Disse tv-serier skal du glæde dig til at se

Her er de nye tv-serier, du skal glæde dig til

Vi kan ikke få nok af gode kvalitets tv-serier og tv-programmer her på redaktionen, og hvert år kommer der serier, som er på alles læber. Fra Orange Is the New Black's virkelighedsbaserede drama til det fantasymættede Game of Thrones univers.Vi har fået tips til, hvilke ny serier vi skal glæde os, og hvad de nye tendenser på tv-markedet fra Felicia Elisabeth Jackson, som er festivalchef forTV festivalen, en seminarrække for folk i tv-branchen, der løb af stablen i sidste uge.

Hvilke kommende dramaserier skal vi holde øje med?

Allerede nu kan man på HBO kaste sig over 'An Honourable Woman', og selvfølgelig 'True Detective', hvis man ikke har set den endnu. Og så er FOX´s 'Gotham' værd at holde øje med. Den foregår i den fiktive by Gotham City og handler om Commissioner Gordon Bruce Wayne og co. i sine unge dage. Serien skal være en form for baggrundshistorie for hele Batman universet, og jeg glæder mig som en lille barn til at se, hvad de kommer op med.

Dertil kommer nye sæsoner af eksisterende serier som 'Hannibal', 'Game of Thrones', 'Penny Dreadful', 'Walking Dead' og 'House of Cards'.

I Danmark skal man klart se næste sæson af 'Dicte' på TV2 her i efteråret og 'The Team' på DR1 i februar. En stor ny europæisk politiserie med Lars Mikkelsen i hovedrollen, instrueret af danske Kathrine Windfeld, som blandt andet også har instrueret dramaserier som, 'Forbrydelsen', 'Broen' og 'Rita'.

Hvad er din egen yndlings tv-serie for tiden og hvorfor?

Mine absolutte yndlingsserier er og bliver de to HBO serier 'The Wire' og 'Six Feet Under´'. 'True Detective' er den, som har gjort størst indtryk på mig det sidste år. Mens vi bevæger os i en konstant foranderlig medievirkelighed, er True Detective en historie, som fortælles i langsomt tempo og i flere spor. Og så glæder jeg mig selv helt enormt til at få set 'The Leftovers' på HBO og resten af sidste sæson af 'Orange is the New Black' på Netflix. Men jeg må erkende at den næste sæson af 'Game of Thrones' er det, jeg glæder mig mest til rent seriemæssigt.

Hvorfor tror du vi ser mange stærke kvindelige hovedroller i de nye populære tv-serier?

I de skandinaviske tv-serier er der ofte en meget stærk kvindelig hovedrolle. Det bygger på den rolle danske kvinder har i samfundet med en høj grad af ligestilling, hvor kvinder i princippet kan gøre mere eller mindre det samme som mænd. Og selvom det for os er en selvfølge, så er det meget eksotisk ude i verden. Der er mange kvinder i den tredje verden, som bruger vores tv-serier, og de stærke kvinder som rollemodeller for, hvad en kvinde kan.

I USA har de måske også fået øjnene op for, at kvinder er den halve verden, og derfor også det halve publikum. Selv Hitchcock sagde, at når et par går i biografen er det oftest kvinder, der bestemmer, hvad de skal se. Oversat til moderne tv-sprog er det oftest kvinden, der holder fjernbetjeningen. Mon ikke de amerikanske producenter ved, at der er penge at tjene på kvinder?

Hvilke nye internationale tv-tendenser, skal vi holde øje med her i efteråret?

Vi kommer til at se mere teknologi i samspil med den klassiske dokumentar. Det så vi blandt andet på TV Festivalen, hvor den engelske Channel 4 viste klip fra deres successerie 'The Secret Life of Students'. Gennem fire måneder blev 12 unge studerende overvåget, og alle deres tekstbeskeder, tweets og facebookopdateringer blev opfanget sideløbende med traditionel observation. Den narrative fortælling bliver dermed udbygget med en ekstra dimension, som på en helt nye måde åbner op for de unges liv, og bringer os helt om bag facaden og de klassiske interview.

Hvilke nye tv-tendenser kommer vi til at se her i Danmark?

Det er helt sikkert, at reality er kommet for at blive. Der bliver brugt mange realitygreb på tværs af tv-genrerne. Deltagerne kan skabe følelser, nærhed, identifikation og sætte relevante samfundsmæssige og personlige temaer på dagsordenen. Det vil jeg klart holde øje med på samtlige danske tv- kanaler.

Hvad var det mest overraskende og inspirerende på årets tv-festival?

Danske Jimmy Maymann, er CEO for The Huffington Post, der er et af verdens mest succesfulde internetmedier. Han fortalte på årets TV Festival, at de er nu også er begyndt at sende mere end 12 timers live-tv i døgnet. Hans budskaber omkring online-tv overraskede og inspirerede tv-branchen til at imødekomme den nye medievirkelighed. På grund af streamingtjenester tilbringer danskerne mindre tid foran den traditionelle tv-skærm, end de gjorde for blot få år siden.

Tv-branchen skal forstå de forandringer, der sker, og inspirere til at udvikle tv-mediet og skabe nye tv- fortællinger. Jeg er overbevist om, at de tendenser han fremhævede, vil påvirke den fremtidige udvikling af tv, i retning af mere online-tv.

LÆS OGSÅ:Mød Lena Dunham fra tv-serien Girls


Felicia Elisabeth Jackson, festivalchef på Copenhagen Tv-festival, som fand sted fra den 14-15 August 2014.