"I bund og grund bryder jeg mig ikke så meget om mig selv"
Han drømte egentlig om en karriere som jazzpianist, men på trods af musikerdrømmene, og at han ikke nødvendigvis er vild med sit eget udseende, blev han eksponeret tv-vært. Nu rykker Johannes Langkilde til Washington sammen med sin familie for at blive DR's nye USA-korrespondent.
UDGANGSPUNKT
– Jeg er vokset op i Hjørring i Nordjylland og er meget lokalpatriotisk. De værdier og den mentalitet, der er i landsdelen, betyder meget for, hvem jeg er. Vi brokker os ikke, vi er ikke selvhøjtidelige, og når lokummet brænder, så slukker man det og griner af det bagefter. Min mor er organist, og min far er læge. Jeg tror, at da jeg blev født, lossede min mor vuggen ind under flygelet, og så lå jeg der og sov, mens hun øvede til koncerter. Hvis min mor ikke sad ved klaveret, sad min far der. Han er en dygtig amatørpianist. Jeg kan huske, at de lavede deres egne små musikquizzer, hvor de satte en plade på: "Kan du høre, hvem det her er?". Byen havde et ekstremt levende klassisk og rytmisk musikliv, så hele min barndom og ungdom husker jeg som en stor musiklejr.
– Jeg blev inspireret af mine forældre og spiller både klaver og trompet, men begyndte også at spille rock, soul og funk. Vi havde nogle ret fede bands. Mit bedste barndomsminde er at stå med bandet Cosmic Ride på scenen nede på det lokale spillested Sysseltinget, hvor der stod 250 mennesker i salen. Der var lydmand på, og jeg stod med mine syv keyboards og et hammondorgel, for der skulle være tangenter nok. Jeg spillede også i et brassband, som jeg var på virkelig mange turneer med. Det lyder lidt nørdet, men det fællesskab, der er i et band med 30 mennesker, er ret fantastisk.
Hvad var du for en dreng?
– Jeg har altid været kreativ og utålmodig. Der er meget kort fra idé til handling. Hvis jeg får en idé, hvor andre tænker, at det kunne være sjovt at gøre engang, så har jeg typisk gjort det i morgen. Jeg tror, at mine forældre har været lidt forbløffede over, at jeg ved morgenbordet kunne sige noget, som jeg godt kunne tænke mig, og når jeg så kom hjem om aftenen, var aftalen lukket. Jeg sørgede for at få nogle af de lokale forretninger til at sponsorere flerfarvede plakater, som reklamerede for vores koncerter. Så stod der "Din Lokale Tøjmand" nede i bunden. For hvis du har et band – uanset om det er i 7. Klasse – så skal du have flerfarvede plakater og T-shirts, hvor der står roadie på, til dine venner...
– Min anden interesse var styrketræning. Jeg blev trukket ind i det i 1.g af nogle andre drenge, som var begyndt at løfte vægte. Jeg blev fuldstændig bidt af det og havde halv tyrenakke og kæmpe brystkasse, og det gjaldt om at blive så stor som muligt. Hold kæft, hvor har jeg spist mange kilo proteinpulver.
Hvorfor blev du ikke professionel musiker?
– Allerede i 2.g forsøgte jeg at komme ind på det rytmiske musikkonservatorium i København. Gymnasiet gik for langsomt, og jeg hader ventetid, så jeg syntes, at 2.g måtte være nok. Og hvis jeg alligevel skulle være verdenskendt rockstjerne, kunne jeg lige så godt komme i gang. Jeg gik videre til nogle af prøverne, men kom ikke ind. Det var fair, for jeg var ikke dygtig nok. Så jeg måtte flyve hjem til Hjørring og tage 3. g med. Efter gymnasiet kom jeg ind på et konservatorium i Sydfrankrig. Jeg var fast besluttet på, at jeg skulle være musiker og skulle for første gang leve som én. Jeg fandt ud af, at det var alvor, og jeg kunne ikke blive den bedste, for du kan fodre svin med dygtige musikere. Det gik op for mig, at det er et hårdt liv, hvor man ikke tjener særlig mange penge. Jeg havde det ikke i mig. Hvis jeg havde insisteret på at forfølge den drøm, var jeg endt som barpianist og tre fadøl for meget.
