Hella Joof: Hold op med at løbe efter mænd, der ikke vil have dig

- Jeg har en grundfølelse af lykke og taknemmelighed, og jeg føler mig ekstremt heldig. Jeg er sammen med en mand, som jeg elsker, og som elsker mig. Og jeg har en vidunderlig datter. Når jeg kigger på hende nu, så tænker jeg ’Vi klarede den. Vi klarede den!’ Vi har haft konflikter, hvor jeg har tænkt, at nu mister jeg hende. Nu rejser hun til USA, og så kommer jeg aldrig til at se hende igen. Men vi klarede den.

Hun er 29, og hun er i gang med en uddannelse, som hun er rigtig glad for. Når hun er glad, så ringer hun og fortæller mig om det, og hun spørger mig også somme tider til råds om nogle ting, hvor jeg tænker: ’Tænk, at jeg kan hjælpe hende med det’. Hun er ved at blive skuespiller, og nu har jeg faktisk noget viden, som hun kan bruge til noget i stedet for, at jeg bare er en mor, der siger ’Du skal huske’ og ’Nu må du passe på, at du ikke…’ Det er faktisk noget konkret viden, jeg kan hjælpe hende med, og jeg har en styrke, som næsten kommer bag på mig selv. Jeg kan. Jeg tager ikke længere tingene så personligt.

Gjorde du det tidligere?

- Ja. Da jeg var ung, tog jeg alting meget personligt, og jeg troede næsten, at Gud personligt havde udset mig til at bære rundt på det kors. Han havde kigget rundt, fået øje på mig, og besluttet at give mig et knytnæveslag, et spark over skinnebenet og et spark i røven. ’Er det ikke mange ting på én gang?’, sagde jeg til mine venner, hvortil de svarede ’Jo, det er måske lige i overkanten’ ’Ja, og samtidig har jeg fået en knude i brystet’, sagde jeg til dem. ’Er det bare mig, eller er det ikke uretfærdigt?’ Og det måtte de jo give mig ret i. Men jeg kunne også se, at de fik lidt himmelvendte øjne, for det er så trættende, at der er nogen, det altid er synd for.

Men en dag gik det op for mig, at det ikke handlede om at lave en underskriftindsamling. Hvad skulle jeg bruge til, at de gav mig ret i, at det var synd for mig? Jeg ville faktisk meget hellere have, at det ikke var mere synd for mig end for alle mulige andre. Det var virkelig en åbenbaring.

Ny bog: Modne Kvinder

I bogen Modne kvinder deler stærke kvinder som Hella Joof, Lisbeth Knudsen, Lisbet Dahl og Anna Thygesen ud af mere end 1.500 års samlet livserfaring. Bogen indeholder samtaler om visdom og selverkendelse om glæde, følsomhed, karriere, begær, selvværd, angst, forfængelighed, singleliv, kroppens forfald, tro, død og meget mere.

Modne Kvinder af Bo Østlund udkommer den 13. oktober på Forlaget Heatherhill, 299 kr.

Var du meget vred tidligere i livet?

- Ja, jeg har nok været vred, fra jeg var sådan seks år og helt indtil jeg var i midten af 30’erne, hvor jeg fandt ud af, at meget af det handlede om mine egne strategier. Mange af mine trængsler kunne simpelthen undgås, hvis jeg handlede på en anden måde. Men du ved jo godt, at når man er allermest smurt ind i sig selv, sin egen smerte og al sin forvirring, så er det også enormt hårdt at skulle stille sig selv spørgsmålet: ’Hvad har du selv bidraget med til denne misere?’ For hvis andre stiller samme spørgsmål, bliver man meget vred og synes slet ikke, at de har forstået, hvor forpint man er.

Først når man er lidt på vej ud af stormen, kan man kigge tilbage og tænke klart. Jeg blev også ved med at opsøge mennesker og situationer, hvor jeg var sikker på at blive afvist. Hvorfor havde jeg behov for det? Hvad handlede det om? Så må man gå til psykolog eller læse nogle bøger. Jeg er tilhænger af, at man skal mærke efter og blive klogere. Og det gjorde jeg. ’Nå, men det er da klart, at du hele tiden løber efter mænd, der ikke vil have dig, fordi hvis du kan få ham, der ikke vil have dig, så har du med tilbagevirkende kraft fået den far, der ikke ville have dig.’

