Helle mistede sin søn i tragisk ulykke – nu kommer hun med en bøn til alle

Fødselsdagsbordet var dækket med flag. Lagkagerne var lagt sammen, og da klokken passerede midnat, skrev Helle Tornbjerg en hilsen på sin søns Facebook-væg i anledning af hans 19-års fødselsdag.

Hun forstod ikke, hvorfor han ikke kom hjem, så hun sendte en besked til ham, hvori hun skrev, ”Misforstod jeg dig? Ville du ikke komme hjem?”

Læs også

Forældrene blev chokerede, da de hørte om hans diagnose: ”Der er ikke mange, som taler åbent om denne sygdom”

"Klokken 01.15 bankede det på døren. Politiet stod udenfor og fortalte, at Jacob var kørt galt," fortæller Helle, der er 54.

Hun og Jacobs storesøster, Julie, kørte fra hjemmet i Them syd for Silkeborg til Skejby Sygehus. Da Helle og Julie så Jacob, lå han i respirator og var slemt tilredt. Han var kørt ind i et træ og hans kranie flækket.

"Lægen spurgte, hvordan Jacob kunne tænke sig at leve sit liv, og jeg sagde, at han ville kunne skrue og køre, for han var vild med biler. Han ville ikke kunne leve med, at han ikke kunne være en af vennerne. Lægen sagde, at det ikke var sikkert, at Jacob overhovedet kunne overleve, og hvis han gjorde, ville det nok blive et noget anderledes liv," fortæller Helle.

Det var den 27. juli 2023. Hjemme i Them var alt gjort klar til at fejre Jacobs fødselsdag, og her sad hans mor og havde svære overvejelser om, hvorvidt det ville være et værdigt liv for hendes energiske, livsglade søn, hvis han ikke kunne gøre noget af alt det, der gjorde ham glad:

"Jeg vidste, at han ville hade mig, hvis han skulle ende på et plejehjem, og det ville være så egoistisk, hvis jeg havde holdt ham i live for min skyld, så jeg var nødt til at sige, at der skulle slukkes," forklarer Helle.

Hun og børnenes far blev skilt for mange år siden, og faren døde af et hjertestop i 2016. Derfor stod hun alene med det tunge valg og siger:

"Nu skal jeg leve med, at det var mig, der tog den beslutning."

Fra alene til ensom

Helle er vant til at tage beslutninger på egen hånd. Hun er leder af et plejehjem, og før Jacobs død var hun meget social. Hun kørte motorcykel, vandrede, løb, arrangerede brætspilsaftener og middage. Da Jacob døde, blev der stille.

"Jeg har aldrig følt mig så alene! Jeg har altid tænkt, at jeg havde rigt liv, men jeg føler mig ignoreret,"fortæller Helle.

Hun oplever, hvordan folk ser ned i jorden eller går over på det andet fortov, når de ser hende.

"Der var også dem, som lige efter ulykken sagde: ”Du ringer bare” – men nej; det gør jeg ikke. Bare det at gå ud af døren var i lang tid en kamp for mig, for hvorfor skulle jeg," siger Helle.

Hun skulle, fordi hun er mor til et levende barn, som ovenikøbet var på vej til at flytte hjemmefra, da Jacob døde. På mindre end to døgn gik Helle fra et liv med to hjemmeboende børn til at være alene i huset.

"Julie flyttede til Aalborg for at læse ugen efter Jacobs død. Det havde hele tiden været meningen, og jeg græd det meste af tiden, men det var også befriende at gøre noget, og hvad skulle hun vente på? Jacob kommer ikke tilbage," erkender Helle.

I ugen op til hans begravelse tilbragte hun meget tid på kirkegården i Them for at finde det helt rigtige gravsted til sin Jacob.

Læs også

Tina mistede sin 14-årige datter – nu har hun lavet en særlig hyldest til Alberte

"Jeg ville finde et sted med sol, selvom Jacob var rødhåret og ikke så vild med solen, men han var en solstråle, og jeg fandt det helt rigtige sted," siger hun smilende.

Skal du ikke videre?

På graven, som Helle kalder Jacobs have, er der en sten med Jacobs billede og en bænk af granit, hvor Helle sidder, når hun hver dag besøger Jacob.

"Det er det sted, jeg hader allermest, fordi han er død, men det er også det sted, jeg føler trang til at være, fordi han på en måde er der."

Til sin store glæde oplever hun, hvordan Jacobs venner også ofte besøger gravstedet.

"Det gør mig glad at finde blomster fra hans venner på graven. De unge mennesker er så omsorgsfulde, og de har virkelig været der for mig," siger hun.

Sådan har det kun været med få mennesker i hendes eget netværk.

"Der er nogle, som går tværs over gaden, giver mig et kram og siger, ”Det havde jeg lige brug for at gøre” – og det er jo bare fantastisk, men mange får travlt med at kigge efter noget i køledisken, når de ser mig i butikkerne. Noget af det, der gjorde allermest ondt på mig, var, da en af mine bedste venner halvanden måned efter Jacobs død sagde, ”Tænk, jeg troede ikke, at Jacobs død ville gå dig sådan på”," siger hun.

En anden har slet ikke nævnt Jacobs død, selvom han er en af Helles gode bekendte, og for nylig var der en, der sagde til hende, ”Nu skal du da vist også til at videre! Du dyrker, at Jacob er død!”

"Jacob og jeg lignede hinanden så meget, og det savner jeg helt vildt. Han var pisseirriterende indimellem, men det var altid sjovt at være sammen med ham. Sidste forår kom vi tæt på hinanden, fordi Julie var i Sydkorea, og der bare var os to herhjemme.

Nu hyler jeg, når Julie fortæller noget sjovt om Jacob, men jeg vil jo gerne snakke om ham. Jeg tror, at mange er bange for at gøre mig ked af det, hvis de snakker om Jacob, men jeg vil gerne snakke om ham. Når jeg løber med mine faste løbemakkere, så kan vi snakke om Jacob, mens vi løber, og det er rart," siger Helle.

Hun er med i en sorggruppe for forældre, der har mistet et barn, og her oplever hun en umiddelbar forståelse:

"Vi laver næsten ikke andet end at græde, og de ved præcis, hvad jeg mener, når jeg siger, ”Shit, det var hårdt i dag”. I gruppen og i Jacobs have er der, jeg allerbedst kan lide at være," forklarer Helle.

Hun forstår godt, at det kan være svært at sige noget til et menneske, der har mistet det umistelige.

"Der er ikke så meget at sige, men ingen kan sige noget, der kan gøre mig mere ked af det, end jeg er. Så sig, at du ikke ved, hvad du skal sige. Åbn dig! Vis, at du er der, og giv et kram. Jeg har brug for at føle, at jeg stadig har en plads," siger Helle.