Karen og Christa har været naboer siden 1964 – nu kommer den ene med rørende gestus
Christa og Karen kan holde 60-års jubilæum med hinanden i år, for siden 1964 har de boet lige ved siden af hinanden. Efter at Christa blev alene for tre år siden, har Karen holdt et ekstra øje med hende, og der går ikke en dag, hvor de ikke snakker sammen.
Den dag Christa og Karen hver især var blevet ringet op af Hjemmet og havde fået at vide, at Karen var blevet tildelt en julekurv, var det ikke kun fryd og gammen på vejen Havrekær i Veflinge på Fyn.
For mens indstilleren Christa var lykkelig og fældede en tåre efter at have fået beskeden, gik den ikke lige så rent ind hos modtageren Karen. Da Karen lidt senere kom ind til Christa, blev hun stående i døren og sagde, "Jeg gør det ikke, jeg gør det ikke".
"Hvad har jeg nu gjort?", sagde Christa til hende, og så kunne Karen alligevel ikke lade være med at grine.
Der er heldigvis både god stemning og julestemning, da Karen skal have overrakt Hjemmets julekurv. Christa og hendes datter, Tove, har dækket op med Christas hjemmebagte kringle, men da Christa fortæller om alt det, Karen har gjort for hende og betyder for hende, siger Karen dog med lige dele beskedenhed og humor:
"I skal lige trække lidt fra!"
Mange kopper kaffe
Det var helt tilbage i september/oktober 1964, at den nu 89-årige Christa Jensen og 81-årige Karen Sørensen Hansen blev genboer. Karen og hendes mand Kaj spillede håndbold i den lokale klub sammen med Christas mand Otto, så de tre kendte hinanden i forvejen. Og selv om de også er mødtes alle fire, så var det særligt venskabet mellem Christa og Karen, der voksede frem.
"Vi kan ikke huske, hvordan vi faldt i snak," siger de.
"Men så inviterede den ene på en kop kaffe, og så inviterede den anden på en kop kaffe, vi har drukket mange kopper kaffe sammen," slår Christa fast.
I 1960'erne og 70'erne løb deres børn ind og ud hos hinanden, og hvis Karen og Kaj skulle på en smuttur, blev børnene passet ovre hos Christa og Otto. På et tidspunkt begyndte nabokvinderne at gå til lampeskærms-syning og til broderi sammen.
"Det var sjovt," mindes de, og der er stadig et lysende minde derfra og broderede juleduge på flere af bordene.
"Jo, det har været dejligt at have den samme nabo i så mange år," siger Karen, det er jo godt nok utroligt med 60 år.
Annonse
Den dag i dag skal Christas børn gerne lige over og sige hej inde ved siden af, når de er her, mens Karens yngste barnebarn slår græs hos Christa.
Igennem årene har Christa og Karen også delt både glæder og sorger, fortæller Christa.
"Vi har grædt sammen, og vi har grinet sammen. Vi har delt meget, og det kan vi stadig," siger hun.
"Karen er der altid for mig."
Annonse
Savnede Karen
Hver eneste dag kommer Karen ind til Christa en gang eller to. Sidst på formiddagen kommer hun med Fyens Stiftstidende, når den er læst, og ofte kommer hun også lige ind og hører, hvad Christa skal have til aften. Efter at Christas mand døde for tre år siden, har det betyder endnu mere for hende med Karens besøg.
"Vi havde været gift i 68 år, så det er svært, og jeg savner ham stadig. Det er dejligt at vide, at Karen altid kigger ind."
"Ja, vi er nødt til at holde øje med hende," siger Karen.
Da Christa brækkede hoften sidste år i oktober, var der ingen tvivl om, hvem hun tænkte på, mens hun lå på sygehuset.
"Ud over mine børn, så var det Karen, jeg gerne ville se. Det var hende, jeg savnede," siger Christa.
"Og et af mine børnebørn sagde en dag, "Farmor, vi er så glade ved, at du har Karen, for hvis der sker noget med dig, så ringer hun til os.""
Sådan har datteren Tove det 100 procent også, siger hun hen over kaffen.
Christa får også fast strikkehjælp af naboen, for hun kan godt strikke skaftet på sokkerne, men når hun kommer til hælen og skal "vende", så kommer Karen og tager strikkepindene og klarer rundingen for hende.
"Hvis hun bager, kommer hun altid med en smagsprøve til mig," fortæller Christa.
Annonse
"Og efter jeg havde brækket hoften og gerne ville holde en lille damekomsammen til jul, som jeg plejede, så kom Karen ind med 20 boller og en bradepandekage under armen. Sådan er det hele vejen igennem, Karen er der altid."
"Det er virkelig det, jeg kalder et venskab."
