Iben Albinus: "Jeg brugte tre-fire uger på at samle mig selv op, når jeg havde set ham"

Kan man tillade sig at bryde forbindelsen til sin far? Det spørgsmål stillede forfatter Iben Albinus sig selv igen og igen igennem mange år, men hun skulle blive 44 år, før hun nåede frem til svaret: Ja, det kan man godt.  

"Det kan være et sundt valg at sige fra, når man er i en giftig relation. Og sådan var min relation til min far."

"Jeg har brugt timer og dage på at samle mig selv op efter at have været sammen med ham, og på et tidspunkt besluttede jeg mig for, at når min farmor og farfar ikke længere var her, så måtte jeg have lov til at slippe for at have noget med ham at gøre."

Iben har disket op med kage, vindruer, nødder, abrikoser og kaffe til interviewet, og selvom familien normalt drikker almindelig komælk, har hun også lige købt havremælk, hvis nu jeg hellere vil have det. Hun vil gerne have, at alle omkring hende har det godt, og hun griner, da jeg bemærker det. Der er noget med et pleasergen, det indrømmer hun blankt.

Iben er aktuel med romanen 'Den danske agent', hvor hovedpersonen, FE-agenten Sigrid, jager en terrorist, der planlægger et angreb i København. I den sammenhæng kommer Sigrid i kontakt med Danmarks justitsminister, som tilfældigvis også er hendes far. En far, hun ikke har set i 20 år, og som hun nu er nødt til at samarbejde med.

Netop far-datter-temaet er det, der trænger sig på, når Iben skal tale om sin nye bog, for hun bruger temaer fra sit eget liv, når hun skriver romaner.

Læs også

Anja tog en vigtig beslutning som 52-årig, da livet tog en pludselig drejning

Ved siden af bogskriveriet kører hun sit eget forfatterkursus, 'Skriv en bestseller', hvor hun bl.a. netop lægger vægt på det personlige aspekt ved at være forfatter. En af hendes kursister spurgte for nylig, om man virkelig behøver at gå så dybt ned i sig selv for at være forfatter, hvortil Iben svarede:  

"Hvis du gerne vil sætte din læsers hjerte i brand, så ja."  

Og det er præcis det, Iben gør, når hun skriver. Bruger sig selv. Og sætter hjerter i brand. I hvert fald hvis man skal tro anmeldelserne. I den aktuelle roman har historien om faren også været med til at sætte nogle ting på plads for hende selv, og det gør, at hun i dag er afklaret med, at hun endegyldigt har brudt med ham.

Men faktisk var det ham, der først 'brød' med hende.

Han valgte hende nemlig fra, allerede da hun blot var en bule på sin mors mave, og hun var ti år, da hun første gang hilste på ham. Det var til en fest i det kollektiv, hvor hun i sin tid var blevet undfanget, og hvor hun havde boet de første år af sit liv med sin mor. Til festen sad hendes far med en anden lille pige på skødet, en pige, som han var stedfar for, og Iben gik hen og gav ham hånden, sagde goddag og løb så videre ud og legede.  

"Jeg vidste godt, at han var min far, og det interesserede mig ikke specielt meget. Jeg havde min mor, min stedfar, min lillesøster, min mormor og morfar og en masse andre nære relationer."

Læs også

Dorrit var forsker og fyldt 60, da hun kastede sig ud i anderledes karriere

Ibens mor og far mødte hinanden, da de begge boede i kollektivet i Aarhus. De var ikke kærester, men Ibens mor blev gravid og ville beholde barnet. Det udviklede sig til en faderskabssag, og derefter valgte Ibens far, at han ikke ville have noget med barnet – Iben – at gøre. Han valgte også, at hans familie ikke skulle have noget med hende at gøre.  

