”Jeg er den mest stolte kurder nogensinde, så hvorfor vil jeg ikke bare slappe af og ligne en?”

Hvornår var første gang, du blev opmærksom på, at du så anderledes ud?

"Indtil jeg startede i børnehave som 4-årig, havde jeg levet i et hus med min kurdiske familie, så det var mit første rigtige møde med det danske samfund.

Lige inden jeg startede, havde min mor bestemt sig for at klippe alt mit hår af.

Læs også

Signe måtte slå op med en veninde gennem 7 år: ”Jeg stod tom og småfortabt på en gade i København…”

Hun var blevet træt af mit meget krøllede, uglede hår, der var svært at rede, og havde ikke lige tænkt over, at jeg skulle i børnehave dagen efter. Det var et sted, hvor de populære lignede dem fra fjernsynet. De havde langt, glat hår, og de havde ikke et monobryn. De var heller ikke buttede, og jeg var ret overvægtig. Jeg kom sent ind i en jungle, hvor de andre allerede havde grupperet sig.

På min første dag prøvede jeg at henvende mig til nogle piger, der legede. Jeg spurgte dem: ”Må jeg være med?”. De kiggede op og ned ad mig og svarede synkront: ”Vi leger ikke med drenge”. Jeg får faktisk lidt ondt i maven, når jeg tænker på det nu, for det er en sætning, der har sat sig i mig."

Tror du, at bevidstheden om, hvordan du ser ud, stammer fra det øjeblik?

"Det har medvirket til det. Jeg har set meget fjernsyn og været kronisk online, siden jeg kunne. Og selvom mange synes, at Instagram er et usundt sted at være, så har det reddet mig fra den virkelighed, mainstream-medierne skabte i 00'erne. For det lignede ikke mig.

På Instagram fandt jeg brune, behårede kvinder, som klædte sig på alle mulige måder, og som havde nuancer. Det har reddet mit selvbillede."

Et selvbillede, der også var præget af det vestlige skønhedsideal, du så i fjernsynet?

"Ja, jeg så meget 'America's Next Top Model', hvor Tyra Banks var vært. Jeg kan huske, at hun sagde til nogle af pigerne, at de mest succesfulde modeller havde store pander, og at det var fuldstændig uacceptabelt at komme på arbejde med hår på kroppen. Min pande hang sammen med mine øjenbryn, og min krop var fyldt med hår.

I dag har jeg en pande, jeg selv har skabt. Jeg har plukket, barberet, vokset og fået laser. Jeg blev eksponeret for et ideal om, at det var bedst at have en stor pande, men det er et meget typisk mellemøstligt udtryk at have lave pander. Det er først sent gået op for mig, at det er en form for racisme eller en undertrykkelse af mellemøstlige ansigtstræk."

Er der andre ting, der var svære i forhold til dit udseende?

"Jeg begyndte at blive inviteret til fødselsdage i svømmehallen, da jeg var omkring 11 år. Det åbnede en helt ny bekymring, fordi jeg skulle have badetøj på. Jeg aflyste faktisk to fødselsdage i svømmehallen, fordi jeg ikke ville vise mine behårede ben og arme.

Men jeg kan huske en dag, hvor jeg valgte at tage med alligevel. Jeg havde glemt, at min mor havde vokset halvdelen af mine lægge, fordi jeg skulle have piratbukser på nogle dage forinden. Så jeg havde en streg, hvor hårene stoppede.

På et tidspunkt gik jeg forbi en gruppe seje drenge. Jeg prøvede at gå forbi dem med selvtillid, så de ville tænke, at jeg var pæn. Pludselig begyndte de at grine. Først tænkte jeg, at de grinte af noget andet, men så råbte én af dem: ”Du har glemt noget, abe”. Han mente selvfølgelig resten af mine ben og min krop. Jeg blev nede i vandet resten af den fødselsdag og blev til én stor rosin."

Hvad skete der med din selvtillid efter det?

"Det, de repræsenterede for mig, var en verden, jeg aldrig ville blive en del af. Jeg havde et kulturelt ophav, der var muslimsk. Mine forældre er ikke religiøse, og jeg er ikke opdraget religiøst, men kulturelt og udseendemæssigt er jeg i den kasse.

Det, jeg gerne ville opnå, var jo at blive kærester med sådan en dreng, men der var så langt til deres verden. Det, at de vurderede mig på den måde, blev beviset på, at jeg aldrig ville blive en del af deres gruppe. Jeg havde ikke forventet, at jeg ville, så jeg blev ikke skuffet, men det blev helt klart starten på en lang krig med mig selv og mit udseende."

Hvordan påvirker de oplevelser dig i dag?

