“I dag er jeg glad for mit røde hår og min dybe stemme”

Det var i 5. klasse. Johanne havde glædet sig som en vanvittig til den dag, hvor børnene skulle have at vide, hvem der fik hovedrollen i skoleforestillingen. Johanne var ikke særlig vild med de boglige fag i skolen – hun havde svært ved dem – men til gengæld elskede hun at synge og spille klaver, og hun var med i en masse amatørteaterforestillinger uden for skolen. Alt talte for, at den store rolle ville gå til hende, tænkte hun.

LÆS OGSÅ: ”Jeg har altid troet, at det kun var smukke piger, der blev voldtaget”

– Men det blev ikke mig. Det blev en meget, meget dygtig pige fra min klasse. En fagligt dygtig pige. Og så skulle jeg spille en eller anden sørøverpige, der stod og svingede med et sværd ovre i den ene side af scenen, siger Johanne Louise Schmidt og ser ud, som om hun et kort øjeblik næsten fysisk er tilbage på skolen i Skanderborg. Med skuffelse i hele kroppen. Men så kom kampgejsten.

– Jeg tænkte, fandeme nej, det skal bare være løgn. Og så gik jeg hjem til min mor og sagde: "Jeg skal nok vise, at jeg godt kan blive skuespiller!" Jeg tror slet ikke, at jeg på nogen måde havde formuleret det for mig selv før, for jeg var på ingen måde bevidst om, at skuespiller var noget, man sådan kunne være, og jeg var ikke i et miljø, hvor folk var skuespillere. Men på en eller anden måde må det have ligget helt uragtigt i mig.

LÆS OGSÅ: Lægen anbefalede lykkepiller: Nu sælger de alt og flytter til Texas

Johanne sidder i sin garderobe i Skuespilhuset og fortæller. Der er udsigt over Københavns Havn og Papirøen, og hendes paryk til forestillingen "Puntila" står klar på sminkebordet. For hun blev skuespiller. Endda en prisbelønnet og kongelig af slagsen. Og lige nu er hun også aktuel i rollen som sekretæren Rose i filmen "Flaskepost fra P". H.C. Andersen-citatet, "Man går først så grueligt meget ondt igennem, og så bliver man berømt" ligger i baghovedet, når hun fortæller sin historie, men hun understreger, at det aldrig har været synd for hende. Hun har bare haft nogle udfordringer med blandt andet skole og sygdom som barn og ung, men de udfordringer har netop været med til at gøre hende til den, hun er i dag.

Lidt anderledes

Johanne voksede op i Skanderborg med en far, der var boghandler og en mor, der var sygeplejerske. Hun er opdraget til at læse både avis og bøger, og hendes forældre var i hendes ungdomsår gode til at give hende litteratur om og af stærke og reflekterende kvinder som Tove Ditlevsen, Herbjørg Wassmo og Hanne Vibeke Holst. Bøger, som gjorde Johanne interesseret i at blive klogere på sig selv og på, hvad mennesket i det hele taget er for en størrelse. Johanne er midterbarn i en søs-kendeflok på tre, og hun var – med egne ord – meget bevidst om charmens kraft, allerede da hun var barn.

– Min søster var sådan en, der altid fik ordnet sine ting, man behøvede ikke sige det til hende 20.000 gange. Jeg prøvede mere at charme mig ud af pligterne, hvis der var noget, jeg ikke rigtig gad. Jeg var et meget legende barn og var slet ikke "landet", da jeg skulle begynde i første klasse, hvor man skulle sidde og lytte til en lærer. Det lyder meget klicheagtigt, men jeg drømte mig væk til alle mulige andre steder i timerne. Jeg havde svært ved at koncentrere mig og fordybe mig i skolearbejdet. Hele min opvækst havde jeg søgt det kreative. Jeg sang i kor og gik i musikalsk legestue, og jeg kan huske, at min mor engang sagde, at jeg var lidt "anderledes" – hvad det så lige indebærer...?

Hun slår en høj og rå latter op.

– Altså, jeg tror, at jeg ikke helt logisk kunne forstå verden. Jeg forstod den ud fra mit eget synspunkt og ville nok gerne have, at den var sjovere, smukkere og mere fantasifuld, end den egentlig var. Og det går jo i clinch med det at starte i en skole, hvor man skal lære at læse, regne og stave.

