Ida led af angst i fire år - sådan kom hun over det

Jeg er perfektionistisk, kontrolfreak og typen, der altid er gået efter de høje karakterer.

Men det er, som om mit bæger hele tiden er lige ved at flyde over, som om den mindste ting kan få hverdagen til at falde sammen. Det er heldigvis blevet meget bedre, efter jeg for halvandet år siden kom ud på den anden side af min angst. Men de fire år, jeg var igennem, var forfærdelige. 

LÆS OGSÅ: Angst: Her er diagnosen, som rammer flere kvinder end mænd

Første tegn på, at der var noget galt med mig, fik jeg en aften, min mand havde lavet middag til mig. Jeg havde rigtig meget kvalme og blev nødt til gå fra bordet. Det lignede mig ikke. Jeg var på et totalt sundhedstrip med smoothies, soyamælk og bulgur, og han havde lavet den lækreste salat til mig, men jeg havde slet ikke lyst til at spise den.

Ugen efter var jeg alene på forretningsrejse, hvor jeg fik så ondt i mine ører, at jeg var nødt til at tilkalde en vagtlæge, som gav mig en masse smertestillende, men det fortog sig ikke. Jeg gik til et hav af øre-næse-halslæger, men blev hver gang sendt hjem med uforrettet sag.

Månederne gik, den konstante smerte bredte sig kæberne, og jeg fik lavet kæbe- og bideskinne til en mindre formue hos tandlægen. Men lige meget hjalp det. Jeg havde kronisk hovedpine og spiste piller hver dag. Jeg opsøgte speciallæger, professorer, hovedpinecentre, kiropraktorer og fik lavet MR-scanninger.

Og som om det ikke var nok, begyndte jeg også at få sure opstød og trykken for brystet og fik lavet to gastroskopier (kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk, red.), flere EKG'er (metode til at måle hjertets aktivitet, red.) og blev tilset af en af Danmarks førende hjertespecialister.

Hvad jeg ikke har gået til af behandlinger og specialister, og hvad jeg ikke har brugt af penge på at blive mine smerter kvit. Alle de læger må jo tænke, jeg er fucking nuts. Jeg var desperat, og min veninde var flere gange nødt til at køre mig på skadestuen, fordi jeg troede, at jeg skulle dø. Første gang, jeg blev konfronteret med, at det kunne være stress, jeg led af, var, da en læge på skadestuen tog mig i hånden og sagde: "Er du godt klar over, du er stresset?" Jeg troede ikke på hende, for jeg var jo ikke typen, der blev stresset.

På intet tidspunkt i løbet af de to første år med smerter overvejede jeg, om det kunne være stress eller angst. Et halvt år inden, de første smerter dukkede op, havde jeg fået mit drømmejob som chef for den afdeling, jeg arbejdede i, og havde naturligvis også fået et kæmpe ansvar. Men jeg elskede at gå på arbejde om morgenen og havde ingen problemer med at sove, hvilket er det typiske tegn på stress, så jeg tænkte ikke over, at det kunne være psykisk.

Jeg fortalte først meget sent i forløbet mine forældre om mine smerter og mine mange behandlingsforløb, og på mit arbejde vidste de ikke noget. Sådan ville jeg helst have det. Det var mit helle og mit holdepunkt. Min mand tog sig af alt derhjemme, men var aggressiv og følte sig meget alene og vidste ikke, om jeg var ved at blive kuk.

Som tiden gik, og den 28. speciallæge tilså mig og sagde, at jeg ikke fejlede noget, begyndte min underbevidsthed måske alligevel at fortælle mig, at det var noget galt. Og derfor opsøgte jeg en alternativ behandler. Jeg begyndte at gå til meditation og body-sds og en akupunktør, der blev min redning. For første gang i flere år blev mine smerter lindret, og min frustration lettede.

Jeg begyndte at træne hos én, der selv havde lidt af angst, og som kendte til alle mine symptomer. I Føtex så jeg tilfældigvis en bog, som jeg købte, hvor kvinder fortalte om deres oplevelser med angst, og jeg kunne genkende mig selv i samtlige fortællinger. Det hjalp mig. Jeg gik til psykolog, som rådede mig til at videreuddanne mig, så jeg kunne føle mig mere sikker i min rolle som leder, og som lærte mig at adskille det personlige og det faglige.

I dag er jeg mere loose og har erkendt, at verden ikke braser sammen, hvis der er fejl og mangler i mit eget og mine ansattes arbejde. Jeg er også blevet gladere for min krop, for den fortæller mig, når jeg skal passe på. Jeg tager ikke i samme grad mit arbejde med hjem, jeg slukker for fjernsynet og roder i stedet rundt på gulvet og leger med Lego med mine børn.

Det lyder mærkeligt, men jeg ville faktisk ikke have været angsten foruden, for den har forandret den måde, jeg lever mit liv på, og har lært mig at lytte til min krop og dens signaler. Men det var et langt sejt træk at komme igennem den.

Ida har valgt at optræde anonymt. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn.

LÆS OGSÅ: Nu forstår jeg, hvorfor nogle mænd er frygtelige datere

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Dårligt selvværd er en integreret del af at være kvinde i det moderne samfund"

LÆS OGSÅ: "Hvis jeg skar i mig selv, tog jeg ikke mit liv den dag. Så kunne jeg leve en dag mere."