'Jeg er da lige så ucharmerende og irriterende som så mange andre mænd”

"Jeg er lige så ucharmerende som så mange andre mænd”

Ikke desto mindre er det lykkedes Rasmus Bjerg at holde fast i sit livs kærlighed, siden han var purung. Mød den følsomme skuespiller, som har kæmpet med angst og dårligt selvværd, og glæder sig over endelig at føle, at han er ved at træde i karakter.

UDGANGSPUNKT

– Jeg er vokset op i Vester Nebel uden for Kolding. I gamle dage kørte der utrolig mange biler igennem byen – alle dem, der skulle ud til Billund og Legoland og lufthavnen. Det var gyldne tider for alle os, der samlede på nummerpladenumre dér i starten af firserne. Uh, der kunne fyldes nogle sorte bøger deroppe ved bageren. Det var i monopolets dage, hvor vi kunne se Danmarks Radio fra klokken fire om eftermiddagen. Jeg lyder som en 70-årig lige nu... men det var dejlig trygt. Vi var ikke stressede, som børn er i dag.

– Mine forældre er kunsthåndværkere. Keramikere. Min far havde utrolig langt hår og langt skæg og gik i nogle flotte sweatre. Og mor gik med tørklæde om håret og røg også en overgang pibe. Det var jo ikke så outreret for sin tid, men det var det derude i det lille landsbysamfund. Jeg har en tidlig erindring om en gårdmands-dreng, en nabosøn på nok 14 år, der vælter mig af cyklen og råber ned i hovedet på mig, mens han står i sin blå kedeldragt og store hinkestensbriller og nærmest sparker til mig, at mine forældre er kommunister. Jeg har været 7-8 år og aner vitterligt ikke, hvad han snakker om. Så mig hjem og spørge min far – helt rystet – hvad det der kommunister var. Så sagde han, "vi er ikke kommunister, vi er socialister, og det er vi stolte af".

Hvordan påvirkede det dig, at dine forældre skilte sig lidt ud fra mængden?

– Jeg drømte da om at have den samme grå lædersofa, Betamax-maskine og Sodastream, som Jesper havde. Og hvidt toastbrød med trestjernet salami. Hjemme hos os var det Nutana-produkter. Min mor lavede rødbedebøffer og blomkålsgratin. Der var heller ikke mange penge hjemme hos os. Til gengæld elskede Jesper at komme nede hos os, hvor han kunne sidde og klatte med ler og smage krydderier i maden.

– Jeg var enebarn, og det var da til tider ensomt. Men det kan man jo også finde en enorm styrke i, hvis man føler, at der er et kærligt bagland, og man rent faktisk bliver set og holdt af. Jeg blev sgu ikke forkælet, og når jeg kom hjem og fortalte, at nogen havde gjort, eller læreren har sagt... , blev den altid vendt til, "hvad har du selv gjort i situationen og optil?" Altid blev jeg konfronteret med, at man også må tage et ansvar selv.

LÆS OGSÅ: Sussi La Cour "Jeg fortryder kun, at jeg ikke fik børn"

LIGHEDSPUNKTER

– Min kone siger, at jeg ligner min far mere og mere. Måske mest noget fysisk, men også noget med, at jeg tusser sådan lidt rundt. Han er lidt en enspændertype, og det er jeg dybest set også. Jeg har virkelig brug for indimellem at tage væk. For mig selv. Det kan man, hvis man har en meget, meget tålmodig kone, der godt kan se, at det er nødvendigt. Lige om lidt tager jeg alene til Irland, det har jeg gjort nogle gange – med min far. Dér kunne jeg blive gammel. Derovre kommer man virkelig mentalt et andet sted hen. Bare sidde og kigge ud over nogle forrevne klipper og på nogle får, der går bag stenindhegninger. Meget simpelt og enkelt. Og så alligevel så voldsomt.

HOLDEPUNKT

– Jeg kan godt lide struktur og en vis grad af forudsigelighed og faste rammer. Jeg er lidt for god til at leve enten i fortiden eller fremtiden – jeg er mindre god til at være til stede lige nu og her. Jeg kan blive svedt ved tanken om at have købt hus og bygge til og skylde nogen en masse penge, når jeg laver det, jeg gør, men på den anden side... Vi lever nu og her, og det er bare et skide hus, så må vi videre, hvis lokummet brænder. Jeg har skullet arbejde med noget angst – virkelig, virkelig! Og kommer den til at styre dig for meget, er du ikke til stede.

