Hun var Danmarks første kvindelige statsminister, og Helle
Thorning-Schmidt har især de seneste år involveret sig markant i den danske debat
om ligestilling og sexisme. Hun har skrevet en bog, der skal bygge bro på tværs
af generationer, køn og race, og hun bakker jævnligt offentligt op om kvinder,
der skaber opmærksomhed om kampen for ligestilling.
I 2021 modtog hun ALT for damernes 'Søstersind'-pris. En pris,
som hun stadig i dag er rigtig glad for at have modtaget – for prisen og dens
betydning er stadig relevant.
”Jeg har altid godt kunne lide det begreb – måske er det min
alder, der gør, at jeg godt kan lide det, men jeg synes, at det er fantastisk,
at ALT for damerne har fået reetableret det.”
Prisen er blevet uddelt siden 2019, og for Helle Thorning-Schmidt
betyder Søstersind noget helt særligt – og det vil hun gerne sætte på dagsordenen.
”Mit gode råd til kvinder er altid at passe på hinanden i
alle sammenhænge – hvis du er på en arbejdsplads, i nattelivet, på en uddannelsesinstitution
– lad os passe på hinanden og lige kigge efter den kvinde – særligt hvis det er
en yngre kvinde, synes jeg, at vi skal gøre os ekstra umage for at passe på
hinanden,” siger hun og kommer samtidig med et forslag til, hvordan vi kan passe på
hinanden.
”Det gør vi ved at række ud. Nogle gange kan det være et
enkelt smil i en sammenhæng, spørge hvordan vi har det eller hjælpe hinanden –
også til forfremmelser. Vi kvinder skal hjælpe hinanden til forfremmelse, og det
er for mig at se den rigtige form for Søstersind.”
Gør en stor forskel
Personligt gør Helle Thorning-Schmidt også selv sit til at
leve op til definitionen.
”Jeg har masser af eksempler, hvor jeg selv har forfremmet kvinder
eller fået kvinder ind i større poster og i bestyrelsesposter. Og jeg har også
eksempler på, at kvinder har passet på mig, når jeg har været ny i forskellige
sammenhænge. Jeg synes, at det er en fantastisk ting at kunne hjælpe andre
kvinder frem.
Der er meget god grund til at passe lidt på hinanden. Der er
stadig sexisme på arbejdspladserne, og der skal vi kigge efter hinanden og
hjælpe hinanden Særligt når der kommer yngre kvinder ind på en arbejdsplads, så
spørg, om der er noget, jeg kan gøre for dig, ræk ud, eller bare have en
samtale, hvor vi fortæller hinanden, at vi alle sammen hører til her.”
For hende er det vigtigt, at vi rækker ud til andre kvinder
lige meget hvilken sammenhæng, vi befinder os i.
"Det gælder næsten ligegyldigt, hvor vi er, så kan vi godt
række ud til en anden kvinde, og jeg oplever så tit, at det gør en stor
forskel, når man rækker ud til hinanden som kvinde og lige spørger, hvordan kan
jeg hjælpe.”