Her er de 10 mest magtfulde kvinder i Danmark
Ny undersøgelse kortlægger magteliten i Danmark. ALTfordamerne.dk har eksklusivt fået lov til at bringe listen over de 10 mest magtfulde kvinder.
Fire år har det taget to sociologer at identificere magtens elite i Danmark ved at kortlægge mere end tusind bestyrelser, fonde, udvalg, netværks-grupper og andre steder, hvor magtfulde mennesker mødes.
På baggrund af det har forfatterne til bogen 'Magteliten', Christoph Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen, sat navn og ansigt på de erhvervsdirektører, fagforeningsbosser, toppolitikere og universitetsfolk, som har mest magt i landet og som kender hinanden på kryds og tværs.
LÆS OGSÅ: "Min sekretær måtte huske mig på, at jeg skulle hente min søn"
Her er Danmarks 10 mest magtfulde kvinder:
Tallet i parentes er placeringen på den samlede liste med både mænd og kvinder.
1. Bente Sorgenfrey, Fagforeningsleder, FTF (3)
2. Helle Lizette Risgaar,dFagforeningsrepræsentant, LO (13)
3. Tine Susanne Miksch Roed, Direktør, Dansk Industri (14 )
4. Birgit Aagaard-Svendsen, Økonomidirektør, J. Lauritzen (15)
5. Birgit W. Nørgaard, Bestyrelsesformand/-medlem, Tidligere adm. direktør i Grontmij (40)
6. Gita Alice Grüning, Fagforeningsleder, Teknisk Landsforbund (41)
7. Berit Vinther, Direktør, Dansk Industri (51)
8. Ulla Brockenhuus-Schack, Investor, Seed Capital (55)
9. Sine Sunesen, Direktør, KL (57)
10. Stine Bosse, Bestyrelsesformand/-medlem, Tidligere adm. direktør i Tryg (66)
Der er kun 19 % kvinder i magteliten. Og i toppen ser det endnu mere skævt ud. Kun 12 % af de 50 mest centrale personer er kvinder.
Men hvad skal man bruge listen til?
- Den fortæller noget om, hvem der er bedst forbundet i de danske magtnetværk, det vil sige hvilke kvinder der bevæger sig ind i magtens inderste cirkler. Netværk er et godt billede på, hvor meget magt man har og hvor vigtig man er, siger Christoph Houman Ellersgaard.
Med en kønsdebat, der jævnligt koger over, er det også godt at få fakta på bordet, mener han.
- Det er godt at få tal på, hvordan magten er fordelt på kønnene, så vi kan diskutere fakta i stedet fordomme. Du kan sige, at det ikke er overraskende, at kun en femtedel af magteliten består af kvinder, men hvis du havde sagt det inden vores undersøgelse, ville mange have sagt, at det tal var undervurderet.
Der er en særlig plads i helvede til kvinder, som ikke hjælper andre kvinder, lyder et citat af USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albright. I så fald må man håbe, at der er masser af plads dernede.
Der er ingen tegn på, at der er særlige kvindenetværk, som løfter andre kvinder op, så man kan ikke tale om en kvindemafia, siger Christoph Houman Ellersgaard.
Men er der en mandemafia, siden listen er så domineret af mænd?
- Nej ikke nødvendigvis. Det kan sagtens ske uden bevidst diskrimination, for mange undersøgelser viser, at man vælger folk som man kender og som ligner en selv, når man skal ansætte eller netværke. Selv hvis magtfulde mænd kun har en lille tilbøjelighed til at vælge andre mænd, bliver det selvforstærkende, hvis alle gør det, og så kan selv en lille skævhed få stor effekt på kønsfordelingen i magtens elite.
Vil det sige, at vi bør indføre kvindekvoter?
- Det siger vores undersøgelse ikke noget om, men det er tydeligt, at det er sværere at komme ind i eliten, når man ikke har en priviligeret baggrund eller er kvinde. Men vores undersøgelse viser, at de strukturer ikke er noget, der forandrer sig meget. Hvis ikke vi indfører kvindekvoter eller andre tiltag, så tror jeg ikke at strømmen af kvinder i magteliten øges væsentligt. Så man må tage det alvorligt som et politisk problem, hvis det er noget man for ønsker at forandre.
I disse valgtider må vi også spørge: Hvor er Helle Thorning-Schmidt på magtlisten?
- Politikere har en mere flygtig magt. Desuden er hun del af et internationalt magtnetværk, som vi ikke indfanger her, så derfor er hun placeret længere nede, men hun er selvfølgelig med – som nummer 204.
Hvad er dit råd til kvinder som vil op i magteliten?
- De kvinder som er der netværker meget og søger ledelsesposter inden for store, stærke og traditionelle erhvervsorganisationer. Der er ikke mange kreative brancher på magtlisten.
LÆS OGSÅ: Ny megatrend giver kvinder magten
LÆS OGSÅ: Taylor Swift er yngte kvinde nogensinde på listen over de mest magtfulde i verden
LÆS OGSÅ: 8 tegn på, at han er manden, du skal have børn med