HOLDEPUNKT
Hvad er dit faste holdepunkt?
– Min kone. Det lyder som noget, jeg er blevet betalt for at sige, men sådan er det faktisk. Vi har været sammen i 11 år og mødte hinanden på Jazzhouse til en koncert med en italiensk pianist. Det var ret hurtigt tydeligt, at Sisse var anderledes end det, jeg havde prøvet før. Der er ikke alt det der kvindefnidder, og det skulle jeg lige lære. Hun siger, hvad hun mener, og det er enormt forvirrende. Man plejer at skulle lave en dyberegående analyse af det, der kommer fra den kvinde, man er sammen med. Hun er en no bullshit kind of girl, så hvis jeg kommer lidt for godt i gang – som jeg måske godt kan have en tendens til – kan hun hjælpe mig med at få lidt perspektiv på tingene.
Du snakker ikke så meget om kærlighed i det her?
– Jamen, det er jo grundlaget. Nogle gange har jeg følelsen af at være 18 år og have fundet en gymnasiekæreste, når jeg kigger på hende. Det er fedt, at jeg kan få det der sus: "Hold kæft, hvor er hun smuk". Forelskelse er en underlig størrelse, og jeg er heldigvis blevet forelsket i et menneske, som er meget sundt for mig. Sisse var it-projektleder på IBM, men sagde op til fordel for et deltidsjob på en rideskole i Hørsholm, da vi fik vores andet barn. Tingene hang bare ikke sammen. Jeg har pendlet til Odense i syv år, og det har ikke altid været sjovt for familien.
Så I har kørt et liv med et mere traditionelt kønsrollemønster?
– Hvis hun kom hjem og introducerede mig for en pakke, hvor jeg kunne drive en musikskole og udvikle mig som jazzpianist, så sagde jeg da ja. Hendes store passion har altid været dressurheste, og hun er en virkelig dygtig rytter. Vi støtter hinanden i det, vi laver. Og vi ville aldrig flytte til USA, hvis ikke Sisse havde sagt, at hun var med på den. Det er en drøm, jeg har talt om i ti år. Da jeg blev ringet op af DR og fik buddet, skulle hun lige tænke sig om i et par dage, men hun fandt ret hurtigt ud af, at det var det rigtige at gøre. Også for hende, fordi hun får mere tid til heste og måske noget efteruddannelse. Børnene har den rigtige alder og får en oplevelse uden at skulle hives ud af skolen. De får mulighed for at lære et ekstra sprog og vil finde ud af, at verden er større end Lyngby. Det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke får sådan nogle egobørn.
LÆS OGSÅ: Søren Malling - "Jeg gjorde det kun fo pengenes skyld"
BLØDE PUNKTER
Hvad har du et blødt punkt for?
– Jeg har alt for mange soft spots, og jeg er meget nem at bevæge. Det kan være alt fra at holde en tale for nogle mennesker, jeg holder af, hvor jeg har svært ved ikke at få en tåre i øjenkrogen, til hvis jeg ser mennesker i nød. Jeg har virkelig svært ved at gå forbi tiggere. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor andre ikke giver penge til en tigger, men jeg tror bare, at jeg har nemt ved at sætte mig i andres sted og kan blive meget berørt af det. "Kan jeg tage ham med hjem? Kan jeg sælge bilen og give ham en uddannelse?". Jeg ville jo gå fra hus og hjem, hvis jeg skulle forfølge den tanke. Men da jeg boede i Frankrig, så jeg ofte en vældig humoristisk og sød tigger. Og i stedet for at give ham 50 franc, hev jeg ham med ned på en café, gav ham en kop kaffe og hørte hans historie. Han havde ikke nogen uddannelse, konen var skredet, og hans ben var røget i en ulykke, og så brugte han alt for mange penge på mad til hunden.
Er du også en følsom fyr?
– Ja, også nogle gange mere, end hvad godt er. Det er lykkedes mig at holde det ud i strakt arm, når jeg er på som vært. Det er primært bagefter, at jeg lader det gå ind, men efter jeg har fået børn, er det svært at holde det fra livet. Der var en episode, hvor jeg var tæt på at knække, og det må man jo ikke. Jeg skal ikke trække følelser ned over hovedet på seerne. Men vi sendte et indslag, hvor en familiefar havde forsøgt at begå selvmord med sine to døtre på bagsædet. Indslaget var meget penslet ud, og han havde bedt dem om at dukke sig ned, da de kørte ind i en betonklods. Det havde jeg det svært med og skulle lige trække vejret en ekstra gang efter indslaget.
