i dansk. Ægteparret havde en fælles lidenskab i at læse og samle på bøger, og de var tæt forbundet med hinanden.
"Vores husassistent, Flavia Stach, var den varme, kærlige mor for mig i min opvækst. Hun elskede mig ubegrænset. Flavia gav mig en grønlandsk sjæl," siger Hans.
Både børn og voksne i byen kunne godt være hårde ved den lille danske outsider, men så fløj Flavia af sted med ild i øjnene og skældte ud.
Og når Hans kom ind med iskolde fingre, bøjede Flavia sig ned, så Hans kunne rode rundt i hendes tykke hår. Og mon ikke det var varme kombineret med omsorg, der tøede de frosne barnefingre op?
Flavia havde et inderligt ønske om at blive mor, hvilket hun aldrig blev. Men hun fik Hansinguak.
"Der var vist kun én ting, der kunne have gjort mig endnu bedre i Flavias øjne. At jeg havde været en pige, som hun allerhelst ville have haft," siger Hans med glimt i øjet.
Hans gik i byens skole og lærte grønlandsk, som han stadig mestrer. Dansk lærte han af sin mor.
Han fik gode kammerater, som kom i huset, men det meste af tiden tilbragte børnene udenfor.
"Det bedste, vi vidste, var at trække en hundeslæde højt op på et fjeld og så drøne helt ned til havkanten. Vi elskede også at hoppe fra isflage til isflage. Begge dele var farligt, men mine forældre fik det aldrig at vide," siger Hans.
Søde små isbjørne
Annonse
Da Hans var otte år, fik han sin egen lille hundeslæde i julegave.
"Jeg blev jublende lykkelig. Mine forældre havde fået den fremstillet til mig specielt. Næste dag spændte jeg et par hvalpe for, men de lagde sig bare ned og kiggede på mig. Jeg måtte løbe foran slæden, og så løb de efter mig," mindes Hans.
En stor hundeslæde kom Hans aldrig til at føre, men han var passager på mange ture. Han husker en episode, hvor han lå sovende på hundeslæden.
"Jeg vågnede og kiggede ned. Vi kørte på kanten af en gletsjerspalte, som syntes uendelig dyb. Faldt vi i, kom vi ikke op igen. Men jeg var ikke bange, for hundene skulle nok klare det. Slædekusken havde tillid til dem, og jeg havde tillid til ham."
Nordlys var hverdagskost, og isbjørne kom af og til på besøg.
"Min bedste oplevelse havde en trist baggrund. En bjørnemor med to små unger var blevet skudt. Tæt på vores hus blev der opført en fin tremmegård til de små gæster. Mens bjørnene var helt små, fik vi børn lov til at tumle rundt med dem, og vi gav dem navne, Isimarteq og Nivertoq. De opførte sig som hundehvalpe og legede på samme måde."
Da bjørnene blev større, måtte børnene nøjes med at fodre dem med tremmer imellem.
"En sorgens dag var det, da bjørnene svigagtigt blev lokket ind i en kasse og sendt til København Zoo. Da vi børn flere år senere kom til København, kaldte vi på Isimarteq og Nivertoq, men de reagerede ikke. Og der stod nogle helt forkerte navne på skiltet," siger Hans.
Annonse
Grønland i tankerne
Da han var 12 år, sagde hans forældre, at familien skulle flytte til Danmark. Hans skulle på kostskole i Sorø.
"Jeg troede, jeg havde god tid til at sige farvel til mine venner, men efter vi børn var blevet vaccineret, kom vi direkte ombord på skibet, og så skulle vi blive der, til vores forældre stødte til. Det var en sørgelig måde at komme fra Scoresbysund på," siger Hans.
Efter kostskolen kom Hans på Søfartsskole og uddannede sig efterfølgende til skibsingeniør. Han sejlede i mange år.
I 1970 mødte han Jette, som han bor sammen med i hendes hjemby, Nakskov.
"Flavias søster boede i Nakskov, og hun talte tit om den fantastiske by. Og tilfældigt er jeg landet her selv," bemærker Hans.
Annonse
Jette vidste med det samme, at Hans var hendes store kærlighed. Hun fortæller: "Hans havde oplevet så meget og var så livsklog. Og så sang han sømandssange – det, syntes jeg, var vildt charmerende."
Hans og Jette blev gift, og da de fik børn, to døtre og en søn, gik Hans i land.
"Jeg ville være en nærværende far," siger han.
Vemodigt gensyn
Hans og hans familie kom til at opholde sig i Grønland i otte år, og de har besøgt øen talrige gange. Men Scoresbysund ligger så fjernt, at Hans først vendte tilbage i 2005.
"Oplevelsen var en blanding af glæde og vemod. Det var dejligt at besøge byen igen, men alt var forandret. De fleste af mine venner var døde eller på plejehjem. Klimaforandringerne var tydelige. Byen havde fået et elværk, beboerne havde fået fjernsyn, og de kørte rundt på snescootere, hvilket før i tiden var utænkeligt, for motorlyden skræmmer fangstdyrene væk."
Flavia flyttede med Hans’ mor til Danmark, efter hans far døde. Flavia og Hans bevarede kontakten, til hun gik bort, og hendes kærlighed kom til at omfatte Jette og ungerne.
Jette mindes: "Hun sendte gaver til vores børn til fødselsdage og jul. Og engang, hun besøgte os, da hun jo ikke var helt ung, kravlede hun ind i et dynebetræk og tumlede rundt med børnene til deres store fryd."
Tre dage om ugen ror Hans, der er rådgiver for Grønlands Selvstyre, sine tidlige morgenture på Nakskov Fjord. Og når han ser bramgæssene flyve højt på himlen, tænker han på Scoresbysund, hvor fuglene meget vel kan komme fra. Af og til møder han en sæl.
"De morgener på vandet i stilheden er jeg i Grønland i tankerne," siger Hans.
En spændende barndom
Hans Borchersens børn opfordrede ham til at skrive sine erindringer, så også deres børn og kommende generationer kan høre om hans helt specielle barndom i Scoresbysund.
Resultatet er bogen 'Qaddunaavaraq – Den lille dansker', udgivet på forlaget Mikro.