LÆS OGSÅ: ”Det var nederen at blive kåret som Norges mest sexede mand”

Havde du svært ved det?

– Ja, det vil jeg sige. Jeg har tit tænkt over det, men jeg har ikke lyst til at lave den fortælling for mig selv, at nøj, jeg var megadårlig i skolen, for jeg tror, at alt lagrer sig i en. Men jo, jeg var langsom til at komme ud af starthullerne. Jeg kunne godt læse, men det med, at man skulle sætte det i system – så, nu regner vi, nu skriver vi, nu læser vi – det var svært. I 4. og 5. klasse gik jeg faktisk til specialundervisning.

Hvordan var det?

– Jeg følte mig meget anderledes, når min klasse skulle have dansk, og jeg så skulle op i et lokale, der lå helt oppe under taget på skolen, for at have specialundervisning. Og ligegyldigt hvad, så er det bare ikke sjovt at føle sig anderledes på den måde, når man er barn. Jeg kom også til en skolepsykolog på et tidspunkt, som skulle finde ud af, hvad der var galt med mig, og jeg kan huske, at det mundede ud i, at psykologen sagde til min mor: "Der er intet galt med Johanne, hun lærer bare på en anden måde end det gængse barn". Og netop det med at lære på forskellige måder er man jo heldigvis blevet meget mere opmærksom på i dag. Dengang var det sådan, at hvis du ikke kunne skrive, stave og læse, så var du ikke rigtig. De kreative talenter talte ikke.

En glædens dag

Heldigvis kom det kreative for alvor ind i Johannes liv, da hun kom på efterskole. Her blev alt det, hun var god til, vægtet lige så højt som det boglige. Hun sang en masse og fik lyst til at søge ind på Konservatoriet. I gymnasietiden, der fulgte, fokuserede hun mere på fritiden end på bøgerne, og tilbragte timevis med ungdomsteatergruppen Musical Syd i Aarhus. Hun begyndte at gå til musikteori og hørelære, men fandt hurtigt ud af, at udtryksformen var for ensrettet. Og så opstod tanken om at blive skuespiller. Hun søgte ind på uddannelsen i Odense og Aarhus, kom ikke ind, men fik blod på tanden til at prøve igen året efter, hvor hun også søgte ind på Statens Teaterskole. Og så, som 21-årig, kom hun ind i København.

– Det var en glædens dag.

Tænkte du tilbage på 5. klasse, hvor du blev fravalgt til den store rolle?

– Ja, det gjorde jeg. Og jeg ringede til min mor, som var på arbejde på sygehuset og sagde: "Hej mor, din datter skal være skuespiller nu!". Hun blev så glad, at hun græd i telefonen.

Johanne elskede hvert sekund på teaterskolen. Hun følte, at hun var kommet hjem, og hun pressede sine fire år på skolen til sidste dråbe. Alt, skulle hun lære. Det var også her, hun første gang så Thomas Hwan (Alf i DR-serien "Bedrag"), som i dag er hendes kæreste.

– Thomas gik to årgange over mig. Jeg kan tydeligt huske, at jeg så ham i kantinen og sendte ham meget lange blikke – eller også var det måske i virkeligheden utrolig korte blikke! Jeg følte i hvert fald, at der var en meget stærk kemi imellem os – og han har siden sagt det samme. Der skete dog ikke noget mellem os, mens vi gik på skolen, men året efter, jeg var uddannet, blev jeg tilbudt at være med i den eksperimenterende gruppe Det Røde Rum her på Det Kongelige Teater, og samme år fik jeg Reumerts Talentpris. Da jeg skulle modtage prisen, mødte jeg Thomas ude bag scenen, han skulle også have prisen. Han sagde: "Hej Johanne, jeg hører, at du skal være med i Det Røde Rum, det skal jeg også". Jeg tænkte instinktivt, neeej, det her går galt. Det er uundgåeligt...

Hun griner højt.

– Vi begyndte at arbejde sammen, og efter et halvt års tid lavede vi forestillingen "Sonetter", som var lutter kærlighed, og ja, så blev vi kærester.

Hvad faldt du for?

– Ja... Øhm, han er et meget humoristisk, intelligent og roligt menneske. Han har en stor interesse for verden og det samfund, vi lever i, og det, synes jeg, gør ham utrolig interessant. Jeg kan utrolig godt lide at tale med ham, og så har vi det skide sjovt.