Du og Helle er gift på 18. år – det er da noget af et holdepunkt!

– Ja, vi er enige om, at vi giver sgu ikke sådan op! Livet er svært, samliv er svært, familieliv er svært. Det er svært at være menneske, men det må man tage på sig. Det nemmeste er at flygte, og jeg synes, det er sørgeligt så mange, der flygter, lige så snart noget bliver bare en lille bitte smule besværligt. Selvfølgelig skal man ikke være sammen for enhver pris, men man skal fandeme kæmpe for det, hvis man elsker hinanden. Og det gør man jo, når man sætter børn i verden. Vi har klaret så mange faser i vores liv, og selvfølgelig har man svære perioder, hvor man glemmer hinanden... men Helle har været med hele vejen og er så stor en del af mig.

– Vi mødte hinanden på et dramahold, hvor en purung og sprød Anders W. Berthelsen var lærer. En ung dreng med dun på hagen, der skulle ud og erobre verden og lægge en masse damer ned. Han var en charmetrold, men det skulle da ikke afholde mig for lige at klovne lidt. Når man er 12, og hun er 14, er det sgu bare lidt op ad bakke. Men Helle stod også oppe hos bageren, og så drillede min far mig: "Jeg skal hilse dig fra hende den kønne op hos bageren". "Nej, hold din mund, jeg synes, hun er grim!", vrissede jeg.

Hvorfor blev det lige Helle?

– Hun er utrolig sød og rolig og omsorgsfuld. Og så ser – også – hun stinkende godt ud! Til drama kunne jeg da godt lige komme til at lure over i hendes hjørne, når hun skiftede kostume. En aften i byen så jeg så, at hun stod og snakkede tæt med en fyr, og der tog fanden ved mig, så jeg gik hen og gav hende et kys. Han blev helt paf og spurgte, om jeg var hendes kæreste.. "Næh, det tror jeg ikke...", sagde hun. Jeg ved ikke, hvordan jeg turde, for jeg var absolut ikke fremme i skoene, men jeg fornemmede måske, at det var det, der skulle til.

– Henover en periode på seks år har vi fået vores fire børn. Det har da klart været lidt svedigt i perioder. Helle har taget den store tørn, da børnene var små. Men jeg er heldigvis også sådan indrettet, at jeg er gift med min kone – ikke med mit fag. Når jeg har fri, har jeg faktisk fri. Jeg tror, jeg har meget mere fri end så mange andre, der slæber mails og iPads med alle steder, fordi der lige er en ordre, der skal falde på plads. Men gu fanden er det svært at få enderne til at mødes. Det vigtigste, man kan give sine børn, indtil de er omkring seks år, er vel bare kys og kram og kærlighed. Så de mærker, at de har et trygt fundament. Nogle gange synes de helt sikkert, jeg er hård. Men grænser er også kærlighed. Helle og jeg er ret enige, og er vi uenige om noget, prøver vi at tage den i enrum og bakke op i situationen. Jeg var selv udsat for en del signalforvirring som barn, det kan godt gøre en lidt utryg.

LÆS OGSÅ: Anne Hjernøe: "Dét var min værste sommer"

SVAGE PUNKTER

– Jeg har virkelig kunnet føle mig mindreværdig, når meget velformulerede folk har trumfet mig på en eller anden intellektuel måde. Du kan jo godt være en pissegod skuespiller og have en IQ på 17. Sådan har jeg faktisk følt mig i nogle situationer. Tænkt, at hvad er egentlig min holdning til dét og dét, mine idealer... Hvordan læser jeg denne her tekst? Forstår jeg overhovedet, hvad jeg har gang i? Jeg prøver at lade være med at censurere mig selv så meget. Sige, hvad jeg mener og føler. Efterhånden er jeg ved at tro på, at der er en grund til, at jeg er nået dertil, hvor jeg er. Det handler vel også om at blive rigtig voksen og finde sin identitet.

