Heino Hansen friede til Cecilia i et skænderi, der opstod i en brandert: ”Jeg begynder bare at hyle”
10 års kærlighed og et frieri, der opstod i et skænderi - men så gjorde han det bare igen.
Denne artikel blev først bragt på HER&NU/Realityportalen. Dette er en redigeret udgave.
Man kan ikke være i tvivl om kærligheden mellem Heino og Cecilia, når hun kigger på ham med de glade brune øjne, der efter ti år stadig får ham til at sende et skævt smil retur, og hun slår en latter op, selvom det er mindst tiende gang i dag, han tager pis på hende.
”Vi mødte hinanden på Tinder og skrev sammen. Vi skrev sammen lidt tid, vi var nærmest forelskede, inden vi mødtes, fordi vi klikkede bare fra start. Vi skrev også sådan nogle lange beskeder til hinanden, at mine veninder kiggede på min telefon og spurgte, hvem jeg skrev romaner med, og om jeg overhovedet kunne overskue at læse det,” fortæller Cecilia med et grin og fortsætter:
”Så mødtes vi, og så gik der ni dage, så fik jeg et kærestebrev - et todelt kærestebrev fra privat-Heino og fra komiker-Heino, hvor jeg ligesom skulle sige ja til begge to. Og så blev vi kærester, så har vi været sammen lige siden.”
Den 1. juni var det ti år siden, Cecilia sagde ja til begge sider af Heino. Men kort inde i deres forhold var det lige ved at gå galt - det endte dog i et bryllup i stedet.
”Jeg frier to gange jo. Jeg frier i en brandert inde på Comedy Zoo, og så frier jeg officielt nede på Islands Brygge den 13. december - en dag, hvor hun slet ikke havde set det komme, hvor jeg havde jakkesæt på, og hvor vi skulle ned til Islands Brygge,” fortæller Heino, mens Cecilia afviser at have set den komme.
”Du havde selv bestilt et frieri, og jeg havde jakkesæt på nede på Bryggen til solnedgang. Du synes ikke, det var en mærkelig dag?”
”Jeg havde ikke regnet den ud,” fastholder hun.
Troede, at Heino gav sit nummer til en anden kvinde
Heino smiler og godtager næsten hendes påstand, inden han vender tilbage til det første frieri.
”Det første frieri kom af et uvenskab i fuldskab i byen, hvor de var fire kærestepar afsted sammen, og der var massevis af drama,” fortæller Heino, og Cecilia fortsætter:
”Det var fordi, jeg var ikke vant til at være kærester med en kendt. Jeg var ude og danse med en veninde, og så kigger jeg op i baren, og så kan jeg bare se, der er en pige, der giver Heino en seddel og en kuglepen. Det ligner så, han står og skriver sit nummer og giver det tilbage, og jeg bliver rasende. Det gider jeg bare ikke, no no no! Så jeg tager det der papir og krøller det sammen og stormer ud, det gider jeg ikke det her, jeg er ude!”
”Ja, du tog bare sedlen fra hende, SÅ pinligt,” tilføjer Heino.
”Ja, og kylede den på gulvet og stormede ud. Så Heino løber bare efter mig og siger "Nej nej, det var ikke et nummer, det var en autograf", SÅ pinligt. Og så begynder jeg bare at hyle, det var simpelthen så synd for hende pigen. Så sagde Heino "Jeg vil dig, vi dropper alt sådan noget her, jeg kommer ikke til at give mit nummer til nogen".”
Herefter friede Heino til Cecilia, som sagde ja, men insisterede på, at han også skulle fri ordentligt på et tidspunkt.
Det gjorde han 13. december, hvor han iført jakkesæt førte hende ind i en bus og med til Islandsbrygge i solnedgangen, angiveligt helt uden hun fattede mistanke.