NULPUNKT
Hvornår har du ramt et nulpunkt i dit liv?
– Det synes jeg aldrig, jeg har. Hvis jeg er på vej til at ramme et nulpunkt, er jeg god til at stoppe op og trække stikket. Der er mange ting i mit liv, som jeg gerne ville have været foruden, men det er drastisk at kalde det nulpunkter. Mine forældre blev skilt, da jeg var i teenageårene. Jeg har grundlæggende haft en god barndom, men intet barn ønsker at se sine forældre blive skilt. På den anden side kan det være grunden til, at jeg er mere fokuseret på, at det ikke skal ske for mig.
Hvordan trækker du stikket?
– Der har været tidspunkter på Nyhederne som vært, hvor jeg har været meget tæt på afgrunden af stress. Hvor jeg blev ked af det, og min handlekraft forsvandt. Det er ækelt, og der skal jeg ikke hen igen. Man siger i flæng, at man er stresset, men når man virkelig har været der, så ved man, at man bare var presset. Stress er ud over kanten. Når jeg har været dér, har jeg trukket stikket og taget i sommerhuset og ladet mobilen ligge i en skuffe. Jeg har lært at sige nej, når folk vil have noget fra mig, som jeg ikke kan give dem, og jeg undgår at give for meget af mig selv.
LÆS OGSÅ: "Jeg er ligeså uchamerende som så mange andre mænd"
MIDTPUNKT
Hvornår fandt du ud af, at du ville være journalist?
– Allerede i folkeskolen var jeg radiovært i to timer hver onsdag på Hjørring Nærradio. Jeg gik simpelthen bare hen og spurgte, om de ikke havde brug for en radiovært. Senere sagde nogen til mig: "Du skal da lave fjernsyn, når du bliver stor." Men det skulle jeg bare ikke, for jeg hader at få taget billeder. Og i bund og grund bryder jeg mig ikke så meget om mig selv og mit udseende, og det har jeg aldrig gjort. Jeg ved ikke, om det er en nordjysk ting: "Lad være at se på mig. Det er nok at høre på mig." Men da jeg kom hjem fra Frankrig og konservatoriet, begyndte jeg på film- og medievidenskab på universitetet i København, fordi jeg havde en idé om, at jeg kunne begynde at skrive filmmusik. Ja, det var mega naivt. Men jeg begyndte også at skrive lidt fra filmfestivaler i Berlin og Cannes og tjente lidt på det for forskellige aviser. Og da jeg begyndte at lave et musikprogram på Kanal København, fandt jeg ud af, at det måske var sjovt nok at lave fjernsyn. I virkeligheden slog jeg plat eller krone med mig selv, for jeg havde også en drøm om at blive politimand. Jeg var dybt fascineret af, at jeg kunne have et meget fysisk job i en større sags tjeneste.
Hvorfor blev du vært?
– Det undrer mig også nogle gange, men jeg kan lide at være solist og samtidig give andre en god oplevelse. Jeg tror, at jeg har lært at se ud over, at min krop er i fjernsynet, for jeg kan godt lide den faglige del af det, og så er jeg jo en cirkushest.
Der har været fokus på dit udseende i flere omgange – hvad tænker du om det?
– Gud fader, hvad er det, de kan se? Det er jo ikke, fordi jeg hader mig selv eller har komplekser, men jeg er bare blufærdig. Jeg var den yngste vært på TV2 og følte, at jeg blev nødt til at lægge en strategi for, hvordan jeg skulle håndtere det. Folk kunne se mig som en ung flødebolle, der bare ville i fjernsynet for at blive kendt. Det var virkelig mit mareridt. Jeg var paranoid og frygtede, at bladene ville begynde at skrive løgnehistorier, så min kæreste troede, at jeg havde været begravet i en eller anden blondines bryster lørdag aften, uden at det var sandt. Så jeg lavede en strategi, der gik ud på at være så kedelig som muligt i et par år og på den måde demonstrere, at jeg var i det for fagets skyld. Jeg gjorde det ved at optræde meget stilrent og være meget forberedt. Ingen vittigheder, ingen looseness.