– Jeg nyder at være så pisse privilegeret, at jeg får lov at have så stort et spænd i mit arbejdsliv. Nu er det tid til at tage mit professionelle liv til next level. Indtil nu har jeg løst andres idéer og givet kød til andres tanker. Nu har jeg selv nogle ting inde i mig, jeg gerne vil ud med. Der findes også en meget følsom og melankolsk side i mig. Jeg kan ikke rende rundt og være sjov hele tiden. Planen er et one man show på et tidspunkt, når jeg er klar, og udgangspunktet for at lave det er en nærmest terapeutisk nødvendighed. Og endnu et skridt mod at træde i karakter.

VENDEPUNKT

– Efter teaterskolen blev jeg ansat på Det Kgl. Teater, men rykkede kort efter til Aalborg Teater som del af et nyt, energisk ensemble. Men ret hurtigt følte jeg, at jeg var ved at visne og blev mere og mere desillusioneret. På den anden side – nu havde jeg et fast arbejde, vi havde fået to små børn og købt et lille hus, Helle gik hjemme, og det havde vi råd til. Og så husker jeg en vinterdag... jeg havde skrællet det her hus, så kun de rå mure stod tilbage – og pludselig stod jer deroppe og tænkte, Fuck, hvad har jeg gang i? To bittesmå børn og et arbejde, som slet ikke var det, jeg drømte om, og nu også et hus, vi ikke kunne bo i. Det var en drøm, der dybest set brast der. Kunne jeg overhovedet komme til at forsørge de børn, jeg havde sat i verden, og havde jeg egentlig nogen idé om, hvordan man sætter et hus i stand? Og på teatret oplevede jeg så igen at gå ind i en forestilling, hvor jeg spillede fem forskellige småroller i samme stykke. Jeg lå ude i min garderobe og ventede på et stikord, som jeg overhørte, kom ind på scenen for sent og kunne ikke huske, hvad jeg skulle sige. Jeg sagde et eller andet vrøvl, prøvede at få de andre til at grine og begyndte at stå og fuldstændig sjofle denne her klassiske forestilling, hvor der ikke var plads til pjat. Jeg havde oven i købet taget vat i munden for at lave en karakter.

– Jeg følte, det var åbenlyst for enhver, at jeg bare var en taber, en ynkelig idiot, så hvorfor ikke bare gå linen ud? Næste dag gik jeg op til chefen og sagde op. Så hellere gå arbejdsløs derhjemme. Og få dage efter ringede de fra "Dolph & Wulff" og gav mig en rolle der. Et stykke tid efter kom "Livvagterne". Jeg fik sagt fra. Og det er kun modige folk, der når noget i det her liv.

NULPUNKT

– For et par år siden oplevede jeg at blive hængt ud på Ekstra Bladets forside som voldspsykopat. Det var min sidste dag på "Livvagterne", jeg var spontant gået i teatret og herfra sammen med nogen ud for at spille billard. Og så kom jeg til at drikke mig alt, alt for fuld. Jeg husker, at jeg gav dem et knus og sagde farvel, men da jeg kom ud i den frostklare nat, gik jeg i black out og fortsatte åbenbart på et andet værtshus. Dagen efter vågnede jeg på et hotelværelse og kunne se, at jeg havde blødt ud af næsen, og tænkte, at jeg må have været faldet. Jeg tog hjem til Ålborg, og blev så ringet op af Ekstra Bladet, som henkastet spurgte til "episoden i fredags". Det her var jo en rigtig god historie, et rent karaktermord. Denne her lalleglade idiot med det evige smil og de fire børn og det lykkelige liv, som hver søndag toner frem i "Livvagterne" – nu skal I se, hvilken satan han er. Journalisten hentydede til "mit overfald", og jeg anede ikke, hvad hun talte om. "Lad nu være, du ved jo godt, du har slået en bartenderdame ned".

Så kørte lavinen. Og jeg røg under dynerne. Hvis jeg havde fundet et tov, der var tilstrækkelig stærkt, var jeg gået ud i en skov. Få dage efter på politigården fik jeg overvågningsbillederne at se, og her viste der sig et helt andet billede. Det er mig på billederne – ja. Jeg kommer ind på et værtshus, pissefuld med en sjat et eller andet i hånden, går op i baren, stiller denne her sjat og falder straks i snak med to gutter med armene rundt om dem. Og så ser man hende bartenderdamen prøve at få fat i min skulder, jeg ænser hende ikke, selvom hun bliver ved – det handler om den sjat, jeg har med. Og så kommer der en stor fyr, som uden et ord tager fat i mig bagfra og river mig ned på gulvet, og i det fald griber jeg ud efter noget – og det er så bartenderdamens hår, så hun falder også ned. Herfra bliver jeg trukket gennem lokalet, mens jeg stadig har fat i hendes hår. Vidner fortæller så, at de ser ham bøje sig ned og give mig to slag i ansigtet. Jeg kan intet huske. Og bartenderdamen udtaler: "Når sådan en psykopat får mig med udenfor, så frygter man jo for sit liv".

