Alt du skal vide om RKI
Vil du gerne vide mere om RKI og RKI-tjek? Hvad det er, og hvordan du kommer ud af det? Klik her, og find svarene.
Har du hørt om RKI? Eller ved du heller ikke helt præcist, hvad det er eller hvilken betydning, det har for lige præcis dig? Vi har hos ALT.dk set på RKI-registret og samlet informationen her, så du nemt og hurtigt kan danne dig et overblik.
Så læs med, og bliv klogere på alt det, du skal vide om RKI.
Hvad er Ribers Kredit Information?
Ribers Kredit Information - ofte forkortet RKI - er et register ejet af Experian. RKI er kort fortalt en oversigt over dårlige betaler i Danmark. Det betyder, at hvis du ikke betaler dine regninger, så kan du risikere, at dem, du skylder penge, melder dig til RKI-registret. Registret må ikke indeholder unge under 18 år, og du kan derfor først blive registreret, når du er myndig.
Udover RKI så har vi i Danmark også Debitor Registret, som du skal holde øje med, hvis du har problemer med din økonomi. Debitor Registret er ejet af en anden virksomhed end Experian, men ellers er det samme koncept som Ribers Kredit Information.
Hvordan bliver du registreret i RKI?
Det er dem, du skylder penge, der melder dig til RKI-registret. Det betyder, at for eksempel din bank kan melde dig, hvis du ikke betaler af på dine lån. Du skal dog ikke være nervøs, hvis du blot misser en enkelt regning. Der er nemlig opsat meget klare og tydelige regler for, hvornår dine kreditorer må melde dig til Ribers Kredit Information.
Du skal for det første modtage mindst tre rykkere, før du må blive meldt til RKI. Alle rykkere skal være på skrift, og der må først stå noget om RKI, når du modtager den tredje.
Udover mængden af rykkere er der også regler for, hvor hurtigt de skal sendes. De to første rykker skal for eksempel sendes med minimum ti dages mellemrum. Herefter skal den tredje rykker fortælle dig om RKI og en eventuel indberetning, før du kan blive meldt som dårlig betaler.
Hvis du skylder penge til offentlige myndigheder, er der faktisk også en ekstra regel. Her skal beløbet, du skylder væk, være på mindst 7.500 kroner. Og så skal de ligesom alle andre sende mindst tre rykkere, før de kan indberette dig, og du kan blive registreret i RKI.
Hvordan laver du et RKI-tjek?
Når du bliver registreret som dårlig betaler, vil RKI altid informere dig. Vi kan dog godt forstå, hvis du er blevet i tvivl om din status hen ad vejen. Derfor er det muligt for dig at lave et RKI-tjek, hvor du slår op, om du er registreret. Det eneste, du skal gøre, er at gå ind på Experians hjemmeside, hvor du ved at logge ind med dit NemID kan se, om du er registreret som dårlig betaler.
Hvis du er registreret, skal du være opmærksom på, at du skal kontakte dem, du skylder penge til, og ikke RKI. Riber Kredit Information har ikke noget at gøre med betalinger og lån. De holder blot styr på oversigten over dårlige betalere.
Hvis du er uenig i de informationer, du finder, når du laver dit RKI-tjek, så skal du tage kontakt til RKI. De må nemlig ikke registrere dig, hvis det skyldige beløb er forkert, eller hvis de krav, du er registreret under, ikke stemmer overens med de krav, du kender til.
Hvordan bliver du slettet fra RKI-registret?
Er du havnet i registret, og vil du gerne slettes? Så kan det ske på flere måder:
- Du kan betale de penge, du skylder
- Du kan vente fem år og blive slettet fra registret automatisk
Er det muligt for dig at betale gælden? Så foreslår vi at du vælger dette. Her skal du blot betale pengene der, hvor du skylder dem, hvorefter kreditorerne så skal melde til RKI, at du ikke længere skylder dem pengene.
Kan du ikke betale de penge, du skylder? Så vil du som sagt blive slettet efter fem år. Dette er dog kun tilfældet, hvis du ikke bliver registreret af andre, og hvis din kreditor ikke melder dig til RKI igen. Du skal hertil også huske på, at selvom du bliver slettet fra RKI-registret, så skylder du fortsat pengene. Din gæld bliver altså ikke slettet sammen med din registrering som dårlig betaler.
Hvad betyder din registrering i RKI for dig?
Umiddelbart kan du godt tænke, at en registrering i RKI ikke har direkte betydning for dig. Men det har det. Registreringen vil have betydning, hvis du:
- Skal låne penge
- Vil købe varer på afbetaling
I disse tilfælde kan du risikere at blive afvist, da banken eller andre firmaer har adgang til registret og kan se, at du er blevet registreret, og at du derfor ikke er god til at betale de lånte penge tilbage.
Det er dog ikke alle firmaer, der kan tjekke registret. Dem, du handler med, skal have lavet en bestemt handelsaftale med dig som køber, før de må tjekke, om du er blevet registreret i RKI. Så hvis du er noteret som dårlig betaler, så kan det godt betale sig at være opmærksom på sådanne aftaler.
Hvordan får du hjælp med din økonomi?
RKI kan være en hjælp, hvis du har alvorlige problemer med at låne penge. Hvis du for eksempel har en sygdom i form af ludomani, hvor du ikke selv kan styre, hvor mange penge du bruger på én gang, så kan det være en hjælp at blive registreret. Det kan nemlig hjælpe dig til ikke låne flere penge. Du skal dog være opmærksom på, at en registrering i RKI ikke er en behandling af sygdommen men blot et lille plaster. Hvis du har alvorlige problemer, så skal du opsøge din læge for at få den rette hjælp.
Hvis du kan mærke, at økonomien presser, og du gerne vil have hjælp til at komme ud af eller undgå RKI, så foreslår vi, at du ringer til din bank. Banken vil også være interesserede i at hjælpe dig. Hvis du får styr på din økonomi, er der nemlig større chance for, at du betaler de lånte penge tilbage til dem.
Hvis ikke du er parat til at tale med banken, så kan du også tale om økonomi med dine venner eller familie. Det kan være, de har nogle gode råd eller værktøjer, som du kan gøre brug af. Det er dog ikke sikkert, de kan hjælpe dig økonomisk. Men snakken med bekendte vil muligvis giver dig et større overskud og overblik, så du selv kan lægge en handlingsplan.
Vil du gerne tjekke, om du har styr på økonomien, så kan du tage vores test her på ALT.dk.
Læs flere artikler om økonomi her
-
Kære kvinde: ”Hvis du ikke investerer dine penge, BLIVER de mindre værd”
-
Fremtidsforsker: "Du bliver ikke rig af at gå på arbejde, så gør dette i stedet"
-
Kvinder & økonomi: ”Sådan helt praktisk: Hvad gør jeg for at få mine penge til at vokse?”
-
9-trins-guide: Kom godt i gang med at investere i aktier
-
14 guldtips: Her kan du blive klogere på investering i aktier