Alexandria Ocasio-Cortez

Alexandria Ocasio-Cortez: Hvem er den 29-årige kvinde, der er udråbt som politisk stjerne i USA?

29-årige Alexandria Ocasio-Cortez er valgt ind i Kongressen som den yngste kvinde nogensinde. Den unge demokrats politiske kernesager tager afsæt i hendes egen opvækst i The Bronx i New York, hvor hun er født og opvokset, og i dag taler hun minoriteternes sag. Lær hende og hendes politik meget bedre at kende her.

29-årige Alexandria Ocasio-Cortez kan i dag skrive sig ind i historiebøgerne som den yngste kvindelige politiker nogensinde, der er blevet valgt ind i Kongressen i USA. Det blev slået fast i morges dansk tid, da amerikanerne gik til stemmeurnerne ved det amerikanske midtvejsvalg, hvor de skulle beslutte, hvem der skal sidde i Kongressen, der består af to kamre: Senatet og Repræsentanternes Hus.

Valget er endt med en republikansk sejr i Senatet og en demokratisk sejr i Repræsentanternes Hus.

Alexandria Ocasio-Cortez bliver en af de 435 repræsentanter, der skal sidde i Repræsentanternes Hus og kæmpe for at få den demokratiske politik igennem de næste to år.

Noget, den unge kvinde med latinamerikansk baggrund tidligere har haft svært ved overhovedet at turde håbe på:

– Jeg troede, at den eneste måde, man effektivt kunne stille op til valget, var, hvis man havde adgang til en masse rigdom, høj social indflydelse og en masse dynastisk magt. Og jeg vidste, at jeg ikke havde nogle af de ting, udtalte hun i sommer til New York Times.

Men det viste sig altså, at vælgerne alligevel mente, at Alexandria Ocasio-Cortezs politiske kernesager – og måske netop også hendes mindre privilegerede opvækst – var mere afgørende end lige præcis penge og magt.

Her kan du lære den unge politiker meget bedre at kende – måske du også ville sætte et kryds ved latinaen, der har chokeret hele USA?

Hvem er Alexandria Ocasio-Cortez?

  • Alexandria Ocasio-Cortez er lige fyldt 29 – hun havde fødselsdag 13. oktober
  • Alexandrias mor stammer fra Puerto Rico og kom til USA i 1995. Hendes far er fra The Bronx, New York.
  • Alexandria er født i The Bronx, der er en af de fattigste bydele i New York, men flyttede skole i en ung alder til den mere velhavende forstad Yorktown, fordi skolerne her havde et bedre fagligt niveau. Familien og hende selv blev dog boende i The Bronx.
  • Har en bachelorgrad i økonomi og internationale relationer fra Boston University fra 2011

1. Hun har vundet over en erfaren, mandlig politiker

Da Alexandria i sommer væltede modstanderen Joe Crowley, der har mere end 10 års erfaring i amerikansk politik – og er en af de mest magtfulde demokrater i Kongressen, af pinden i staten New York,  så hun sådan her ud:

– Oh my God, oh my God, var de første ord, hun dengang præsterede at få ud, skriver New York times, der også kan fortælle, at hendes kampagne har været 70 % støttet af penge fra individuelle bidrag under 200 dollars.

2. Hun betaler stadig sine studielån af

Indtil for blot et år siden arbejdede Alexandria som tjener og bartender for at kunne supplere sin mors indkomst som rengøringshjælp og buschauffør. Efter faderens død var det nemlig svært for moderen at holde styr på økonomien, hvilket endte med, at moderen og bedstemoderen var tvunget til at sælge deres hus og flytte til Florida.

Som mange andre betaler den 29-årige Alexandria også stadig sine studielån af – og har indtil for nylig aldrig haft en sundhedsforsikring, skriver New York Times

3. Kommer fra trange kår

I 2008 døde Alexandrias far af et hjertestop, og politikeren husker meget tydeligt, hvordan hun fik et hastekald fra sin mor, imens hun sad i en økonomi-time på Boston University. Hun skyndte sig at hoppe i en taxa, tog det første fly hjem, og tog direkte til hospitalet for at se sin far. Han døde den 9. september, og Alexandria tog kun en uges fri fra skole til at sørge.

Jeg kommer fra en arbejderklasse-baggrund, så man får ikke rigtigt al tid i verden til at sørge, fortalte hun dengang til The Intercept om sin beslutning om at vende tilbage til virkeligheden hurtigt efter sin fars død. 

4. Hun er ansigtet på de håbefulde, unge venstreorienterede i USA

”Der skal rykkes til Demokraterne, og Kongressen er blevet for gammel”, har Ocasio-Cortez sagt til New York Times.  

I sin kampagne har hun således fokuseret på sundhedsforsikring til alle og er virkelig gået i flæsket på Donald Trumps hårde udlændingepolitik, der også er blevet kritiseret for at skille familier ad.

For eksempel har hun besøgt den mexicanske grænse hvor hun blandt andet talte direkte til det grænsepoliti, der lige nu tilbageholder flere børn i et detentionscenter ved den mexicanske grænse, skriver the Independent.