Hun smiler stort igen og stopper lidt.

– Aj, jeg kan mærke, at jeg bliver så glad, når jeg tænker på ham. Jeg er meget flyvsk og i mine følelsers vold, når jeg er i opløb på en forestilling, og så er Thomas lige modsat. Han er meget grounded med begge ben på jorden.

Hvad betyder det, at I har samme fag?

– Jeg har altid tænkt, at jeg skulle fandeme ikke være sammen med en skuespiller eller instruktør, det ville blive for indspist. Men nu er jeg det, og jeg synes, at det er en kæmpe fordel, fordi Thomas og jeg går meget forskelligt til vores arbejde, og det er meget inspirerende. Vi komplementerer hinanden, og vi kan bruge hinanden meget. Samtidig kan vi også lægge det fuldstændig væk, og vi har begge to et stort behov for at tale om andre ting også. For at man kan udøve noget kunstnerisk og være til i den verden, så bliver man også nødt til at leve i den virkelige verden.

LÆS OGSÅ: “Jeg opgav aldrig håbet eller troen på Kasper, men til sidst var det ren tortur at holde ham i live”

En vilje som en okse

Johanne har altid været kompromisløs i sit arbejde, men det er begyndt at gå op for hende, at hun ikke behøver at give sig selv hundrede procent hele tiden.

– For halvandet år siden lavede vi en forestilling, der hed "Metamorfoser". Det var en meget fysisk forestilling, og vi havde en moderne danser inde for at lære os nogle ting. Jeg tænkte bare, yes, det skal jeg også kunne, så når han sagde, at jeg skulle hoppe op på alle mændene i ensemblet, indtil jeg var fuldstændig udmattet, så gjorde jeg det. Og hvis han havde bedt mig om at løbe ind i væggen 20 gange for fuld fart, så havde jeg gjort det. Men jeg er på ingen måde uddannet danser, jeg har slet ikke den muskelmasse, der skal til for at klare sådan et pres på kroppen, så da jeg samtidig begyndte at løbe hurtigere og længere i min fritid for at komme i endnu bedre form, gik det selvfølgelig galt.

– Jeg fik så ondt, ondt, ondt i hoften, og det strålede hele vejen ned i mit ben. Det eneste, jeg kunne, var at spille forestillingen tre gange om ugen, resten af tiden var jeg nødt til at hvile mig. Jeg gik til en dygtig fysioterapeut på balletten, som hjalp mig, men det har taget over et år at komme over det, og det er noget, jeg skal være opmærksom på at træne op resten af mit liv. Men på en eller anden måde var det utrolig lærerigt for mig at nå til det punkt. Den skade lærte mig,

at man ikke behøver at skrue maks. op alle steder for at bevise noget over for sig selv og sine kollegaer. Jeg har opdaget, at det nogle gange kan blive bedre, hvis man stopper op og mærker efter. Så selvom jeg kan nå helt derud...

Hun peger ud ad vinduet og mod horisonten.

– ...Og sende så sindssygt meget energi ud, når jeg spiller, så kan jeg opnå det samme – eller noget bedre – ved at komprimere energien inde i mig selv. Det er noget, jeg stadig øver mig på, og Thomas er en stor hjælp i den forbindelse. Jeg har en vilje som en okse, og at have fuld fart på energien har altid været et drive for mig. Men ingen mennesker har kræfter til at arbejde på maks. hele tiden.

En lang lemmedasker

Faktisk burde Johanne slet ikke have haft et job, der er så fysisk som skuespillerfag-et. Da hun var 13-14 år blev hun ramt af børnegigt, og hun fik at vide, at hun ikke måtte vælge et fysisk arbejde som voksen.

– Gigten satte sig især i mine knæ og føltes nok lidt som vokseværk. Mine led hævede og var fyldt med væske, som skulle tømmes ud. Jeg gik til forskellige undersøgelser, fordi man blandt andet skulle finde ud af, om det var hæmmende for min vækst. Men det kan man vist ikke sige, at det var.

Hun griner højt og peger ned ad sin lange, slanke krop.

– Men jeg har fået nogle lidt sjove knæ, jeg går lidt underligt udadroteret. Mange tror, at jeg er gammel balletdanser, også fordi min statur er til det. Jeg har altid været sådan en lang lemmedasker og har haft svært ved at få kontrol over min krop.