Jeg ved godt, at det er første side i psykologibogen, men det tog mig lang tid at finde ud af, at jeg i stedet for at løbe efter dem, der ikke ville have mig, bare skulle prøve at stå helt stille, så alle de søde kunne nå hen til mig. De stod lige bag ved mig, men de kunne simpelthen ikke komme til, fordi jeg havde så travlt med at styrte hen til dem, der stod med ryggen til mig. Sådan nogle indsigter fik jeg først sent i livet.

Jeg gjorde nok i mange år det samme. Jeg søgte kvinder og koner, der ikke elskede mig, for at blive bekræftet i min barndoms tese om, at jeg ikke var værd at elske. Så kunne jeg med rank ryg sige: ’Se selv, jeg har ret. Jeg er ikke værd at elske!’

Præcis.

Og det er jo en sindssyg og deprimerende måde at anskue livet på.

- Enig, men det bliver man nødt til selv at opdage og interessere sig for. Jeg synes ikke, man skal sidde og pille i sin navle, men man bliver nødt til at reflektere over tingene. Jeg har da stadig dage, hvor jeg kommer hjem, og hvor alle bare har behandlet mig rigtig dårligt. De dage, hvor hele verden var sindssyg. Så spørger min mand: ’Jamen, hvad var det, der gik igen i alle de situationer, du var i?’ Og jeg svarer: ’Det ved jeg ikke, hvad snakker du om?’ ’Hvem gik igen i alle de situationer?’, spørger han så igen. Hvorefter det går op for mig, at det jo er mig selv, der går igen i alle situationerne og historierne. Så må jeg tømme opvaskemaskinen eller et eller andet af bar flovhed …

Hvor kom den vrede, seksårige pige fra?

- Jeg har nok været vred over et eller andet med min far. Det har jeg bare aldrig selv opdaget. Jeg tænkte ikke selv tanken, for man ved jo ikke, hvad man mangler, før man har prøvet at have det. Jeg tror, jeg som barn bar på en meget stor følelse af uretfærdighed. Jeg syntes, at ting var meget uretfærdigt fordelt. Mine venner boede i store huse, deres forældre var gift, og de rejste på sommerferier i andre lande, men min mor boede i en to-et-halvt værelses lejlighed, hun var alene med to børn, hun havde ingen penge, og hun var heller ikke specielt lykkelig, da jeg var barn. Derfor syntes jeg, at verden var uretfærdig.

Og din far var der ikke?

- Nej. Jeg havde en stedfar, som var gift med min mor, indtil jeg var seks år. Så flyttede han. Jeg husker min barndom som en følelse af, at tingene var helt forkerte, og jeg tænkte fra helt lille, at når jeg selv blev voksen, så skulle alt være anderledes. Jeg havde en følelse af ufrihed. Der var altid noget, jeg gerne ville have, som jeg ikke kunne få. Enten følelsesmæssigt eller materielt. Jeg ville for eksempel gerne have mit eget værelse, men det var der ikke plads til. Og da jeg endelig fik mit eget værelse, skulle min mor sove inde i stuen. Så det har heller ikke været særligt sjovt for hende.

Der var en konstant følelse af mangel. Jeg fik aldrig det, jeg ønskede mig. Jeg ønskede mig så inderligt den lækre Musk Ox parka coat, som de andre piger gik med, og min mor kom også til at love mig den, men så fik jeg i stedet den fra Schou-Epa med kunstig pels. Derfor er jeg naturligvis kommet til at give min egen datter alt for meget. Hun ville egentlig helst bare sidde og lege med en serviet eller en klips, og da jeg stod med et kæmpestort lyserødt Barbie-dukkehus, ville hun hellere sidde oppe i papkassen, det var pakket ind i, og lege båd. Det endte med, at jeg forærede Barbie-huset væk til genbrug, og min datter opdagede ikke engang, at det var forsvundet fra hendes værelse, for hun havde aldrig kigget på det.

