Kvinde, lad din mand være. Lad ham selv bestemme, hvor langt eller kort hans eget hår skal være

Tillykke min ven. Du skal stå brud! Det er jo herligt, og det bliver en dejlig dag, det ved jeg. Også selvom I ikke helt kan blive enige om, hvor stort det bryllup skal være. Men det bliver I. Og nu starter vi lige med at glæde os, inden du bliver hysterisk over, at din kommende mand ikke forstår, hvorfor et bryllup behøver at være ligesom på film. For bare det, at der overhovedet er en sød mand, der har friet til dig, er jo fantastisk. Så glæd dig over det!

Ja, hvis du altså ventede på, at han friede og ikke nåede at komme ham i forkøbet, fordi du er en af de hersens utålmodige kvindfolk, som vores del af verden er befolket med. Jeg håber virkelig ikke, at du selv har friet, fordi du ikke ku' dy dig. Fordi du, efter lange chardonnay-baserede diskussioner med dine veninder, besluttede "at schelvfølgelig kan kvinder fri. Har vi måsgje ikke ligeret i det her land, hva' fanden er meningen, skhhål!"

Eller måske havde du en eller anden agenda med, at det skulle være nu, inden du blev 30 eller 40, eller hvad du nu bliver, og så må man jo selv tage affære. Jeg kan sagtens følge dig. Og du må ikke tro, at jeg ikke forstår din utålmodighed. Din udkårne er måske – ligesom min – fra Vestjylland, og der tager store beslutninger en evighed og foregår ofte i tavshed. Men til gengæld er de værd at vente på, og vestjyske mænd holder, hvad de lover.

Men jeg håber alligevel, at du lod ham fri, for der er ikke så meget benplads tilbage til moderne mænd. De skal ikke længere i krig, og de skal ikke forsørge deres koner, medmindre de er praktiserende muslimer – det står faktisk i Koranen, at kvinden har krav på at blive forsørget af sin mand, tag den alle kristne hårdt-udearbejdende damer. Men der er snart ikke noget, som kvinder ikke er mindst lige så gode til som mænd, bortset fra at skynde sig, når man skal ud ad døren til fest og at bære tunge ting op ad trapper. Så lad bare manden fri. Giv ham den glæde. Så bliver det måske ikke på præcis det tidspunkt, som du synes, men det bliver, når han synes. Og du bliver meget gladere, når han gør det, hvis du ikke har tvunget ham til det eller sukket eller tudet dig til det. Hvem gider, at gå rundt med en ring, som man har tudet sig til? Altså, det gider jeg faktisk godt, hvis bare der er en meget stor diamant i. Men du forstår, hvor jeg vil hen. Og til alle jer giftelystne fruentimmere, som lige har landet en – i princippet – ret dejlig fyr (han skal lige klippes og smide alt sit grimme tøj ud og finde et andet arbejde og gå mindre i byen og kun gå i lyseblå skjorter, som klæder ham så godt, fordi hans øjne er havblå. Men ellers er han perfekt), til alle jer: Lad ham være. Lad ham selv bestemme, hvor langt eller kort hans eget hår skal være. Lad ham beholde sine dumme venner. De elsker ham – og en mand, der er elsket, er meget skønnere end en, der ikke er.

Og nu elsker han dig. Og I skal giftes. Og måske kom du til at fri, og pyt med det!

Og I skal nok blive enige om det bryllup. Når man elsker hinanden, så ønsker man hinanden det bedste. Så tvinger man ikke sin mand til at komme ridende til kirken på en hvid hest, når man ved, hvor bange han er for heste. Og man forventer ikke af sin kvinde, at hun vil giftes på centerpubben med øl og chips. Så finder man en løsning. Det er det ægteskabet handler om.

Lykke på rejsen.

Kærligst Hella