"Jeg sætter spørgsmålstegn ved nogle af de valg, jeg har truffet som voksen. Om de kommer fra et autentisk sted, eller om jeg gør det, fordi jeg skal opnå nogle ting.

Altså jeg elsker min kæreste. Han er den bedste mand i hele universet, og jeg kan ikke sige noget dårligt om ham, men jeg har haft et mønster i mit voksenliv, hvor jeg kun har datet hvide mænd.

Det er hundrede procent noget internaliseret racisme, men nok også en følelse af: ”Kan jeg virkelig få en fod ind i den verden? Kan jeg blive accepteret af en hvid mand? Kan han kigge på mig og tænke, at jeg er smuk og ikke en abe?”"

Har du andre mønstre på baggrund af de oplevelser?

"Mit hår er naturligt meget krøllet. Jeg har glattet det næsten hver dag, siden jeg var 12 år. Jeg startede med at lægge hovedet på et strygebræt og så stryge håret glat. Det gjorde vi, når vi var på ferie i den kurdiske landsby i Tyrkiet, for der var ikke noget glattejern. Vi syntes, det var så flot.

Og jeg synes stadig, det er virkelig pænt at have glat hår, så det er ikke nødvendigvis en strukturel vold mod mig selv. Der er også mange brune mennesker, der er født med glat hår, men det er mere det, at jeg kæmper mod min naturlighed. Jeg bevæger mig langt væk fra det, jeg oprindeligt er.

Det, synes jeg, er sørgeligt, fordi jeg elsker mine forældre og mine forfædre. Jeg er den mest stolte kurder nogensinde, så hvorfor vil jeg ikke bare slappe af og ligne en?"

Læs også

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Men jeg kan huske en dag, hvor jeg valgte at tage med alligevel. Jeg havde glemt, at min mor havde vokset halvdelen af mine lægge, fordi jeg skulle have piratbukser på nogle dage forinden. Så jeg havde en streg, hvor hårene stoppede.

På et tidspunkt gik jeg forbi en gruppe seje drenge. Jeg prøvede at gå forbi dem med selvtillid, så de ville tænke, at jeg var pæn. Pludselig begyndte de at grine. Først tænkte jeg, at de grinte af noget andet, men så råbte én af dem: ”Du har glemt noget, abe”. Han mente selvfølgelig resten af mine ben og min krop. Jeg blev nede i vandet resten af den fødselsdag og blev til én stor rosin."

Hvad skete der med din selvtillid efter det?

"Det, de repræsenterede for mig, var en verden, jeg aldrig ville blive en del af. Jeg havde et kulturelt ophav, der var muslimsk. Mine forældre er ikke religiøse, og jeg er ikke opdraget religiøst, men kulturelt og udseendemæssigt er jeg i den kasse.

Det, jeg gerne ville opnå, var jo at blive kærester med sådan en dreng, men der var så langt til deres verden. Det, at de vurderede mig på den måde, blev beviset på, at jeg aldrig ville blive en del af deres gruppe. Jeg havde ikke forventet, at jeg ville, så jeg blev ikke skuffet, men det blev helt klart starten på en lang krig med mig selv og mit udseende."

Hvordan påvirker de oplevelser dig i dag?

"Jeg sætter spørgsmålstegn ved nogle af de valg, jeg har truffet som voksen. Om de kommer fra et autentisk sted, eller om jeg gør det, fordi jeg skal opnå nogle ting.

Altså jeg elsker min kæreste. Han er den bedste mand i hele universet, og jeg kan ikke sige noget dårligt om ham, men jeg har haft et mønster i mit voksenliv, hvor jeg kun har datet hvide mænd.

Det er hundrede procent noget internaliseret racisme, men nok også en følelse af: ”Kan jeg virkelig få en fod ind i den verden? Kan jeg blive accepteret af en hvid mand? Kan han kigge på mig og tænke, at jeg er smuk og ikke en abe?”"

Har du andre mønstre på baggrund af de oplevelser?

"Mit hår er naturligt meget krøllet. Jeg har glattet det næsten hver dag, siden jeg var 12 år. Jeg startede med at lægge hovedet på et strygebræt og så stryge håret glat. Det gjorde vi, når vi var på ferie i den kurdiske landsby i Tyrkiet, for der var ikke noget glattejern. Vi syntes, det var så flot.

Og jeg synes stadig, det er virkelig pænt at have glat hår, så det er ikke nødvendigvis en strukturel vold mod mig selv. Der er også mange brune mennesker, der er født med glat hår, men det er mere det, at jeg kæmper mod min naturlighed. Jeg bevæger mig langt væk fra det, jeg oprindeligt er.

Det, synes jeg, er sørgeligt, fordi jeg elsker mine forældre og mine forfædre. Jeg er den mest stolte kurder nogensinde, så hvorfor vil jeg ikke bare slappe af og ligne en?"