– Efter den episode udviklede jeg lynhurtigt en klar social angst. Jeg troede, alle kiggede på mig på en mærkelig måde og turde ikke gå ud blandt andre. Og begyndte at æde lykkepiller. De gav ro, men kort tid efter var jeg så meget i ro, at jeg intet kunne føle, så jeg kylede pillerne ad helvede til, og fandt jo lynhurtigt ud af, at ingen kiggede anderledes, end de havde gjort før. Men det var selvfølgelig en uskyld, der blev taget der. Man kan ikke være elsket af hele verden.

LYSPUNKT

– Det er da et lyspunkt, at jeg har et familieliv, der fungerer. Børn, der ser ud til at trives, og at folk omkring mig er sunde og raske. Jeg har mine forældre og svigerforældre endnu. Man skal lære at være i nuet og nyde det. For nogle år siden fik min far en blodprop i hjernen, som også gjorde et vældig stort indtryk på mig. At blive mindet om, at tiden er til låns, og kæmpe endnu hårdere for at være til stede, mens tid er. Det fik mig også til at slå en smut forbi lægen, for jeg skal jo også passe på mig selv.

Er du angst ved tanken om, at livet skal høre op?

– Ja, den tanke kan godt gøre mig svedt. Tænk, hvis ens børn... nej, man kan ikke engang sige det – men jeg tror, alle forældre ved lige præcis, hvad jeg vil sige. Den tanke kan gøre mig helt svedt. Men så er det, man skal hive sig selv i armen: prøv at se – fire sunde og friske, selvstændige børn. Se en smuk kone, der er sund og rask. Se nogle forældre, der – ja, bliver ældre – men er sunde og raske. Det kører for dig – også professionelt, og fuck, hvor er der meget at glædes over! De seneste mange år er vi blevet bombarderet med angst på alle niveauer. Det må være på tide, at vi beslutter os for, at den ikke skal styre en hujende hat.

BLØDE PUNKTER

Er du en blød mand?

– Jeg er følsom. Men jeg er da også lige så ucharmerende og irriterende som så mange andre mænd. Påståelig og lugter af sved og smider mig på sofaen og gider ikke en skid. Men jeg kan godt snakke om følelser. Jeg er ikke så romantisk længere, tror jeg. Dengang Helle og jeg var nyforelskede, var jeg vældig romantisk. Skrev små søde sedler og kunne finde på at lægge blomster, så hun kunne finde frem til en stor buket... Det er desværre alt for længe siden, jeg har gjort sådan noget. Til gengæld er vi gode til at hælde børnene af hos familien i Kolding og tage en tur til Hamborg f.eks., som er en fed by med både klasse og trash.

LÆS OGSÅ: Søren Malling "Jeg gjorde det for pengenes skyld"

Rasmus Bjerg, 36.

Skuespiller, uddannet fra Statens Teaterskole 2000.

Bor i Vangede med hustruen gennem 18 år, Helle, som er uddannet regissør, nu caster, og deres fire børn på hhv. 5, 7, 9 og 11 år. To piger og to drenge.

Har bl.a. medvirket i "Dolph & Wulff", "Mr. Poxycat", "P.I.S", "Livvagterne", "Alle for én" og "Alle for to", "Parterapi" og som cirkusdirektør i "Cirkus Summarum".

Er lige nu aktuel i sin første hovedrolle på film – i Tomas Villum Jensens "Player".

I "Player" spiller Rasmus Bjerg den fromme og retskafne advokat Michael Helge, som får sat sine leveregler på en alvorlig prøve af den kække og letlevende gambler, Theo, spillet af Casper Christensen.

Rasmus Bjergs velvoksne Oberst Møller-moustache er fremdyrket til ære for tv-serien "1864", som lige nu bliver optaget i hhv. Sønderjylland og Prag og forventes at få premiere til næste efterår.