"Min mor og jeg flyttede ret hurtigt videre til et bofællesskab, hvor jeg voksede op. Min mor mødte min stedfar, da jeg var fem år. De flyttede sammen, da jeg var ni, de fik min lillesøster sammen, og vi blev en lille kernefamilie. Happy, happy."

"Min stedfar og jeg var – og er – meget glade for hinanden, men hans forældre døde, da han var barn, så jeg havde ingen farmor og farfar."

"Da jeg var 12 år, fandt jeg under en oprydning en lille kuvert med et brev fra min biologiske farmor og farfar. De skrev: ”Kære Hanne, vi kan forstå, at du har fået en velskabt datter den 13. november. Vi ønsker dig og barnet al muligt held og lykke, og hvis du nogensinde får brug for noget, så må du ikke tøve med at kontakte os.” Det havde de altså sendt til min mor, selvom min far havde bedt dem om ikke at tage kontakt. Og med en 12-årigs logik løb jeg ind til min mor og sagde: ”Kan du ikke lige ringe til min farmor og farfar, jeg vil gerne lære dem at kende.”"

Relationen til farmoren og farfaren blev god og nær. Iben talte aldrig med dem om sin far. Deres søn. Men han havde selvfølgelig hørt, at de så hinanden.

"Da jeg er 17 år, modtager jeg et brev fra min far, hvor han skriver, at han gerne vil mødes med mig. Det havde jeg egentlig slet ikke lyst til, for jeg savnede ikke noget eller nogen i mit liv. Men jeg syntes samtidig, at det ville være uhøfligt at sige nej, og derfor gik jeg med til at mødes med ham på Café Casablanca i Aarhus."

Om bogen

Iben Albinus er aktuel med romanen ”Den danske agent”, der er en selvstændig toer i serien om FE-agenten Sigrid Melin.  

Politikens Forlag, 384 sider, 300 kr.

"Jeg har altid været meget velopdragen, så jeg var sød og høflig til det møde, stillede spørgsmål og viste interesse. Og samtidig sad jeg og tænkte, hvornår kan jeg gå? Jeg skulle noget med mine gymnasievenner."

"På et tidspunkt spurgte min far, om jeg ville møde hans kone og søn, som sad et andet sted i byen og ventede, og det gjorde jeg så. Det udviklede sig til en relation, hvor jeg kom og besøgte dem i København, og det var altid meget høfligt og formelt. Men også akavet. Vi spiste, konverserede, og så tog jeg hjem igen."  

"Jeg er vokset op i et miljø med rigtig mange voksne omkring mig, og noget af det, jeg har erkendt, mens jeg har uddannet mig til forfatter, er, at mit pleasergen er en strategi for mig i forhold til at skabe tryghed og relationer. Og jeg tror, det var derfor, jeg gik ind i relationen med min far uden nogensinde at stille spørgsmål til det. Det var sådan, jeg var vant til at agere.  

"Min mor er meget social og samlende, men også ret privat, og hun har aldrig læsset af på mig. Jeg tror ikke, at det var supernemt for hende. Men hun bakkede mig op i det. I dag kender jeg til flere kvinder, som taler og skriver om, hvor svært det er at have et barn, som ikke ser sin far, og sådan har det nok også været for min mor."

"Jeg har jo kun oplevet min fars fravær fra barnets perspektiv, men jeg tror faktisk, at det har været mit held, at jeg ikke kendte ham som barn. Han kom jo ikke lige forbi med en Barbiedukke for derefter ikke at vise sig i fire måneder, som nogle skilsmissebørn oplever. I stedet var jeg så heldig at have en stedfar, som var der for mig altid. Som hjalp med lektierne, lavede sjov og fortalte historier, fulgte mig i skole, lavede madpakker og som lærte mig at skrive."

Da Iben var 24 år, flyttede hendes biologiske far til New York, mødte en amerikansk kvinde og giftede sig.

