Impostor-syndrom: En form for angst der særligt rammer kvinder over 30

Kender du typen, der får en forfremmelse, men affejer din lykønskning med, at hun nok bare var heldig? Eller 12-talspigen på universitetet, der aldrig mente, at hun havde læst nok eller forberedt sig ordentligt, men åbenbart bare trak de ”rigtige” spørgsmål til eksamen? Jeg kender hende. Jeg har arbejdet sammen med hende, studeret med hende, og jeg passer hendes sko. For jeg er hende også selv. Jeg vidste bare ikke, at den type havde en smart titel, før jeg læste Sheryl Sandbergs bog ”Lean In”.

Sheryl Sandberg er ikke hvem som helst. Hun er en af verdens mest indflydelsesrige kvinder, uddannet fra Harvard, har haft Bill Clinton som chef, været højtstående leder hos Google og er i dag Chief Operating Officer hos Facebook. Og så lider hun af Impostor Syndrom eller bedrager-syndromet. Det afslører hun i sin bog, der er skrevet til alle de kvinder, der fortjener en plads ved bordet i ledelsen, bestyrelsen eller på ministerkontoret. Men som ikke tror, at de hører til nogen af stederne.

Begrebet dækker over dygtige individer, særligt kvinder, der ikke tror, at de har gjort sig fortjent til deres succes – og som når som helst kan blive afsløret i deres bluff.

Vi kan ikke styre det selv

– Det jo fuldstændigt vanvittigt, når du ser på uddannelsen eller de bedrifter, kvinderne, der lider mest af impostor-syndromet, har bag sig. Men de bærer rundt på en kæmpe usikkerhed, der kan spores tilbage til barndommen. Når vi taler om impos-tor-syndromet, drejer det sig om forskellen mellem selvværd, der knytter sig til vores væren, og selvtillid, der knytter sig til performance. De to ting er lokaliseret i to forskellige dele af hjernen. Tænk på Marilyn Monroe eller Michael Jackson. De var i live på scenen, men de faldt sammen uden for scenen. De havde masser af selvtillid, men selvværdet var lig med nul. Hos 12-talspigerne er det også selvværdet, den er gal med. Gennem deres hårde arbejde akkumulerer de masser af selvtillid, der gør dem i stand til at præstere. Men præstation har ikke noget med selvværdet at gøre, forklarer Jytte Vikkelsøe, da jeg konsulterer hende. Hun er Ph.D. i socialpsykologi med speciale i procesorienteret psykologi. Hun har arbejdet som underviser, konsulent, kursusleder og foredragsholder i hele verden. Hun har selv oplevet impostor-syndromet på egen krop, men er kommet ud på den anden side og har haft mange kvinder i sin praksis, der bag facaden gemte på frygten for at blive afsløret.

– Der er jo mange faktorer, der spiller ind. De psykologiske, de sociale og de biologiske. Psykologisk er det ubalancen i forholdet mellem selvtillid og selvværd. Det er i de første 18 måneder, fundamentet til vores selvværd bliver lagt. Omkring dette tidspunkt begynder socialiseringsprocessen, hvor forældrenes udviklingsfokus går fra dem, vi er, til det, vi gør. Det er her, vi opdager, hvad vi får anerkendelse for. Hvis selvværdet ikke er solidt funderet, prøver vi at kompensere ved at være dygtige. Men selvtillid påvirker ikke selvværd. Vi vil derfor blive ved med at tvivle på den anerkendelse, vi får for det, vi gør, fordi vi ikke tror på dem, vi er. Socialt ser vi det, når mænd søger et job, selvom de kun opfylder 50% af kriterierne i jobbeskrivelsen. Kvinder søger samme job, hvis de føler, at de er dækket ind med 110-150%. Ligestilling eksisterer ikke endnu, og det kan ikke kun ses på lønnen. Mænd opfordres til at angribe en opgave, de ikke er helt rustede til. Kvinder tilskyndes til at være dygtige og kønne, ikke modige.

Men det er ikke kun kønskampen, som vi skal overvinde. Ifølge Jytte Vikkelsø bidrager biologien også til vores selvbedrag.

– Kigger vi på den hormonelle makeup, så er mænds dominerende hormon testosteron. Og det hormon har to – og kun to drivkræfter: ”kill it or fuck it”. Det giver dig en utrolig trang til at bryde grænser og søge nye sejre. Hos kvinden er det oxytocin, der dominerer. Det fremkalder en utrolig stærk trang til at knytte bånd – at relatere, relatere, relatere! Det er i virkeligheden begge køns måde at sikre menneskets overlevelse på. Testosteron drejer sig om overlevelse og videreførelsen af vores DNA; oxytocin sørger for, at moderen hele tiden er i kontakt med babyen, så barnet overlever. Det er naturens måde at sikre menneskehedens overlevelse på. Så selvom verden i dag er sat sammen, så kvinder kan få professionel succes, så er det på nogen præmisser med indbyggede benspænd. Vi kæmper ikke som en mand. Vi reflekterer, føler og relaterer, når vi går ud i verden.

Opsang til din indre bedrager

Men selvom vi bliver modarbejdet af både vores psykologi, biologi og omverdenen, så kan jeg og mine medsøstre da ikke give op uden kamp.

– Nej, det må I ikke. Jeg har virkelig ærgret mig over, at så mange dygtige kvinder har så mange skrupler, når de endelig får en lederpost, siger Ulla Bechsgaard, der er professionel mentor, erhvervsskribent og ledelses- og organisationsudvikler.