Det har ligget dybt indgroet i mig, at når jeg fik min egen datter, så skulle hun have alt, også sin egen afdeling. Så da vi på et tidspunkt flyttede op i en meget stor herskabslejlighed på hjørnet af Værnedamsvej i København, fik hun sit eget værelse og sin egen stue. Jeg kan huske, at jeg følte mig ufatteligt rig, fordi jeg kunne give hende alt det. Jeg havde vundet! Jeg havde brudt den sociale arv! Jeg klarede det! Og så sad hun altid bare ude i køkkenet. Hun var aldrig inde på de værelser. På et tidspunkt sagde hun til mig: ’Jamen, mor. Det var jo dig, der ønskede dig to værelser, dengang du var teenager, fordi du havde en veninde, der havde det. Jeg har aldrig ønsket mig to værelser. Det var dig selv, du gav de to værelser.’ Og hun havde jo fuldstændig ret.

Har I haft et klassisk mor-datter-teenageoprør, hvor hun har kæmpet for at slippe fri af sin mors favntag?

- Jeg tror nærmere, vi har haft det modsatte. Min mor var meget omklamrende over for mig, så jeg har altid givet min datter meget frihed, og engang imellem – som da hun var på efterskole – har hun bebrejdet mig, at jeg aldrig sagde, at jeg savnede hende. Jeg svarede hende: ’Jeg savner dig, men jeg har altid selv syntes, at det var enormt belastende, når mormor sad og sukkede over, at jeg aldrig var hjemme. Så sagde hun: ’Mor, der er altså en mellemting mellem at sige ’Åh nej, hvor jeg savner dig’ og så til at sige ’Jeg glæder mig til at se dig i weekenden.’ Og jeg måtte jo bare give hende ret.

Min datter er nok min største læremester. Jeg er naturligvis selv bevidst om en masse fejl, som jeg har lavet, men min datter har som regel også konfronteret mig med nogle fejl, som jeg overhovedet ikke vidste, jeg havde begået. Jeg har ofte slået mig vildt i tøjret og sagt ’Nej, nej, nej – det har jeg ikke, nej, men det var ikke sådan’. Men til sidst har jeg bare måttet sande, at hvis hun har det sådan, så er det jo ligegyldigt, om jeg gjorde tingene af den ene eller anden grund. Det er hendes oplevelse af tingene, vi skal forholde os til. Intet andet.

Privat er jeg et meget distræt menneske, og jeg tror, at min datter med rette – også da hun var barn – har følt, at jeg engang imellem forsvinder, fordi jeg har så meget brug for at være mig selv. Selv om jeg er sammen med andre mennesker, kan jeg pludselig godt gå ind i min egen boble, hvor jeg måske bliver lidt fraværende. Det tror jeg ikke mindst, jeg har gjort, da hun var barn, fordi jeg i en periode var både ulykkelig og stresset. Det er én af de ting, jeg arbejder meget med.

Somme tider, når jeg forlader folk, kan jeg pludselig komme i tvivl om, hvorvidt jeg fik sagt farvel til dem. Jeg stod jo lige og snakkede med hende for kort tid siden, og nu er jeg her. Gik jeg bare? Jeg spurgte engang Olivia og Troels, min bedste ven: ’Er jeg sådan én, der bare går midt i en samtale?’, så svarede Olivia ’Øhm mor, ja. Det har du gjort altid. Du forsvinder lige pludselig midt i en samtale, hvor man er i fuld gang med at fortælle dig noget vigtigt.’ Og Troels gav hende ret. Skrækkeligt. Det er jo en slags opmærksomhedsforstyrrelse.

Hvor gammel var du, da du fik din datter?

- Jeg var 25. Jeg fik hende mellem andet- og tredjeåret på Skuespillerskolen i Odense. På en eller anden måde var det nok meget godt for mig at få et barn under uddannelsen, for så havde jeg mit barn, når jeg skulle ud i den frygtelige jungleverden. Når man først er kommet ud, så skal man lave karriere, og så kan man ikke lige pludselig tage et år eller to ud af sin kalender. Det var godt for mig.

- Hun er en sjæl, der er blevet sendt ned til mig, for at jeg skulle rette mig op. Vi er her alle for at lære noget i dette liv, alt kommer til os for at lære os noget, og vi vælger også selv vores familie, inden vi fødes. Det tror jeg 100 procent på. Så når børn står og råber ’Jeg har ikke valgt at blive født’, skal man bare sige: ’Jo, du har. Du kan bare ikke huske det. Du har valgt at inkarnere lige præcis inde i min mave, så du kan bare tie stille.’

