Helle Helle har det utroligt
godt med snart at fylde 60 år, selvom hun må indrømme, at det lyder lidt som en
kliché. Men det har hun faktisk, og det er der mange grunde til.
”En af grundene er, at
jeg synes, at det årti, jeg er ved at forlade, ikke har været ubetinget nemt på
alle måder. For mig har det faktisk været det sværeste årti. Jeg har været i
sorg, jeg har været stresset, jeg har været i tvivl. Jeg elsker mit liv som
forfatter, men det begyndte at slide på mig, at jeg er så dårlig til at sige
nej. Og så begyndte jeg at føle en slags tomhed,” fortæller hun i et stort
interview til ALT for damerne uge 13.
Dén tomhed, der dukkede
op hos Helle Helle i 50’erne, hang i høj grad sammen med, at børnene var flyttet
hjemmefra.
”Jeg begyndte at kede mig
og tænke, hvad laver jeg egentlig om aftenen? Børnene havde pludselig været
flyttet hjemmefra i fem-seks år eller mere. Hvilket jeg altid havde glædet mig
til, at de gjorde, skal jeg lige sige, bare de havde det godt. For så ville jeg
have masser af tid. Men lige pludselig var det faktisk virkelig svært, at de
ikke var her,” fortæller hun og fortsætter:
”Igen – fordi jeg kedede
mig. Især om aftenen. Mine aftener var tomme. Min mand arbejder meget om
aftenen. Det kan jeg ikke. Jeg begyndte at se alle britiske serier, der findes.
Især krimiserier. Og jeg sad der med følelsen af, at jeg spildte mit liv, men
at jeg samtidig gerne ville se de serier. For det er jo ikke nødvendigvis at
spilde sit liv. Og det er jo egentlig fint nok med de serier, måske er det slet
ikke dem. Men kan det virkelig passe, at man med så stor forsinkelse kan blive
ramt af det frygtelige Empty Nest Syndrom?” spørger Helle Helle retorisk.
Et langsommere liv
Det var ikke, fordi livet
bare blev meningsløst for Helle Helle, da børnene ikke boede hjemme mere. Men
livet blev langsommere, og det var en stor kontrast i forhold til det liv, hun
levede, da de stadig boede der.
”Det er jo ikke særlig
original sagt, det her, men i mange, mange år er man spændt op med madlavning,
hente og bringe, og i de år er hver eneste time, man kan få til sig selv,
dyrebar. Og så, lige med et, er det sidste barn flyttet, og man har al tid i verden
til sig selv. Pludselig kunne jeg mærke, at jeg havde haft en form for stress
mange gange i årenes løb. Kørt derudaf og altid kunnet klare alting. Og havde
regnet med, at jeg kunne fortsætte sådan.”
Men da den stress pludselig
ophørte, kunne hun for første gang se, hvor hurtigt et liv hun egentlig havde
levet.
”Når jeg sidder og kigger
på gamle fotos fra min datters seksårs fødselsdag, kan jeg ved min grød ikke
forstå, hvordan jeg overkom at have hele familien på besøg i et hus, hvor jeg
ikke havde fryser, at jeg havde bagt otte kager, og at gæsterne blev og sov.
Altså, jeg kunne alting. I dag føler jeg sådan set, at jeg er stærkere, end jeg
var, da jeg var 40, også fysisk, men alligevel – der er et eller andet, der går
langsommere.”
Men ud af de tomme
aftener voksede der også langsomt en ny frihed frem, og Helle Helle oplevede en
anden slags glæde ved at skrive. Og dén glæde er båret af, at hun føler sig
mere fri som forfatter – og mere fri i det hele taget.
Læs hele interviewet i
ALT for damerne uge 13. Her fortæller Helle Helle også om aldrig at kunne sige
nej, om at være besat af, hvad andre tænker om hende og om, hvordan krydsogtværser
har formet hendes liv.
Helle Helle:
· Helle Helle Forfatter til romaner som ”Rødby-Puttgarden” (2005), ”Dette burde skrives i nutid” (2011), ”de” (2018) og ”Hafni fortæller” (2023).
· Debuterede med et digt i ALT for damerne i 1985.
· Aktuel med romanen ”Hey Hafni”, som udkommer 3. april på Gutkind.
· Hun er 59 år og bor i Sorø med sin mand, billedkunstner Mikkel Carl. Har en voksen søn og datter fra sit første ægteskab.