SVAGE PUNKTER
– Jeg er kompromisløs, og det kan måske være svært for folk nogle gange. Jeg forventer meget af mig selv, og jeg forventer det samme af andre. Jeg hader sjusk, og jeg hader folk der kommer for sent til en aftale. Det, tror jeg, kan drive folk til vanvid.
LYSPUNKT
Hvornår er du allermest glad?
– Når jeg har tid nok til, at jeg kan lege med mine børn, og de kan hænge på mig, og vi bare kan have det sjovt på deres præmisser. Jeg er et hundrede procent familiemenneske. Derfor var jeg også lidt i tvivl om, hvorvidt Washington kunne forenes med at være far. Om jeg ville blive for fraværende. Det er ikke et problem at være fraværende, for børn skal også vide og se, at deres forældre udretter ting, og det kan man ikke gøre uden at være væk. Men du skal også være der for dem, når du kommer hjem. Inden jeg fandt Sisse, tænkte jeg meget over, hvordan jeg ville være som far. Det er klart, at mine forældres skilsmisse er det første afsæt til at sige, at jeg ikke vil udsætte mine børn for det samme. Jeg håber, at mine børn vil sige, at jeg var en far, der gerne ville lege, og én, der var i stand til at se tingene gennem deres øjne. Hvis Andreas kommer løbende og leger eller råber et eller andet, kan min automatreaktion sagtens være: "Hold nu mund" eller "Lad være med at bruge den slags ord". Men når man er fire år, er det den måde, man leger på, og numser kan være enormt sjove.
– Det er hårdt at få børn. Man sover ikke særlig meget, og man har meget lidt tid til sig selv. Men jeg vil ikke falde i den fælde, der hedder: "hold nu op, ti nu stille". Vores store udfordring lige nu er iPad'en. Det er et dilemma, for Andreas lærer også engelsk af at sidde med den, og han bliver kvik og dygtig. Så er jeg gammel, sur og reaktionær, når jeg synes, at han bruger den for meget? Eller er det i virkeligheden nødvendigt? Jeg vil hellere gå ud i skoven og grave nogle huller med ham, for det synes jeg, er sundere. Men er det i virkeligheden sundere? Og hvad er balancen, for man skal jo gøre begge dele.
HØJDEPUNKT
Hvad er højdepunktet i din karriere?
– Det mest nutidige højdepunkt var, da jeg sad halvanden time med Hillary Clinton på Det Kongelige Bibliotek. Jeg havde fået en masse dessiner fra Secret Service og ambassaden om, hvordan jeg skulle opføre mig, og hvor jeg skulle stå. Jeg havde sommerfugle i maven, da hun kom ned i kælderen ledsaget af fem Secret Service folk med lommelygter. Dér tænkte jeg: "Fuck". Jeg havde alle tiders mulighed for at gøre mig selv til grin, og hvis jeg bommede den, kunne jeg nok se frem til en karriere i glemslen. Men alt blev glemt, da hun kom ind i rummet. Hun brød selv protokollen og var ét stort smil. Hun var meget afvæbnende, og vi var nærmest på krammer. Det endte med, at hun gik med mig under armen hele vejen ud til bilen.
I privatlivet?
– Mine børns fødsel. Ubetinget. Selve fødslen, synes jeg, var dybt opreklameret. Flere af mine venner havde sagt: "Fødslen bliver dit livs højdepunkt". Det synes jeg ikke, men dagen efter begyndte det at gå op for mig, at jeg havde fået et barn. Jeg var nervøs, fordi der er så meget, der kan gå galt, og kontrollen var lagt over til andre mennesker.
Du sagde, du havde tænkt meget på, at du skulle have børn – blev det som du havde drømt om?
– Jeg har altid drømt om at få en søn. Min datter er en bonusordning. Det var surrealistisk, da vi fik kønnet at vide. Vi fik et brev, hvor der var krydset af i "pige". Da jeg åbnede det brev... det husker jeg som noget af det vildeste i mit liv. Jeg blev simpelthen så glad. Det er et af de få tidspunkter i mit liv, hvor jeg ikke selv har kunnet styre begivenhederne.
LÆS OGSÅ: "Jeg kan virkelig være irriterende emsig"