Iben kom jævnligt på besøg i begyndelsen , men da hun og hendes far fik børn på samme tid, mødtes de kun i Danmark, når hans familie kom i sommerferierne. Det hjalp på relationen, at Ibens små halvsøskende kunne lege med hendes børn, når de var sammen, altid en weekend, men efterhånden som børnene blev store, kom hendes far kun i forbindelse med arbejde.

Læs også

Elses karriere tog fart halvvejs i livet: "Jeg er 54 og det er min mest prestigefyldte booking"

"Da han begyndte at komme alene, fik vi pludselig rum til at tale ordentligt sammen, og jeg oplevede, at vi nærmede os hinanden. Men der var aldrig rigtig god tid til mig. Han kom hvert halve år, og der var som regel afsat et slot til mig og mine børn en aften fra 18 til 20. Derefter havde han andre aftaler. Og det gjorde ondt."

"Jo større mine børn blev, jo sværere blev det for mig at forstå min fars valg i forhold til mig. Jeg brugte tre-fire uger på at samle mig selv op, når jeg havde set ham, og jeg begyndte at overveje, om de korte møder 'var det værd'."

"Indtil da havde jeg altid tænkt, at folk, der brød forbindelsen til deres forældre, burde have arbejdet på at bevare den, men i dag er jeg klar over, at man ikke kan dømme andre. Hvis man ikke har prøvet at være i en relation, som gør så ondt, forstår man simpelthen ikke, hvad det vil sige."

"Det har jeg aldrig turdet spørge ham om. Eller måske følte jeg ikke, at den bold lå på min banehalvdel. Men det er svært at tale om, og jeg vil gerne holde det på min egen banehalvdel."

"Det, jeg har erkendt, er, at de børn, man elsker, er de børn, man tager ansvar for. Det gik op for mig, da jeg læste Nick Hornbys roman ”Juliet Naked”, som handler om en aldrende rockstjerne. Han har en lille dreng, som han har fået med sin kone nummer 117. Han har forældremyndigheden over sønnen, han binder hans snørebånd, han lærer ham at cykle, han følger ham i skole, og han elsker ham overalt på jorden. Samtidig har han nogle voksne døtre med tidligere koner, som han synes taler lidt skingert til ham. Og det kan godt være, at det lyder naivt, men det var, som om at 10-øren i forhold til min relation til min biologiske far og min stedfar faldt for mig, da jeg læste den bog."

"Min stedfar, som altid har taget sig af mig, og så min far, som ikke tog ansvar for mig, da jeg var barn. Så lidt omvendt kan jeg svare ved at sige, at det er min opfattelse, at kærligheden kommer, når man tager ansvar. Og det har jeg aldrig oplevet, at min far har gjort i forhold til mig."

Det endelige brud med faren kom til at trække ud, for Ibens farmor og farfar var nogle sejlivede mennesker, der blev 90, 91, 92 – og til sidst kunne Iben ikke vente længere. En sommerdag for seks år siden så hun i et officielt program, at hendes far skulle komme til Danmark og være taler på en fagfestival i november.

I al den tid, de havde haft en relation, havde Iben følt sig valgt fra. I stedet for at skrive til ham, at hun havde set, at han skulle komme, kunne hun ikke lade være med at teste ham. Hun ville se, hvor lang tid der gik, før han fortalte hende, at han ville være i København den weekend. Der gik mere end fire måneder.

Tre uger før skrev han, at han gerne ville se hende og kunne afsætte en fredag eftermiddag. Samme fredag eftermiddag skulle Iben undervise i manuskriptskrivning på universitet i Odense, og hun ville ikke aflyse det. Der kom en mail tilbage, hvor faren skrev: "Jeg føler, at du undgår mig".  

Læs også

Helle blev dømt "for grim" til at synge opera. Så blev hun vred...