Var du bekymret over din gigt dengang?

– Nej, men det var ikke sjovt at vågne med stive led og vide, at jeg skulle ind og have tømt væske ud af knæene. Jeg kunne ikke helt forstå, hvad der skete for mig, det føltes som noget udefrakommende, der var hoppet på mig. Jeg prøvede at gå til håndbold, som alle andre gjorde, men jeg væltede bare rundt på den bane og følte mig ret ydmyget. Jeg kunne slet ikke finde ud af det. Da jeg så kom på teaterskolen, gik jeg til den med alle de kræfter, jeg overhovedet havde i min krop. Jeg skulle bevise over for mig selv og verden, at jeg var virkelig stærk og også sagtens kunne løbe ti kilometer, hvis det skulle være. Jeg kan huske, at min kropslærer på skolen sagde: "Johanne, vi skal have styr på dine bevægelser!". Jeg var jo stadig ret teenage-agtig, da jeg kom ind på skolen, og jeg har altid været typen, der væltede alting – juice op og ned ad væggene og spaghetti med kødsovs over det hele, ha, ha. Jeg skulle lære at forbinde hoved og krop og få en helhedsfornemmelse. Men jeg tror, at min krop og mine bevægelser spejlede mit sind. Jeg vidste ikke, hvorfor fanden jeg var sat i verden, og hvad jeg skulle med mit liv, da jeg var barn og ung. Jeg følte mig akavet i krop og sind. Når jeg blev begejstret, blev jeg virkelig begejstret, og når jeg blev ked af det, blev jeg virkelig indesluttet og ked af det. Det er blevet meget bedre, efter jeg er blevet ældre og har lært mig selv at kende. I dag har jeg fået kontrol over både krop og sind. Og jeg har fundet ud af, at det jo er lige meget, at jeg ikke kunne finde ud af at spille håndbold, der er så meget andet, jeg kan og er god til.

Stemmens kraft

Johanne har også lært at sætte pris på sit udseende. Det røde hår, som hellere skulle have været brunt eller lyst dengang i skolegården, er hun glad for i dag, og tænderne, som hun havde bøjle på, fra hun var 12 til 18 år, er i dag lige. Og stemmen...

– Aj, det er jo egentlig helt vildt at tænke på alle de ting, jeg har måttet slås med. Jeg har en stemme, der er meget dyb af en kvinde at være, og hvis du synes, den er dyb i dag, så var den langt dybere i gymnasiet. Jeg gik til talepædagog, fordi jeg blev så megahæs hele tiden. Da jeg kom på skuespillerskolen, lærte jeg, hvordan jeg skulle bruge den korrekt, og at det dybe og rå i min stemme er meget personligt, hvilket er en fordel og ikke en ulempe. Jeg er interesseret i stemmens kraft og træner den meget i forhold til at synge og udforsker mulighederne i den.

Hun holder en pause og tænker lidt.

– Jeg vil sige det sådan her: Jeg er blevet meget gladere for mit udseende med årene. Jeg er ikke sådan en, der tænker, gud hvor var jeg bare lækker, da jeg gik i gymnasiet. Heldigvis. Jeg tænker, at det går meget bedre nu, ha, ha. Der har virkelig været nogle ting, jeg har fået fra naturens hånd, der har skullet mødes og finde en balance. Jeg har altid haft en vilje til at komme igennem tingene, og det har aldrig været "synd for mig". Mine forældre har opdraget mig til at arbejde med oprejst pande med de udfordringer, jeg har fået. Jeg tror på, at man skal finde en styrke i sig selv og handle sig ud af tingene. Man skal ikke sætte sig ned og pibe – det har jeg aldrig gjort. Samtidig er det også vigtigt at indse, at man ikke behøver at være stærk hele tiden. Der ligger en stor styrke i ens sårbarhed, uformåen og skrøbelighed. Jeg kan stadig komme i tvivl om alt muligt, men jeg tror også utrolig meget på mig selv. Jeg er bevidst om, at jeg er et privilegeret menneske, og jeg synes virkelig, at det er fedt at leve! 

LÆS OGSÅ: Cecilie Hother er gravid: ”Det er et mirakel”

LÆS OGSÅ: Derfor bliver vi stadig gift

LÆS OGSÅ: 20-årige Zainab: Jeg tror ikke på kæresteforhold før ægteskabet