Så jeg valgte også selv min egen opvækst i et hjem med for meget alkohol og vold og med en far, som valgte at tage sit eget liv, da jeg var ung?

- Ja, i virkeligheden. Selv om det lyder lidt grusomt. Vi vælger vores liv på et åndeligt plan, og meningen med livet er, at vi skal lære noget, og at vi skal hjælpe andre, for at vi kan blive glade og lykkelige. Det er derfor, vi er her. Ellers kunne vi jo bare undværes. Egentlig kan mennesker som sådan undværes, for alt andet kører af sig selv. Vi mennesker er de eneste, der ødelægger. Vi ødelægger naturen, vi ødelægger hinanden, vi ødelægger og smadrer alt, hvad vi kan komme i nærheden af.

Vi skal simpelthen lære at holde op med det. Vi skal lære at se og elske hinanden. Det kan godt være, det kommer til at tage lang tid, men det kan også være, det ikke tager så lang tid, som man tror, fordi vi lige pludselig kan speede processen op. For når vi lige pludselig ser os selv i hinanden, og ser det guddommelige i hinanden, så kan vi også se, at vi ikke er hinandens fjender. Jeg har noget, og du har noget andet, og når vi en dag lærer at dele hinandens indsigter og gaver, så bliver det til Paradis.

Når det sker, kommer tingene til at gå lynhurtigt, og så holder vi også op med at ødelægge Jorden, vi holder op med at kriges, og vi holder op med at gøre alle de forfærdelige ting, vi gør, fordi vi stadig tror, at vi er hinandens fjender – for sådan ser det jo umiddelbart ud. Hvis jeg har en bog, så har du den ikke. Og så er det min, og ikke din. Men vi kan jo også aftale, at jeg læser den, hvorefter du låner den. Så har vi begge to læst den. Vi kan udveksle vores ting og viden, men det kræver, at vi begynder at tænke på en ny måde, og det tror jeg også godt, vi kan komme til.

Men kan vi nå det? Jorden bløder, polerne smelter og Stephen Hawking, en af verdens førende teoretiske fysikere, har her i 2017 forudsagt, at menneskeheden risikerer at uddø, hvis vi ikke inden for 100 år finder en anden beboelig planet i vores solsystem.

- Jeg er hysterisk optimist. Men jeg er også optimist på den måde, at hvis Jorden endelig skulle gå under, så går det nok alligevel, for dette er bare vores jordiske liv. Der er også et andet liv. Når vi hver især er færdige med dette liv, som de inkarnerede personer vi er, så kommer vi et andet sted hen, hvor vi sidder og tænker ’Nå – var det bare dét? Hvor har vi dog løbet rundt i nogle forkerte retninger og troet alt muligt åndssvagt. Og så var det jo bare kærlighed’.

- For det er jo sandheden. Det hele er bare kærlighed. Der er noget kærlighed, som finder sin vej, og så er der noget kærlighed, der perverterer og bliver til alt muligt, fordi det ikke får lov til at vokse og udfolde sig. Men jeg tror virkelig på kærlighed som en stor kraft. Jeg tror også på Gud, og jeg har fundet min egen definition på Gud, som ikke kan støde nogen: Gud er den altoverskyggende, kærlige kraft i universet, som vil os det godt, og som vi kan forbinde os med.

Vi lever hver især på Jorden i en krop, som kan blive syg, og nogle gange dør vi alt for tidligt og forkert – for eksempel i trafikken – men det er jo ikke Gud, der sidder bag rattet i bilen, og Gud sidder heller ikke med snore og styrer os som marionetdukker.

Der sker ting, som er forfærdelige, og som gør os ulykkelige, men vi skal lære en masse af det hele. Gud er en kraft, som man altid kan hente næring fra. Mange vender sig mod Gud og mister deres tro, hvis der sker noget med deres kære, men Gud tager ikke børnene fra menneskene. Man kan heller ikke bede Gud om at straffe andre mennesker. Og man kan ikke nedkalde Guds forbandelse. Hvorfor skulle man også det?

Bo Østlund, 61

- Journalist, forlægger, filmdokumentarist og forfatter.

- Uddannet journalist siden 1979 og siden 2000 forfatter til 20 bøger, herunder ’Modne Mænd’ fra 2016 og ’Skilleveje’ fra 2006.

Læs mere om Bo Østlund her.