At
tage følelser alvorligt. Det er, ifølge Hella Joof på 61, noget af dét, hendes
generation kan lære af unge mennesker.
”Det
handler især om at mærke efter, om ting føles rigtige eller ej,” siger hun til
alt.dk.
Hun
uddyber, at situationer kan føles forkerte på flere forskellige måder og af
flere forskellige grunde. Det kan sagtens være selvforskyldt, hvis man for
eksempel ikke har forberedt sig ordentligt, ”men nogle gange føles de også
forkerte, fordi de ér forkerte”, siger hun.
Hella
Joof mener, at hendes generation kan have svært ved at indse eller acceptere,
hvis noget føles grundlæggende forkert. I stedet har de en tendens til at ville
ændre den ”forkerte” situation til en ”rigtig” ved at gå på kompromis med dem
selv, og dér kan de virkelig lade sig inspirere af de yngre generationer.
Klip
en hæl eller tå
”Min
generation har en tendens til at tænke: ”Så må jeg bringe det, der mangler, til
bordet eller skære en skive af mig selv – klippe en hæl eller tå – og bide
tænderne sammen”,” siger Hella Joof.
Men
når noget føles forkert, ville det, ifølge skuespilleren, klæde hendes
generation at tage de yngre generationers tilgang mere til sig:
”Jeg
tror, at vi skal lære at sige: ”Nej, det er ikke sådan her, det skal være, det
er simpelthen forkert.” Og så skal vi lære, at der er noget, der skal
laves om, men at du ikke skal lave om på dig selv,” siger hun.
Og
det er her, de store ører kommer ind i billedet for Hella Joof:
”På
det her område står vi med store, store ører og lytter til de yngre
generationer. Det er jo derfor, ørerne vokser hele livet – det skal vi lige
huske, de bliver jo større og større – det er for, at vi bedre kan høre, hvad
de unge mennesker siger til os.”