"Og så skrev mit svar nærmest sig selv. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne holde til vores relation længere. Jeg følte, at vores forhold var en teaterforestilling, og jeg kunne ikke spille med mere. Det gjorde for ondt på mig. Jeg måtte tage en time out. Alt det skrev jeg og undskyldte. Og det var faktisk ikke til debat på det tidspunkt. Jeg havde givet min far en chance – i 27 år. Der var ikke mere håb i mig.  

"Jamen, det blev han ked af, men jeg ville ikke vende det med ham. Jeg havde tidligere forsøgt at tale med ham om mine følelser, men følte mig aldrig lyttet til. Jeg var færdig med vores forhold på det tidspunkt. Forinden havde jeg en samtale med min mor og min stedfar, for min store bekymring var mine drenge. Kunne jeg tillade mig at bryde med min far i forhold til dem? Det var jo også deres bedstefar."

"Min yngste søn kan ikke rigtigt huske ham, men det kan min ældste, og han var sådan set glad for sin bedstefar. Det har jeg været nødt til at forholde mig til, og det er også med i min roman, hvor der også er et barnebarn involveret. Så det, at jeg var nødt til at beslutte mig for nogle ting i bogen, har faktisk udviklet min egen beslutning i forhold til mine sønner."

"Min mor og min stedfar syntes, det havde været svært at se mig ked af det så ofte, og mente, at jeg skulle gøre det, der var bedst for mig. Jeg er nået frem til, at selvfølgelig skal drengene have lov til at se deres bedstefar, hvis det en dag bliver aktuelt. Også selvom det vil være svært for mig, fordi jeg er bange for, at min far skal svigte mine drenge, som han har svigtet mig. Det vil jeg næsten ikke kunne bære."

Siden bruddet har Iben kun set sin far to gange. Til farfarens begravelse og en måneds tid senere på farmorens plejehjem, hvor faren spurgte, om de skulle prøve at tale om elefanten i rummet – deres relation. Men Iben afslog. Hun havde ikke behov for at genoptage forbindelsen.

"Nu sidder jeg her og taler ret afslappet om de her ting, men det er vigtigt for mig at understrege, at det har taget mig mange, mange år at nå frem til at kunne det."

"At bryde med min far var noget, jeg prøvede af i tankerne, men som jeg i mange år ikke følte, at jeg kunne tillade mig at gøre. Og det er derfor, jeg vender tilbage til det med pleasergenet, for jeg er helt klart blevet en kamæleon og en pleaser af at vokse op i kollektiv og bofællesskab og samtidig have min hverdag i en arbejderklasseskole, hvor jeg følte mig ved siden af med mine posebukser, mine hønsestriktrøjer og en mor, der læste idéhistorie."

"Det, jeg ønskede mig, var jo bare at passe ind og have en Ball-trøje som alle de andre, og en far, der var pølsemand på torvet ligesom min venindes far."

"Det har været en lettelse. Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Punktum."

Læs også

Lise gik hjemme med sine børn i flere år – nu er hun chef i en af Danmarks største virksomheder

"Det er bedre end at være blevet forfatter. Jeg har det rigtig godt i dag. Jeg tror, det handler om, at jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg kender mig selv så godt, at jeg ved, hvad der gør mig glad. Jeg har været nødt til at gøre op med mig selv, hvornår det kan være rimeligt at såre et andet menneske for selv at have et godt liv, men når jeg tænker efter, føler jeg faktisk ikke, at jeg havde et valg."

"At være i den relation med min far var en konstant påmindelse om, at jeg ikke var god nok. Sådan følte jeg det. Han valgte mig fra, før jeg blev født, og da vi så lærte hinanden at kende, blev han ved med at vælge mig fra. Jeg var nødt til at tage ansvar, for det var virkelig dårligt for mig at være i den relation, og den erfaring kan jeg også bruge i andre sammenhænge i mit liv."

"Lidt floskelagtigt kan man sige, at jeg har lært at stå op for mig selv, og i dag er jeg meget opmærksom på at være sammen med mennesker, hvor vi bringer hinanden glæde."