Iben Hjejle: "Jeg har mange gange ligget i sengen og haft ondt af mig selv"

Iben: Nu alt det her med klimaet, og at vi skal lade være med at spise kød, det fik mig bare til at tænke på, at der jo er mange slags dyr, vi spiser. For eksempel er du og jeg jo vældig glade for en god gammeldags ostemad.

Signe: Jamen, det er jo ikke et dyr?

Iben: Jo, altså ost er jo fyldt med mider.

Signe: Ydrk???

Iben: Ostemider! Hvis du lægger et lille stykke ost under et mikroskop, så myldrer det med mider!

Signe: Det er jo sindssygt ulækkert!? Altså ligesom de der sengemider?

Iben: De er til gengæld ulækre! Sengemider! For det er helt ok med dyr, man kan spise; ostemiderne for eksempel.

Signe: Du kan vel egentlig teoretisk set godt spise en sengemide?

Iben: Ad, Signe!!! Det vil jeg SIMPELTHEN BARE IKKE! 

Signe: Nejnejnej! Det skal du da heller ikke!

Iben: Kender du det, når man har ligget længe i sengen og haft ondt af sig selv? Det ved jeg godt, du ikke har så tit, men det har jeg prøvet mange gange. Så bliver jeg liggende i sengen og siger sådan her: ”Uuuhuhuhuuu, det er så synd for mig. Måske er jeg lidt syg?” Altså, jeg prøver at fremtvinge noget feber ...

Signe: Altså selvmedlidenhedssygdommen?

Iben: Ja præcis! Og så ligger man og græder lidt for sig selv, og det hele er forfærdeligt sørgeligt og fattigt, og pludselig opdager man: ”Åååh neeeej, der er også en lille prik, der klør! Måske er det en sengemide, der har stukket mig? Jeg er alt for svag til at kravle ud af sengen og vaske mit sengetøj …”.

Signe: Altså selvmedlidenhed og sengemider hører lidt sammen for dig?

Iben: Ja, det er sådan en ussel kombi. Eller vækkelus! Fy for pokker, de er også klamme!

Signe: Hvad er det nu, en vækkelus er?

Iben: Jeg oplever, at det er sådan en, der vækker en, fordi den lusker rundt inde i sengen?

Signe: Jeg tror altså, det hedder en væggelus, fordi den bor inde i væggen ...

Iben: Tror du? Er det ikke vækkelus som i: ”Jeg vækker dig med et stik!”?

Signe: Nej! Hahaha.

Iben: Det er jo næsten lige så dumt som dengang, jeg troede, at det hed en forårskylling. Som i Jesper Forårskylling. Det var først, da jeg havde nået en voksen alder, at nogen sagde: Det hedder altså en fårekylling!

Signe: Hahaha! Forårskylling! Det er jo på en måde et hyggeligere navn.

Iben: Ja! En fårekylling er da et dumt dyr.

Signe: Ja! Også fordi den overhovedet ikke ligner et får.

Iben: Men det med de væggelus ... Så væggelus og sengemider er ikke det samme?

Signe: Det tror jeg ikke, det er? Men jeg er ikke sikker. Jeg har engang været på Bali, og der sad vi i sådan nogle bambusmøbler, og i de møbler boede der sådan nogle insekt-mider, der bed, så man havde lange striber af røde prikker op og ned ad ryggen, der hvor man havde lænet sig op af bambuspindene. Ej, hvor var det klamt!

Iben: Og irriterende også! Hvorfor skal der findes sådan nogle dyr?

Signe: Da jeg var barn, havde vi nogle søde naboer, hvis søn på et tidspunkt havde fået bændelorm ...

Iben: Naaaaj???

Signe: Og det er jo ikke bare sådan en lille orm! Det er jo en kæææmpe lang orm, der bor i dine tarme, og den vokser og vokser. 

Iben: Jeg bliver virkelig dårlig nu ...

Signe: Så det eneste, man kan gøre, er at tage medicin, så den dør, og så må man ligesom bare vente på, at den kommer ud.

Iben: Skal man hive den ud?

Signe: Nej, man går på toilettet, og så ryger den ud af sig selv.

Iben: Skider man den ud?!

Signe: Ja ...

Iben: Hjælphjælphjælp! Jeg besvimer af dårlighed nu!

Signe: Og den stakkels dreng var vel ikke mere end 7-8 år gammel. Så siger min mor til mig: ”Signe, du må som det store barn opføre dig ordentligt og prøve at lade være med at skabe dig ...”.

Iben: Altså ligesom jeg gør nu?

Signe: Ja, lige præcis. ”Prøv lige at opføre dig ordentligt, for det er synd for den lille dreng”.

Iben: Hvorfor havde de voksne overhovedet fortalt om bændelormen?

Signe: Fordi vi var naboer!

Iben: Derfor kunne man da godt have hemmeligholdt bændelormen alligevel?!

Signe: Nej, når man er barn, bliver man da nødt til at snakke om det, man er bange for eller ked af!

Iben: Nå ja … Undskyld.

Signe: Vi spiste tit sammen, og så var han en dag syg og dårlig og havde feber. Så spurgte jeg jo, hvad der var galt, og så kom det med bændelormen. Og det var så lige dagen, hvor den her fyr skulle komme ud …

Iben: Altså ”fyr” som i ormen?

Signe: Jep! Og så da drengen er færdig på toilettet, råber han: ”Kommer I ikke og ser den?”.

Iben: Ser bændelormen nede i toilettet???

Signe: Jep! Og min mor siger, at det er nu, jeg skal opføre mig ordentligt og afslappet. Men så sker der jo det helt forfærdelige, at da jeg ser den ulækre orm, kaster jeg jo op ud over det hele og ned i håret på den stakkels dreng …

Iben: Nejnejnej?? Så først skulle han skide en orm ud af kroppen, og så blev han kastet op på?

Signe: Ja det var ikke så heldigt … 

Iben: Om han så havde skidt en Kay Bojesen-abe, var jeg ikke kommet ud for at kigge på den!

Signe: Hahaha! Nej, men jeg er vokset op i et keramisk kvindekollektiv, og der talte man altså om den slags og bakkede op.

Iben: Det er også en god ting. Men pyha altså … Tænk et barndomstraume for den lille dreng. Hvordan går det ham som voksen?

Signe: Jeg ved det ikke. Jeg har ikke rigtig set ham, siden vi var børn.

Iben: Det er der så også rigeligt med gode grunde til …

Iben og Signe

Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.