Iben Hjejle om sin pinlige nytårsaften: "Al værdighed var knust"

Iben: Jeg var ude med nogle meget unge kolleger i går. Og det kan altså godt gå galt for mig med unge mennesker ... 

Signe: Hvordan tænker du?

Iben: Jamen altså, du kender godt det der med, at der er børn til stede til en fest, og når man så har fået en kæp i øret, så synes man bare, at de skal imponeres! 

Signe: Uha ja. Det kender jeg godt. 

Iben: Og det sker også lidt for mig med unge mennesker ... 

Signe: Men vel ikke lige så slemt som nytårsaften hjemme hos mig, vel?

Iben: Nejnejnej! Jeg blev bare lidt solskoldet i den ene side af ansigtet og syntes, jeg havde råbt lidt for højt og var lidt skamfuld, da jeg vågnede. Men den nytårsaften ... Jesus, det havde jeg helt glemt? 

Signe: De var også livsfarlige, de børn der var med, kan du huske, de satte ild til et bord?

Iben: Ja, det var crazy? Og det var ovenikøbet et kakkelbord ude i den halvfrosne havestue.

Signe: Og kun ved hjælp af to stjernekastere ...

Iben: Og de var ikke engang nogle store, vilde, bamsede drengebørn, de var to små alfelignende piger. Og dem syntes jeg, at jeg skulle imponere. Og der vælger jeg så, i en fyrrehestes brandert iført gulvlang damet fløjlsrobe, at svinge mig i birketræet på fortovet uden for huset.

Signe: Det så flot og vildt ud. Du tog tilløb, og så svang du dig ordentligt højt, så du lå helt vandret ud over fortovet ...

Iben: Og i netop det øjeblik, da jeg ligger helt vandret oppe i luften, så knækker ALLE birkelianerne, og jeg falder, det man kalder pladask, ned på ryggen.

Signe: Du nåede også at råbe ”ÅÅÅÅ-III-ÅÅÅ-IIII-ÅÅÅÅÅH!” ligesom Tarzan ...

Iben: Pis ... Al værdighed var i hvert fald knust på fortovet sammen med min krop. Der var kun to muligheder, og den ene var at springe elegant op og råbe ”Tadaaah! Det gjorde overhovedet ikke ondt!”. 

Signe: Men du valgte den fornuftige løsning, som var at sige: ”Jeg slog mig helt forfærdeligt. I må aldrig gøre den slags, børn. Giv mig lige en hånd, for jeg kan helt enkelt ikke komme op selv ...”.

Iben: Åh, det var så sørgeligt ...

Signe: Nej altså, de børn kommer da altid til at huske den nytårsaften som noget særligt! Jeg synes ikke, man behøver at være så skamfuld over, at man forsøger at skabe glæde, sjov og spas, når man er fuld. Det er da bedre at svinge sig i birketræet, end det er at ville skændes og slås og alt muligt andet irriterende?

Iben: Eller sidde og flæbe over sit forspildte voksenliv!

Signe: Ja! 

Iben: Jeg kan også huske, at de sjoveste fester som barn var dem, hvor ens forældre spillede dårligt på kazoo eller stod på hovedet på en spisestuestol eller viste dansetrin fra deres ungdom. Min mor slog sig engang ganske voldsomt, da hun ville vise, hvordan man twister. Hun væltede ned i en flyttekasse med en PH-lampe indeni, og den blev helt bøjet i skærmen. 

Signe: Hahaha! Du og jeg var også engang med til en udendørskoncert med Sting, som var helt fin, men et meeeeget voksent arrangement. Der løb vi også rundt på bare tæer og stagedivede fra skraldecontainerne.

Iben: Og ingen greb os ... 

Signe: Nej, det var udfordringen! Og på vej hjem syntes vi, at vi havde fundet et dejligt ugenert sted at tisse i mørket, og så tændte nogen lyset, og vi opdagede, at vi sad med vores bare numser op ad et nydeligt parcelhus med gigantiske panoramaruder!

Iben: Hahahaha

Signe: Det kan godt være, vi støjer og larmer og slår os, men vi er IKKE de kedelige piger til festen. Men det er også godt at være et godt fest-eksempel, synes jeg. Det er kun godt at lære sine børn at holde fest og sørge for, at der er forskellighed i, hvordan vi voksne opfører os. Jeg går meget ind for, at voksne særligt til fester skal have mere pyntet tøj på end vanligt og gerne synge højt og dårligt med på alle sange. 

Iben: Ja for så kan alle børnene stå i grupper og fnise af, hvor dumme og åndsvage de voksne er.

Signe: Jeg kan huske, at min mor havde nogle gode fest-venner – en af dem var Torben – han faldt ALTID og jeg mener ALTID i søvn, når festen havde været i gang i cirka to timer. Bum så faldt han i søvn, og det var lige meget, om man sad ved bordet eller var ved at grille i haven eller hvordan … Så kunne vi unger grine og sige ”Torben – du sover, hahaha”. Så vågnede Torben lidt forvirret: ”Nå hvad? Tju hø hø det gør jeg da også”. Og så tog han to timer med store politiske slagsmål og en udtalt begejstring for noget feministisk kunst fra Centre Pompidou, og så faldt han i søvn igen. Og vi elskede det, Iben, og grinte så meget af det. Og stadig den dag i dag griner min søster og jeg af det nogle gange. Det er vildt godt at have sådanne historier, der binder os sammen. Og tænk, Iben, nu vil du altid for børnene herhjemme være Iben, der kan svinge sig i lianerne – i hvert fald i et par sekunder. Du kan ende med at blive Tarzan-Iben, og det er sgu da ret sejt.

Iben og Signe

Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.