– Gør det dog bare. Spring ud i det! Mange bliver især skræmte, fordi de meget hurtigt får et stort ansvar, hvis de har taget en knaldgod uddannelse og klaret sig godt. Der er alt for mange kvinder, der siger nej til et lederjob, og det er et stort problem. Også ud fra et samfundsperspektiv. Vi har rigtig meget brug for, at alle kompetencer kommer i spil. Der er mange kompetencer, vi mangler, hvis kvinder ikke er repræsenteret i en ledergruppe.

LÆS OGSÅ: Olivia Joof: “Der vil altid være nogen, der taler grimt om mig, men tilgiv, tilgiv, tilgiv”

Ulla Bechsgaard afliver også myten om, at vi skal være den dygtigste i lokalet for at være chefen ved bordet. Og der er ikke så koldt på toppen, som vi frygter.

– Du er ikke alene. Hvis du har en drivkraft og vil noget, så er det nemmere at sætte ting i værk end at være bagerst i rækkerne, hvor du aldrig får det, som du vil have det. Accepter dit impostor-syndrom, og lær så at leve med det på en hensigtsmæssig måde. Jeg er stor fan af vaner, og jeg har brugt dem meget aktivt. Jeg læste Stephen Coveys ”7 gode vaner” tilbage i 90’erne. De har været en kæmpe hjælp for mig. Han foreskriver, at du starter med at kigge på, hvordan du bruger din tid, og identificerer din personlige ledestjerne. Da jeg fik mit første rigtige lederjob, havde jeg fem børn. Jeg skulle have mit privatliv til at køre, og jeg skulle engagere mig i mit job. Så jeg gik sammen med mine kolleger om at levere resultaterne. Jeg uddelegerede, for jeg kunne ikke nå det hele selv. Mine børn vidste, at jeg var der, når jeg kom hjem, men de måtte ikke ringe til mig på arbejdet. Du må træffe valg om, hvad er det vigtigste i dit liv, og så sige ”pyt med det” om alt det, du ikke når. Jeg lærte engang på et lederkursus at sige ”pyt”. Det er et herligt ord, siger Ulla Bechsgaard og griner, så jeg tror på hende.

– Og vær lidt mere humoristisk over for dig selv. Sig ”Herregud, der har jeg kvajet mig”. Det kan være svært for en med impostor-syndrom. Men du er altså ikke Tarzan, der skal redde Jane. Du skal opbygge fællesskaber. Når man er leder, så er det vigtigste, at du inddrager dine medarbejdere, når du er usikker. Kast det ud i en samtale i teamet. Det er først, når du inddrager andre, at du finder den bedste løsning. Der er en løsning på det meste, men hvis du tror, at du skal løse det hele, så får du mindreværdskomplekser, for du kan jo ikke klare alt.

Bedragerne uddør

– Yngre kvinder har fået alt for mange kasketter på. Jeg er selv 68 år, og jeg er så glad for, at jeg ikke hører til din generation. I vil både være verdens bedste mødre, bedste karrierekvinder, bedste elskere og ægtefæller. Men kravene er altså for store. I kommer til kort, siger Jytte Vikkelsø kærligt formanende, da hun hører, at jeg er 38, har tre børn, mand og store ambitioner for mit arbejdsliv.

– Men jeg tror, at det ændrer sig med den kommende generation. Vi kan allerede nu se, at der er mere fokus på mindfulness, meditation og at vi skal stå fast a la Svend Brinkman. Og så sidder krisen fra 2008 stadig i baghovedet på os – hvad jagten på penge kan betyde. Kvinder fokuserer ikke på penge som sådan, men på alt det, de skal købe og gøre for at se godt ud. Negle, der skal ordnes, dyrt tøj og personlig træning. Der skal en formue til. Og  forbrugsmanien opstår jo, fordi vi ufrivilligt sammenligner os med Hollywoodstjerner og topmodeller. Så til trods for, at feminismen igen bølger frem, er problematikken kun blevet værre. Det er skræmmende. Vi må håbe på en revolte. At kvinder tager sig sammen og siger: Nu gider vi ikke mere. Vi skal være modige nok til at stå op for os selv. Ellers lader vi vores usikkerhed spænde ben for os selv.

LÆS OGSÅ: Ulrikke Falch: Jeg har behov for eksponering, men jeg kritiserer andre for at gøre det samme

Etnolog og forfatter Julia Lahme tilhører selv generationen af kvinder, der har haft stor succes, men også slået sig selv oven i hovedet med den. Hun kigger fortrøstningsfuldt på fremtiden:

– Impostor-syndromet hører i væsentlig grad til ”Generation Flinkeskolen”. Med fremkomsten af en ny og mere politisk, aktivistisk og kønsidentitets-tvivlende generation af unge kvinder, er den heldigvis ved at lukke. De 17-25 årige gider ikke melde sig ind i Flinkeskolen. I USA, England og flere udviklingslande er det de helt unge kvinder, der sparker dørene til forandring ind, og de tror på deres ret til succes. Impostor-syndromet hører særligt kvinder over 30 år til. Vi tror, at vi deltager i en konkurrence, hvor vi skal vinde over andre i alt fra familielykke og arbejdsliv over udseende og videre til økologisk bevidsthed. Samtidig ser vi, at alle andre er klogere og dygtigere end os, fordi vi i Flinkeskolen