Iben Hjejle og Signe Lindkvist: Kan man spise sit kæledyr?

Signe: Vi har i mange år haft kaniner derhjemme. To søde hunkaniner, Mille og Milla.

Iben: Mille og Milla? Nemt!

Signe: Kæmpe nemt! Men så havde nogle af vores venner fundet en hjemløs kanin nede i deres gård. Den tilhørte ikke nogen.

Iben: Ingen orkede den.

Signe: Nej, eller måske var den stukket af, eller hvad ved jeg. Det var en rigtig sød kanin, som de så kaldte ...

Iben: Mogens?

Signe: Nejnej! Sara! Den boede så i nogle dage hos vores venner, og det viste sig jo hurtigt at være lidt bøvlet med en kanin i en 3.-sals lejlighed, for selvom kloge personer som for eksempel Sebastian Klein siger, at man sagtens kan lære en kanin at tisse og pølle i en bakke, så var det liiiiidt lakrids … 

Iben: Sebastian Klein er helt sikkert det eneste menneske i verden, der gider at bruge de ti milliarder timer, det tager at lære en kanin at skide i en bakke.

Signe: Præcis. Så der går ikke længe, så ringer vores venner og siger: Må den lille søde hunkanin komme og bo sammen med jeres to søde hunkaniner? Og vi siger naturligvis: Ja da!

Iben: Klassisk.

Signe: Så kommer de med den juleaftensdag, hvor alle mennesker jo er lidt optaget af at lave and og flæskesteg og rende rundt og være kæmpeforvirrede. 

Iben: Hvorfor ikke kanin til julemad for en gangs skyld? 

Signe: Ja der går så heller ikke længe efter, at de tre hunkaniner er sat i samme bur, før børnene kommer spurtende og siger: Asså den der nye kanin, den boller helt vildt på de andre to!  

Iben: HAH! 

Signe: Hvabehar? Siger jeg, og børnene: Ja den er helt vildt bollesyg! Så inden vi havde set os om, var både Mille og Milla gravide.

Iben: Fordi Sara alligevel var en Mogens?  

Signe: Yes. Vi kaldte ham så Per, ikke Mogens. Og kaninbestanden eksploderede jo! Pludselig havde vi ti kaninunger, og så måtte vi have to kaninbure, og så måtte vi have fire og fem kaninbure. For der skulle jo både være til herrer og damer og unger og gamle. Vi havde fandme til sidst en hel kanin-

beboelsesblok i baghaven?!

Iben: Jeg kan godt huske det! Et kæmpe system med trapper og etager og kønssorterings-sluser! Men det gik jo helt galt? I havde da nærmest 80 kaniner til sidst? 

Signe: Manhattan Skyline bare bygget op i kaninbure! Det var fuldstændig kaos! Pludselig forstod man helt bogstaveligt udtrykket ”at bolle som kaniner”, eller at man kalder en stiksav for en kaninpik. Det gik SÅ stærkt! Tusind kaniner, helt ude af kontrol! Og så en dag kom Cykelrytter Rolf forbi og sagde: I skal bare gøre ligesom i Italien. Lad kaninerne parre sig lige så tosset, de vil, og så om efteråret ringer man til slagteren, og vips! Så har man lige til en dejlig kæmpestor kaninragout, og så køber man to nye kaniner og starter forfra.

Iben: Nammenam! 

Signe: Jo, men altså alle tre børn, der var små dengang, stod desværre og lyttede med.

Iben: Ups …

Signe: Så de stod der, helt i chok og gasblå i hovedet af forargelse. 

Iben: Kaninragout er ellers ret lækkert ... Jeg så faktisk et kaninkadaver hos en slagter forleden dag. Og der havde man ligesom valgt at beholde hovedet på – og også øjenboldene inde i kraniet – det var altså lidt voldsomt?

Signe: Øjenbolde, hvad betyder det? 

Iben: Øjenkugler? Eller æææh … øjenæbler hedder det!  

Signe: Hvad havde man lagt i dem? 

Iben: Jamen de lå bare stadig inde i kraniet, så der lå en skaldet hudløs kanin ...

Signe: Men stadig med øjne på? 

Iben: Jep!

Signe: Det bryder jeg mig simpelthen ikke om. 

Iben: Nej, det var ikke så lækkert. 

Signe:  Men jeg bryder mig generelt heller ikke om de steder, hvor man køber en gås eller and, og så er hovedet stadig på med fjer, og hvor den ser kæmpe-nuttet ud. 

Iben: Ej fjerkræ ser altså ikke nuttede ud.

Signe: Jo, det kan de altså godt gøre. 

Iben: Hvad med dengang, min far havde hængt to ænder ud ad vinduet på Gammel Kongevej på fine Frederiksberg?

Signe: Hvad havde han? 

Iben: Han havde været på jagt, og så havde han skudt to ænder lige omkring juletid. Så jeg modtager en sms fra vores genbo, som vi kender, som skriver ”Nå men glædelig jul så”, og så er der et billede af to fuldvoksne ænder, der hænger i en lang snor ned ad muren fra vores køkkenvindue. Og jeg var nærmest ikke engang stået op endnu! Og min far var bare: ”De skal jo hænge et stykke tid, inden man kan spise dem”. Ja, men sgu da ikke ud ad vinduet på Gammel

Kongevej for fanden?!

Begge: Hahahaha!

Signe: Da jeg var barn, lærte min far mig, hvordan man hugger hovedet af høns.

Iben: Hvor gammel var du? Med økse i hånd? 4-5 år?

Signe: Ja og sikkert også yngre?

Iben: Jesus …

Signe: Men jeg synes bare, at det der med at spise et kæledyr – det kan jeg ikke. Jeg havde en lille kælehøne, da jeg var barn. Jeg blev mægtig ked af det, da den skulle spises. Hvis jeg har elsket det dyr – så kan jeg ikke spise det.

Iben: Det forstår jeg simpelthen ikke? Jeg ser en dejlig mad med kyllingeleverpaté på ristet franner for mig, og så er jeg ligeglad med, hvor nutti den kælehøne har været, da den var i live! 

Signe: Umm – kyllingeleverpaté? Det er sgu også ret lækkert.

Iben og Signe

Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.